Hvad vil det sige at være mand? Hvordan opfører man sig? Overfor det andet køn og sammen med sit eget køn? Hvilke egenskaber ved ens (han)køn er genetisk betinget, og hvad er bestemt af opdragelse, sociale vilkår og andre ydre betingelser?
Det er nogle af de spørgsmål, ZeBU tager op i en forestilling, som primært er tiltænkt og som hovedregel kun spiller for unge mænd; for drenge, der går i 7. til 10. klasse. 'Mand til mand' er i det hele taget kvindefri zone. Skuespillerne er mænd og publikum drenge. Er den medfølgende lærer eller pædagog kvinde, har hun dog adgang.
Undertegnede (hunkøn og mor til voksne døtre), så forestillingen til urpremieren i Horsens i selskab med såvel unge som voksne af begge køn. Der var undtagelsesvist – i teaterfestivalregi – adgang for begge køn. Selvom det ikke var under de optimale forhold, var det evident, at forestillingen fungerer rigtigt godt. Af flere grunde.
Et veldrejet interaktivt kammerspil
Manuskriptet til 'Mand til mand' er dramaturgisk godt gennemarbejdet i sit forløb og ordvalg. Man kan kalde stykket et slags kammerspil, da det er et fortættet psykologisk fokuseret drama, som indenfor en meget lille fysisk ramme udfolder sig mellem to mænd, Jesper og Peter, som er gamle klassekammerater.
Samtidig rækker det lang længere end til kun at handle om de to mænd. Fokus er på alle drenge og mænd. Eller som ZeBU skriver i disse kønsidentitetsdiskuterende tider, at forestillingen henvender sig primært: 'til drenge (13+) og spilles for et publikum af drenge og mænd og personer, der betragter sig som drenge'.
Det raffinerede og psykologisk kløgtige ved stykket er, at det peger på, at det ikke dur at tale om korrekt adfærd med løftede pegefingre overfor de unge drenge. I stedet er der noget at hente, hvis man tager udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer.
På den måde viser stykket, at det har fat i noget universelt, noget som går på tværs af tider. At der kan laves teater 'om drengene af i dag' ved at lade to midaldrende mænd tage udgangspunkt i, hvordan det var, og hvad de foretog sig, da de selv var drenge i 1980'erne.
Konceptet er, at Jesper og Peter, som begge er fædre til en teenagedreng, har meldt sig til at deltage i kampagnen 'Kom så drenge' – en kampagne, som taler med skolens drenge om #MeeToo, krænkende adfærd og manderoller.
Både Jespers og Peters søn har været involveret i grove handlinger overfor nogle piger. I begyndelsen tror de to fædre, at det er deres sønners oplevelser, som det giver mening at bruge i kampagnen. På Jespers foranledning og med modstand fra Peter (der ønsker at fortrænge fortiden og som hellere vil tale distanceret og teoretisere) bliver det i stedet deres egne ungdomserfaringer og grove fejltrin, som kommer i fokus. Til positivt udbytte for både dem selv og publikum.
'Mand til mand' er bygget op som en samtale mellem Jesper og Peter, som vi primært møder som voksne mænd, men også i scener, hvor de spiller unge. Herudover har forestillingen som noget centralt et direkte interaktivt element, i og med at publikum (drengene) undervejs bliver stillet spørgsmål og bedt om at sætte sig i forskellige personers (pigers) sted.
Dygtigt og intenst skuespil
Jan Overgaard Mogensen og Carl Martin Norén har styr på skuespillet (fysisk og verbalt), og de forstår at skabe en kontakt til publikum, så man uden forbehold 'spiller med'.
Mogensen går med naturlig autoritet ind i rollen som den voksne Jesper, som stadig kan være grov i munden. Han er mand for adskillige kvindekønsdiskriminerende vitser, men samtidig også ham af de to, som er mest åben og ligetil. Det er ham der, som følge af sit spontane væsen, kommer i tanke om, at de skal bruge deres egne erfaringer og ham, som ingen forbehold har over for det.
Mogensen har tillige som skuespiller en vågen spillestil og en fysisk fremtræden, som vækker publikums tillid. Når han går i rollen som den unge Jesper, sker det også med en naturlig kejtethed, hvor den slags mand-spiller-dreng-spil ellers kan falde krampagtigt ud.
Carl Martin Norén klarer tilsvarende godt at gå i rollen som den unge Peter. Han har styr på at tegne den voksne følelsesforskrækkede gymnasielærer-Peter troværdigt. Og også han forstår at skabe en tryg atmosfære for interaktion med publikum.
Præcis og enkel ramme
Det er voldsomme hændelser og store følelser, som kommer på scenen. I det lys virker det ekstra godt at scenen er så lillebitte, har en lang kileformet facon og er placeret sådan, at publikum sidder på hver side.
Indenfor den ramme har Jørgen Carlslund iscenesat spillet med præcision og sans for små variationer. Med omrokeringer på scenen af to simple stole etableres nye rum. Og med enkle skift i tøj (jakker som tages af og på) skifter de to mænd alder.
Fokus og finesserne ligger i personinstruktionen. I den nøjagtighed hvormed Jespers og Peters følelser bliver tegnet. Som voksne. Og som drenge. Undervejs skifter lyset intenst. Og der bliver afspillet musik. Et lydtæppe af Camilla Bang som med de kvindeåndedrætslignede kompositioner skaber et fint resonansrum i forhold til de replikker og hændelsesforløb, som er gået umiddelbart forud.
Eviggyldig og nul løftede pegefingre
'Mand til mand' har undertitlen 'Om drengene af i dag'. Fordi den vil debattere nutidens manderoller med nutidens drenge på 13+. Forestillingen signalerer at den forstår de unge drenge og gerne vil i dialog med dem. Den viser klogt, at selvoplevelser og åbenhed er bedre end teori og distance. Og den taler på en spændende måde til sit drengepublikum om løgne, facadespil og følelser – de undertrykte og dem, der bare flyder over.
Med sit specifikke fokus på mande-identitet, involvering og debat har 'Mand til mand' virkeligt meget at tilbyde drengepublikummet.
Og jeg tror faktisk – og vel egentlig ret selvklart – at det vil være toppen, hvis den medfølgende lærer er hankøn.
