Det burde vel ikke kunne gå helt galt: Forude lå fire dages festival med omhyggeligt udvalgte internationale animationsteaterforestillinger, garneret af ditto danske. Alle afviklet i det smukt beliggende Silkeborg og med indkvartering på hotellet på torvet og dermed i gåafstand af festivalens mange spillesteder.
Og så startede det alligevel en smule skævt: For vel ankommet til billetinformationen i Medborgerhuset med den hensigt at få udleveret de eftertragtede adgangskort til en snes forestillinger kunne man ikke finde kuverter i hverken redaktørens eller netportalens navn. Og Teateravisen, hvad var det egentlig for noget?
Nu giver navnet vel sådan set sig selv, også selvom det er en netbaseret formidling, men billetpasseren insisterede trods mine indvendinger på, at jeg nok måtte være fra en slags teater, der var kommet til byen for at spille.
Nu kan livet som sådan måske nok ligne en form for forestilling, hvor man er på scenen en kort tid inden den dramatiske og uundgåelige finale, men jeg synes alligevel ikke, at jeg ville slås i hartkorn med den udøvende scenekunst, så efter flere protester efterfulgt af et opkald til festivalens logistikmester, Poul, nåede vi frem til, at mine billetter, invitationer til diverse arrangementer m.v. lå klar på hotellet, hvor man altså heller ikke havde taget større notits af min ankomst og mit ærinde i byen…
Så meget for at være en diskret repræsentant for den ellers nok så selvbevidste medieverden, men trådene blev redet ud og nu var alt klar til at indtage oplevelserne.
Midt i valgkampen
Festival of Wonder – også kaldet Silkeborg Dukketeaterfestival – afvikles hvert andet år i november, og følgelig foregår hver anden festival midt i en kommunal valgkamp. Derfor var plakatskoven i byen ikke lovprisninger af dukketeaterkunst, men portrætter af håbefulde lokalpolitikere, og det kunne godt virke lidt distraherende med alle de stirrende ansigter, når man hastede til og fra de enkelte spillesteder. Stor kunst er den slags jo sjældent…
Selv hotellet på torvet var delvist overtrukket med et par megalange bannere, der anbefalede beskueren at stemme på en kvinde, som viste sig at være hotellets ejer og opstillet for Venstre. Ikke noget urimeligt politisk tilhørsforhold for en lokal virksomhedsejer – som dog i denne tid i lighed med resten af landets lokale V-politikere må bruge energi og ord på at forholde sig til miseren med en partiformand og forhenværende statsminister med et overordentligt lemfældigt forhold til bilag og skatteyderbetalt privatforbrug.
Det ER i øvrigt heller ikke just hos Venstre, at den nationale kulturpolitik har høj prioritet – selvom man dog har haft en enkelt kulturminister, Nathalie Lind, indsat på posten i lidt over et års tid tilbage i 1970'erne (19. december 1973 til 13. februar 1975).
Men derfor kan lokalpolitikerne i Silkeborg jo sagtens være gjort af et andet stof. De har i hvert fald Danmarks største og uomtvisteligt mest interessante internationale dukketeaterfestival at forholde sig til.
Og valgkampen blev faktisk trukket helt ind i festivalåbningen, hvor konferencier Klaus Andersen (venligst udlånt fra Teatret Møllen) diverterede både med musik, snak og oplysningen om, at to af aftenens talere, byens borgmester, Hanne Bæk Olsen (S) og formanden for kulturudvalget, Steen Vindum (V), begge kandiderede til førstnævntes post. Til gengæld havde kulturminister Marianne Jelved (R) meldt afbud.
Dukketeater i flere etager
Det kunne man så sidde og filosofere lidt over under åbningsforestillingen, franske Theatre du Rugissants 'Judasøjet', der bød på en formidabel scenografi i fem-seks etager, spændende musikere, glimrende dukkeførere og fine dukker i en elegant historie om en dødsmærket mands fortælling om fortidens synder, racisme og tabt kærlighed.
Dette smukke eksempel på en voksendukketeaterforestilling med hele udtrækket – og i øvrigt støttet i gæstespillet af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond – forekom dog alligevel enkelte tilskuere lidt vel lang og gav plads for en kort morfar hist og pist i mørket i Jysk Musik- og Teaterhus.
Men dermed var festivalen for alvor skudt i gang og det internationale snit slået an, og det blev i de følgende dage eksekveret af teatre fra et dusin forskellige lande. Værtslandet deltog med 15 teatre og forestillinger – en enkelt blev dog aflyst – og alt i alt kunne man opleve omkring 30 forskellige forestillinger, hvoraf en håndfuld var deciderede voksenforestillinger.
