Anna Bruus Christensen fænger som Ronja. Den unge og nyligt (i 2019) færdiguddannede skuespiller, har styr på sit rollespil som Mattisborgens røverdatter.
På en meget naturlig og overbevisende måde materialiserer hun med krop og stemme den ligefremme og positive energi, og den næse for retfærdighed og etisk fin retning i livet, som Ronja er udstyret med.
Anna Bruus Christensen er nærmest non stop på i samtlige forestillingens godt to timer. Hun er til at få øje på både fysisk og psykisk. Iført en blodrød trevle-designet kjole og med sort drengeklippet hår er der samklang i det ydre med den friskhed og hjertevarme, som hendes Ronja udstråler indefra.
Troværdigt og temperamentsfuldt sender hendes Ronja følgende beskeder af sted til Bork-røverdrengen Birk: ”Der, hvor du bor, er der bare skiderikker!”, ”Død og kritte!”, ”Jeg gider ikke være røver. Folk bliver vrede og kede af det, når nogen tager deres ting”. og ”Du er en skiderik, når du skyder skylden på andre”
Og hun formår også fint at udtrykke tvivl og sårbarhed. Vi mærker, at der er noget på spil for Ronja, og at der samtidigt også er tale om alment menneskelige og vigtige ting, når hun som Ronja fx siger: ”Du må aldrig forlade mig mere. Birk, jeg vil ønske du var min bror”; ”Hvis du var barn og havde en far, som ikke engang vil sige dit navn, ville du så gå tilbage til ham?”; ”Er det ikke mærkeligt, at man kan være glad og ked af det på samme tid” og ”Kan du ikke forstå at livet er noget, man skal passe på”.
Dygtigt dialogspil
De mest intense scener i Odense Teaters opsætning af ’Ronja Røverdatter’ er dem, hvor Ronja og Birk er alene sammen på scenen. Så etablerer forestillingen en helt særlig ro og nerve.
Ikke så underligt. Det er jo via mødet mellem Ronja og Birk, at Astrid Lindgren sår budskabet om fred og fordragelighed mellem folk, frem for bekrigelse, kamp og nul-tolerance.
De to børn er fløjtende ligeglade med de skel, som deres selvhævdende, indbildske og rivaliserende voksne sætter. De redder på skift hinanden fra at dø. Helt enkelt og intuitivt, fordi de kan lide hinanden. De erklærer sig som hinandens søster og bror.
Og som kendere af Lindgrens eventyr ved, ender det med, at de to røverhøvdinge Mattis og Borka indser, at de inderst inde altid har været brødre.
Intensiteten og roen ligger indlejret i de situationer og samtaler, Lindgren har skabt mellem Ronja og Birk. Men at de lykkes scenisk skyldes så tillige skuespillet. Udover Anna Bruus Christensens Ronja-gestaltning også den ubesværede måde hvorpå Jeppe Ellegaard Marling fremstiller Birk, så man kommer til at holde af en dreng, der er så årvågen, empatisk og hjælpsom.
Skæg Skalle-Per
Rundt om de to hovedrolleindehavere vrimler det med andre skuespillere. Klaus T. Søndergaard rager op. Der opstår et helt særligt lys omkring hans Skalle-Per. Søndergaard skaber med krum ryg, fiffige spring i luften, adskillige prutter og yderst kloge replikker i den gamle og døende Borka-røver en skikkelse, som er fyldt med både humor og medmenneskelig visdom.
Natalí Vallespir Sand virker som Ronjas mor Lovis – sammen med Skalle-Per – troværdigt og med en fin blidhed samlende for forestillingens medmenneskelige ansigt. Især i dialoger og sangnumre med Ronja får hendes spil karakter.
Anders Gjellerup Koch fylder også godt i landskabet som Mattis.
Han har korpus og fysisk til at buldre løs som den brovtende og selvhævdende røverhøvding. Han står noget svagere, når han skal vise Mattis anden side: Hans blødhed og de uudgrundelige store følelser, han inde bag ved den hårde og afvisende facade nærer for Ronja, som han jo undervejs afviser som sin datter.
