Tro på din drøm og forfølg den. Det gør nogle aldrende dyr, der er lidt slidte i kanten og temmelig modløse. Men ved at slå pjalterne sammen når de deres mål og bliver musikanter. På på den måde vender de ikke bare en triviel hverdag til noget mere spændende. De redder livet.
Dunkelblås soloforestilling om fire truede, men vidunderligt foretagsomme dyr bygger på Brødrene Grimms eventyr om 'Stadsmusikanterne fra Bremen'. Historien er overbevisende opdateret, så målet for de firbenede musikanter er at blive et brag af et rock-band. Det er en drøm, der nok ikke er svær at forstå for moderne børn og unge, og så giver den anledning til masse af gedigen luftguitar.
Trods Troels Kirk Ejsings herlige rockattituder og heftige guitarspil er den indledende sang 'Kom nu med et sted, som skal blive vort nye hjem' dog lovlig fodformet. Men resten af forestillingen er mindre gumpetung og ikke overraskende får dyrenene deres rockband og også deres eget spillested langt ude i skoven. Vejen dertil er en broget buket af dramatiske situationer og kontant komik blandet med musik og sprogligt velformede kommentarer.
Det er æslet, der først lancerer drømmen om at spille fed rockmusik. Noget skal man jo leve af, når man i sidste sekund og så stille som muligt er klakket væk fra en utaknemmelig ejer, der vil sende en til slagtebænken. Utak er verdens løn – ikke mindst for dem, der trods tro tjeneste har lavsatus som husdyr. Men kan man ikke blive andet, kan man altid blive musiker – nok ikke lige i Bremen, men så i Aalborg!
For meget show
Med imponerende adræthed skaber Troels Kirk Ejsing en sanselig kropsfortælling om de fire dyr, hvor hvert af de skægge kræ får sin egen præcise og let genkendelige fysiske og vokale karakteristik.
Når de lange, strakte arme ryger op og står lige i vejret er ingen i tvivl om, at Æslet er til stede. Senere kommer en jagthund, en doven kat og en hane også med i historien.
Hunden er blevet for gammel til at gå på jagt, men den er glimende til at spille på tromme. Katten gider ikke mere at fange mus, til gengæld viser den sig at være en ualmindelig tempofyldt og hårdtslående guitarrist. Men højdepunktet er hanen. Storskrålende, med gokkende hovedryk og højt løftede ben kommer den storkende ind som den sidste i den umage kvartet. Det er urkomisk, men samtidig for meget udvendigt show.
Dyrenes ejere, menneskene, ser man derimod ikke noget til og sikkert godt det samme. De er alligevel bare nogle fæle folk, som er ude på at slå deres aldrende dyr ihjel, fordi de ikke mere kan gøre nytte på samme måde som før. Eller også er de forbrydere, der plyndrer og stjæler. Men det får de fire musikanter sat en effektiv stopper for.
I nattens mulm og mørke opdager hanen, at der er lys i et hus, og drevet af sult søger dyrene derhen. Uheldigvis er huset beboet af røvere. Men med et par veltilrettelagte overraskelsessangreb, hvor der kradses, bides og sparkes, lykkes det at få røverne til at tro, at et farligt uhyre er rykket ind i huset. Så er vejen banet til en lys og lykkelig fremtid for de fire musikanter med masser af mad og musik og tag over hovedet.