Alle Festival of Wonders forestillinger er nøje udvalgt af den kunstneriske leder, Ulla Dengsøe, der har brugt de to år siden sidste festival på at rejse verden tyndt og se animationsteater. (se forskræpartiklen 'De døde tings meget levende klub'.
Ulykker, krig og død…
Ulla Dengsøe har som ved de forrige festivaler valgt at strække animationsteaterbegrebet til det yderste. Som det kunne ses i den i øvrigt meget seværdige og trods sit emne – Holocaust – også morsomme ’The House by the Lake’ med det israelske teater Yael Rasooly. Her fortælles om tre søstre, der berøves deres barndom og må holde sig skjult i et mørkt værelse i et hus et sted i Central-Europa, men trods de dyste omstændigheder udfolder stor kreativitet i leg og adfærd, mens de venter på en mor, der aldrig kommer og en skæbne, der hedder koncentrationslejren.
For forestillingen havde mestendels form som kabaret, dog tilsat dukketeaterelementer, men ofte primært som rekvisitter og ikke levendegjorte objekter.
DET kan man i hvert fald ikke beskylde 'kongen af Silkeborg' for. Det hollandske dukketeaterikon Neville Tranter og hans Stuffed Puppet Theatre indtog i vanlig overdådig stil festivalen med de to medbragte (voksen)forestillinger: ’Punch and Judy in Afghanistan’ og 'Mathilde', der begge gik rent ind hos de mange tilskuere, der for længst har gjort Mr. Tranter til kult – bl.a. takket være hans særlige kendetegn i form af legemsstore dukker, masser af humor og barske historier.
Til ’Punch and Judy in Afghanistan’, en opdateret udgave af forpremiere-versionen om utilpassede eksistenser og vold i krigens skygge fra besøget i 2009, blev der sågar klappet efter hver scene og dukke – en lettere distraherende uskik, som efterhånden også ses i andre teatre, men burde være forbeholdt jazzkoncerter…
Men den særdeles erfarne kunstner havde de mange udtryksfulde megahandskedukker og de endnu flere tilskuere i sin hule hånd – inklusive de 10-15 teaterfolk fra ind- og udland, der skamløst og i flok kom væltende ind ti minutter efter starttidspunkt til en af de forestillinger, Deres vrante udsendte overværede.
Tranters nyeste udspil, 'Mathilde', er lidt af en thriller, der udspiller sig på plejehjemmet Casa Verden, som er fuld af 'de gamle, de syge og de døende' – hvor en pengegrisk ledelse tyranniserer de 'dødsdømte', mens Mathilde på 102 år hænger i sit gelænder for at lave gymnastik.
Det er både grotesk morsomt og lidt forstemmende at overvære – og en diametral modsætning til danske Teater Meridianos forestilling på festivalen, 'Al tid i verden', om den 100-årige og livsbekræftende Victoria…
Guf til hjernen
Også en anden af de deciderede voksenforestillinger var en noget dyster affære – men for Deres udsendte samtidig afgjort festivalens største oplevelse: 'Hotel de Rive' af tyske Figurentheater Tübingen og franske Compagnie Bagages de Sable.
Forestillingen er en slags forsøg på at skabe et figurativt digt med udgangspunkt i Alberto Giacometti skulpturer, tegninger og tre surrealistiske tekster, 'Yesterday, Flying sand', 'A blind man reaches out the hand in the night' og 'The dream, the Sphinx and the death of T' samt en epilog fra 'Paris without an end'. De skeletagtige dukker blev ført henover skuespillerens ansigt, mens denne fremsagde de meget ekspressive tekster og bevægede sig rundt på scenen.
Det kan godt lyde lidt fortænkt, men forestillingen lever sit eget gådefulde og suggererende liv, takket være den mageløse tyske dukkespiller og iscenesætter Frank Soehnle, den franske skuespiller Patrick Michaelis og de to schweiziske musikere Jean-Jaques Pedretti og Robert Morgenthaler, der bl.a. spiller på de vældige alpehorn.
Frank Soehnle og Figurentheater Tübingen var i øvrigt også en af de store oplevelser med ’Salto Lamento’ på Festival of Wonder 2009, der som 'Hotel de Rive' også var en forestilling, hvor man selv måtte tænke med for at hænge på, mens flere af de andre festivalforestillinger var noget lettere at afkode.
