Omar er urolig, fordi hans verden kun er seks kvadratmeter, hvor den før – udenfor fængselscellen – var worldwide stor og fyldt med muligheder.
Den noget ældre fyr, som Omar altid har set op til, sidder urolig på sædet i sin smarte bil, fordi Omar, hans novice af en lærling (som ikke rigtigt har fattet det skråplan, han er ude på) lige om et øjeblik skal snuppe tasken med de mange penge fra den købmand, som skrår over vejen til banken.
En ung, etnisk dansk lærerinde har nerverne siddende udenpå, fordi Abdi ikke er mødt op til den personlige samtale, som han efter tre advarsler er kaldt ind til sammen med sin burkaklædte mor – den mor, som ingenting forstår af samtalen, men i stedet med afslappet uro forsøger at videregive, at hun finder lærerinden alt for tynd og derfor gerne vil bage hende en kage.
En etnisk dansk lærer flakker med øjnene og får sved på panden, når klassens fremmedkulturelle fløs (som hurtigt bliver populær i klassen) konstant saboterer hans undervisning og udlægger den som kedelig og blot udtryk for at læreren godt kan lide at høre sig selv stå og tale.
Uro i mange afskygninger florerer i Opgang 2 Turnéteaters nye forestilling 'URO', der er struktureret som seks små afsluttede numre kittet sammen af rap komponeret og fremført live af Thøger Dixgaard fra Flødeklinikken.
Overflade med humorstænk
Teksten skildrer på en meget ligefrem og direkte måde et udvalg af de dagligdags konflikter mellem ung og voksen, lærer og elev, mor og søn som et liv består af, når forskellige etniske, sociale og religiøse kulturer støder sammen. Sproget er direkte og ligefremt. Dansk iblandet andre sprog (vist arabisk, måske somalisk).
Stykket rummer revyagtig humor og er iscenesat i en direkte konfronterende stil. Pia Marcussen har skrevet teksten med afsæt i blandt andet interviews med lærere på danske skoler.
Vi fornemmer klart, at de små sekvenser er baseret på virkeligheden udenfor scenen. Men alligevel har teksten et strejf af noget stift, forudsigeligt og især overfladisk skøjtende over sig; Opgang 2 Turnéteater har i tidligere forestillinger fået flere nuancer med. I 'URO' savner jeg på tekstsiden at komme længere ned i de kulturelle konflikters materie. Vi bliver lidt på den tilforladelige, sympatisk skildrende overflade. Et fortælleplan, hvor danskerne (især skolelærere) er nogle velmenende, men fjumsede og forvirrede personer. Og hvor de unge indvandrer og andengenerationsroller er hurtige, vakse og charmerende personer, som let kommer på kant med loven med større eller mindre sager. Kriminalitet og forseelser, som – i det lys de skildres i – ikke gør dem til dårlige mennesker. De er 'bare' ofre for (skole)systemer befolket med magt- eller afmagtsfyldte forhold og personer.
Humoren er en vigtig ingrediens. Men kan komme langt med humor, som det siges et sted i forestillingen. Sandt nok, men her savner jeg flere detaljer og dimensioner. Hellere tre virkelig rammende og tankemæssigt igangsættende tracks (forestillingen betegnes en track-forestilling) end seks, som nok har tydelige pointer, men ikke flytter så meget.
Professionaliteten halter
Teksten er desværre ikke forestillingens svaghed alene. Rasmus Reiersen, Tine Grauengaard og Said Mohammed spiller med drive og energi, men de savner alle tre den professionelle skuespillers evne til hele vejen igennem at holde timing og puls. Især i de første tracks halter 'melodien'.
Som iscenesætter fattes Pia Marcussen også idder til at skabe liv i flere af scenerne. Især de første to tracks, 'Rotten' og 'Attitude', lider under arrangementsmæssig stilstand. Spillerne står for meget stille og bevæger sig for mekanisk i de sceniske handlinger.
Det bliver lidt bedre i de efterfølgende numre. Men stadig halter forestillingen rytmisk.
Der er en del humor på spil. Men morskab kræver hårfin balance mellem udadvendt og indadvendt energi. Udtrykket skrues tendentielt op på for høj hastighed og volumen.
Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at Opgang 2 Turnéteaters hjerte banker stærkt og solidt for at formidle teater, som stiller skarpt på generationskløfter og kulturkløfter, som eksisterer i dag samfundets forskellige etniske og sociale kulturer imellem.
Og forestillingen er tiltænkt og spiller rundt om på skoler, som afsæt for debat og diskussioner. Desto vigtigere er det at kvaliteten på alle planer er i top.