Nedtonet farlighed
Måske spiller Frede Gulbrandsens og Peter Friis' iscenesættelse og koreografi ind på det samlede indtryk af Anders Gjellerup Kochs rollespil. Der er nemlig noget lidt løjerligt på spil her. Kort fortalt bliver brodden taget ud af farligheden mellem de to røverbander.
Mattis-røverne fremstilles som nogle vældige bulderbasser. Røvere (i sorte latex bukser og med humlebistribede sweatere), som udadtil larmer og spiller med musklerne. Men bag det er de nogle slapsvanse og bangebukse. En forsamling pivede og uduelige pattebørn-voksne, som skal have hjælp fra Ronjas mor til at få trukket Borka-pile ud af deres uduelige krigerkroppes lår, rygge og bagdele. Ligesom hun skal give dem ordre om, hvornår det er tid til at vaske sig og gå i seng. Hård udadtil, men alligevel blød og eftergivende indeni.
Måske er det den tanke der ligger bag. Men alligevel. De to banders modstand mod hinanden bliver aldrig rigtigt reelt troværdig.
På samme vis laves der sjov med tingene i scenen, hvor Ronja stiller sin far alle de store tvivlsspørgsmål, hun har i forhold til at skulle møde den farlige verden udenfor røverborgen. Mattis svar har ikke-svar-karakter. Og Ronja svarer bare ”Javel far”.
Scenen har bestemt humor. Men letheden overmaler farligheden. Det virker unødvendigt og overbeskyttende i forhold til børnepublikummet at gøre situationen så let-spiselig.
Og lidt tilsvarende er det med lydkulissen og fantasifigurerne. Lyde varsler at noget farligt (Grå-dværge, Skov-hekse, Fogeds-knægte mv.) står på spring og om lidt dukker frem. Når det sker, fremstår væsenerne ikke synderligt farlige – nærmest lidt skrøbelige og kulisse-agtige. Og farerne overstås meget hurtigt og med en stor grad af usandsynlighed.
I den velfungerende ende er hele teatermaskineriet sat i fuld gang i enkle scenografiske kulisser. Røverbørnene og skovhekse flyver rundt i luften. En hytte dukker op fra gulvet og giver plads til en af forestillingens mest muntre scener. Stemningsfulde snefnug daler ned, ligesom efterårsrøde blade gør det til tonerne af vemodsfyldt cello.
Drejescenen snurrer livligt. Rotationerne muliggør at man på ingen tid kan skifte lokalitet. Og i den tid scenen snurrer nå at lagre indtryk og få sammenhænge til at bundfælde sig.
Fine sange og jordnær musik
Hvor Staffan Götestams dramatisering undervejs synes at eksplicitere handlingen lidt for meget, er der mere overraskelse og andre dybdelag i Thomas Høgs sangtekster. ”Alting handler om ære….du er røver til du dør, fordi du stjal mit hjerte”, synger Mattis-røverne i forestillingens første sang, ”Røver til jeg dør”. Ronja og hendes forældres farvel til Skalle-Per med sangen ”Væk herfra”. Og til allersidst slår forestillingen med sangen ”Alting forandre sig” eventyrets budskab og tilstedeværelse fast med strofer som ”Alt omkring os ændres/fjender bliver venner…./det der sker forandrer os” sang
Musikken spiller i det hele taget en stor rolle. Mens Aarhus Teater i ”Et juleeventyr” på vellykket vis bringer nyfortolkninger af kendte danske julesalmer, har man på Odense Teater på en anden velfungerende vis indflettet nykomponeret folkemusik af Nikolaj Høg i Astrid Lindbergs eventyr.
Instrumenternes særegenhed træder tydeligt frem, når de tre musikere træder frem og syngende fylder rummet med stemninger i både dur og mol. Det øger tillige den musikalske oplevelse, at der bliver spillet på så bred en buket af instrumenter: violin, mandolin, træskoviolin, cello, slagtøj, lafta, jødeharpe, guitar, duduk, sækkepiber og fløjter