Nøglehulskiggeri
Deres udsendte havde erhvervet sig billetter efter devisen: Alt hvad der er muligt at nå – hvilket betød stort set alle de internationale forestillinger, for de fleste danske var allerede set – og i øvrigt også anmeldt her på portalen.
Og dermed blev den først sete af voksenforestillingerne lidt af en udfordring, 'Moronescópio: The Love Machine' med portugisiske A Tarumba.
Det lød jo lovende – og bestod af et peepshow for en halv snes tilskuere, der blev modtaget med champagne og hele seks dekadent udklædte skuespillere, som førte os ind i lastens hule. For nu stod den på fremvisning af diverse historiske og nutidige former for sexlegetøj og en halv snes bokse med glughuller, hvor de erotiske småfortællinger blev afviklet for en eller to tilskuere ad gangen. Vi kunne også trække et kort, der beskrev vores seksuelle karakter – og spise vingummipenisser. Men altså: Trods den gode ide og forsøget på at fremelske en burlesk stemning fungerede det ikke rigtigt. De små peepshow-fortællinger var temmelig usexede, og det hjalp ikke, at flere af aktørerne havde en noget sjasket dukkeføring af de flade figurantskiver, som de proppede ned i kasserne, mens vi tilskuere sad på små pøller og havde hovedtelefoner på, hvori historierne blev afleveret.
Deres udsendte har set mere erotik i bagerforretninger, hvor der i det mindste ligger rundstykker og boller – for nu at bruge en slidt børnevittighed, der er lige så gammelt som det erotiske legetøj hos Dr. Erotikone, Madame Gigi og de andre medvirkende.
Det er meget tænkeligt, at det er en provokerende forestilling i et katolsk land som Portugal, men præsentationen på en festival i Silkeborg har så mere karakter af etnografisk interesse – og meget lidt karakter af en teaterforestilling…
Det er for børn
Således fik man også lige luftet sin sure, gamle mand i løbet af festivalen…
Ovenstående er et lille potpourri over forestillingerne for unge og (mest) voksne, men hovedparten af festivalen bestod trods alt af forestillinger for børn i alle aldre. Deres udsendte havde som nævnt fokus på de internationale forestillinger og nåede stort set alle, men også havde et par gode oplevelser med danske forestillinger, hvoraf alle tidligere blevet anmeldt her på portalen og derfor lige bliver unddraget yderligere omtale her – til fordel for et par nedslag i de internationale animationsforestillinger for portalens fokusområde…
Israelske Train Theatre formåede med 'Fool Moon', en slags polske molbohistorier, at skabe stemning i en kæmpebogsbladvendende og meget opfindsom scenografi.
En stor pop-op-bog dannede også den scenografiske baggrund for svenske SkogsTeaterns 'Historien om Anki', hvor dansk-svenske Pytte Ravn i leg med handskedukkeanden Aniki viser sine utrolige bugtalerevner. Det er en uhyre simpel historie, men Pytte Ravn afleverer den på usentimental og dybt professionel vis – småbarsk, usødet og illusionsnedbrydende på en meget kompetent og publikumsorienterende facon. Det er sjældent, at man ser det i forestillinger for så små (2-4 år) børn.
Russiske Viktor Antonov viste også stor dygtighed i 'A Circus on Strings', hvor han udførte en række traditionelle cirkusnumre med sine fine små trædukker. Og med et 'Thank You' som afsluttende og absolut eneste replik under hele forestillingen.
Belgiske Theatre Froe Froe opførte en livlig dukketeaterversion af Shakespeares 'En Skærsommernatsdrøm' i en rund teltbygning, hvor satyren Puck stod i midten og spillet med dukkerne foregik udefra via åbninger i hovedhøjde i teltet. Der var fart over feltet og skægge episoder, som måske kunne dispensere for, at Shakespeare på engelsk nok er lige hård kost for de syv-årige og op, som forestillingen henvendte sig til.
Sidst skal lige nævnes canadiske Theatre de L'oeil med 'Stjernepasseren', der søndag eftermiddag sluttede festivalen af i Jysk Musik- og Teaterhus.
Det startede helt forrygende med en Pjerrot-figur, der fejede og kravlede op og ordnede himmelhvælvet, men kom til at løsrive en stjerne. Det opdager figuren Pretzel, der må mange oplevelser igennem, før stjernen er på plads igen.
Det er en forestilling med megen fantasi og flot, flot dukkeføring af allehånde objekter i alle størrelser) men med spil i bagkanten af den store scene og en bælgmørk sal og lange sekvenser i en form for himmelhav (lidt a la et akvarium) skulle man ind i mellem huske sig selv på, at det altså var animationsteater og ikke en biograffilm på et for lille lærred – ikke mindst for tilskuerne på de bageste pladser i den store sal.
Pris til Ulla Dengsøe
Sidste internationale børneteaterforestilling, der skal nævnes her, var det bærende indslag, da festivalen sent lørdag aften overlod rampelyset til en festaften i Taiwans tegn, kaldet 'A Taste of Taiwan'.
Her opførte Tayuan Puppet Theatre Company 'Musenes bryllup' – og hvornår er det lige man ellers ser en børneteaterforestilling med en fortæller, fire dukkeførere og fire musikere plus et par teknikere! Det er her i landet vel kun Batida, der kan matche sådan et opbud.
Efter forestillingen var der smagsprøver i lange baner, for den taiwanske ambassadør havde taget sin private kok med, som i Medborgerhuset tryllede lækkerier frem.
Og midt i arrangementet blev der så også lige tid til at hylde festivalleder Ulla Dengsøe med UNIMA Danmarks årlige pris. Formand Hans Hartvich-Madsen fremhævede Ulla Dengsøes store og ambitiøse arbejde med at udvikle Festival of Wonder til at være stedet, hvor de store internationale animationsteaterforestillinger og de mange internationale dukketeatermennesker mødes.
Med hæderen fulgte en smukt udskåret træfigur af Knud Brodersen, der selv overrakte kunstværket til Ulla Dengsøe. Brodersen holder til i Det Blå Hus i Roskilde, hvor han udover sit dukkemagerværksted har et dukketeater, der eksisteret i mere end 30 år – omend med sporadisk aktivitet. Brodersen har også frem mod pensionsalderen skulle passe sit arbejde som atomfysiker på Risø…
Alt det andet
Festival of Wonder havde også i år flotte belægningsprocenter. De lokale tager sig som vanligt godt for sig af retterne – som par til voksenforestillingerne, med børn og børnebørn på slæb til børneforestillingerne – og resten fyldes op med deltagende og tilrejsende teaterfolk og festivalledere m.v.
Det lokale publikum er som teatergængere flest i dette land, nemlig 50+-segmentet med tid og penge og lyst til kultur. Flere af de lokale fortalte, at de så op mod fem-ti forestillinger under festivalen. Nu hjælper det gevaldigt, at billetpriserne er så lave som 40 kr.(børneforestillinger)/75 kr.(voksenforestillinger). Og enkelte forestillinger er tilmed ganske gratis.
Det er alle forestillingerne så i øvrigt for de mange frivillige hjælpere – op mod 100 i tal – der gør deres til en meget professionel afvikling af en rimelig stor festival.
De gode oplevelser var så afgjort i flertal på Festival of Wonder årgang 2013 – og det gjaldt også de back stage talks, der var givtige ornamenter på mange af forestillingerne.
En af de lidt anderledes af slagsen var back stage tours med Matej Forman i forbindelse med den interaktive udstilling 'Theater in Movement – People and Puppets on Stage' på Kunstcenter Silkeborg Bad. Her blev man ført rundt i nogle af de mange finurlige og storslåede scenografier – flere har fået priser – der er en del af det tjekkiske teater Forman Brothers forestillinger. Flere har været med i Silkeborg tidligere, ikke mindst 'Obludarium' de to foregående festivaler, og nu kunne man så gå med Matej Forman rundt i scenografierne, der fyldte det meste af kunstmuseet, og snakke om virkelighed og illusioner og kunst og objekter.
Vælg de rigtige
Den slags oplevelser er en del af det, der både trækker og trækker op ved dukketeaterfestivalen i Silkeborg: Møder mellem mennesker.
Og når man så sidder der og snakker festival og forestillinger og fag og folk, så er det også den skønneste lyd, når der flere borde væk pludselig lyder et: ’Jeg læste i Teateravisen, at…’
Nu er Festival of Wonder overstået og Silkeborg tilbage i sin vante gænge. Eller rettere: Det kommende valg til pladserne i kommunalbestyrelsen.
Valgkampen kunne ikke fjerne fokus fra (endnu) en god dukketeaterfestival. Men det flød godt nok med valgplakater på gader, stræder og i åen – måske også fordi så mange var ophængt i sparke- og rivehøjde i gågaderne og et nemt mål. Men valget i Silkeborg kan også klares uden plakater: Det handler om at vælge dem, der vil støtte Danmarks største internationale dukketeaterfestival…
