Med ’Rygeren’ vil Teater Lux sige, at livet handler om at se ud over sin egen næsetip. At man i stedet for at drukne sig i hallucinerende stoffer, fx tobaksrøg med nikotin og tjære, skal forfølge sine følelser overfor andre og være noget for dem.
Samtidig – og det er det lidt tricky ved forestillingen, kan den vist også vendes anderledes og opleves som en slags advarsel om, at man kan ende der, hvor man kommer til at trække en anden person med ind i et samfundssystem, som stramt styrer og kontrollerer sine borgere.
Denne mulighed for flere fortolkninger behøver man ikke opleve som skidt. Den kan også opleves som en fordel. En styrke ved forestillingen. Et bevis på at forestillingen er facetteret. Det blik vælger jeg.
Brug din sjette sans
’Rygeren’ foregår i bælgmørke. Man kan ikke se en hånd for sig. Der er ultimativt sort i rummet. Derfor er det også forestillingens to medvirkende, Martin Ammundsen og Basse Dam, der fører publikum ind til siddepladserne.
Plantet på hver sin stol i en slags ingenmandsland gælder det om at spidse øren. Publikum har kun høresansen at støtte sig til. Plus – og det er vigtigt – en slags sjette sans. Det giver nemlig for mig at se mening at gribe til ens mavefornemmelse, ens personlige naturlige intuition, når man skal finde en mulig nøgle til begribelse af, hvad det er forestillingen vil sige med handlingsforløbet i det ret komplekse univers, vi lytter til.
Jeg mener i det lys at høre og at mærke, at forestillingen har gang i en historie, hvor stykkets hovedperson Paulus vælger at forfølge sin tiltrækning til en kvinde, frem for at dulme sig i tobaksrøg. Teater Lux peger også selv i den retning, når de i deres programmateriale til forestillingen skriver: ”Paulus ’overtaler’ en af kvinderne til at tage med sig hjem. Derhjemme står Paulus overfor dilemmaet: kærlighed eller tobaksrøg?”
Guddommelige hvæs
Inden publikum bliver ført ind i det bælgmørke scenerum, præsenterer Martin Ammundsen og Basse Dam kort forestillingens handlingsskelet. Fabelen er, at vi befinder os i et fremtidssamfund, hvor klimakrisen er gået galt, og hvor tobaksrygning er blevet forbudt ved lov. Som noget obligatorisk skal alle mennesker tillige have indopereret kunstige lunger i stedet for deres medfødte. Manden Paulus, der elsker at ryge, udebliver imidlertid fra denne lungetransplantation.
Indenfor fyldes mørket med en lydkulisse, som tegner et billede af en mand, der synes meget afhængig af det kick, rygning giver ham. Vi hører Paulus i samtale med sin AI, sin kunstige intelligens, Nero (et navn, der nok ikke er tilfældigt valgt, fordi Nero er synonym med nerveberoligende, nervemiddel, nervesvækket og nervenedbrudt), angler efter med det samme at få nogle hvæs og få skruet højere og højere op for den inciterende musik, han tydeligvis elsker. Hans råber flere gange: ”Nero, jeg vil have mere. Skru op!”
Der bliver skuet op. Rummet fyldes af de dunkende rytmer, som Mathias Rosenkilde ganske fermt og fængende har komponeret. Men også af lange seje hvæs. Paulus hoster konstant og uafladeligt. Hæst og meget åndedrætsbesværet. Det er tydeligt, at hans lunger er medtagne af tobaksforbruget.
En stemme (nok Neros) siger: ”Jeg anbefaler to pust med inhalator mod hoste”. Paulus siger, at hans ”lunger ikke er, hvad de har været. De er sorte som kul. De river og rasler.” Men han fortsætter samtidigt med at sige: ”Røgen er guddommelig. Jeg ryger måske den sidste. Jeg ryger helt rigtigt. Jeg kan mærke, at jeg lever og dør.” Paulus tager hvæs på hvæs og inhalerer inderligt.
Paulus' rus og musikken afbrydes undervejs af speak fra regeringssystemet, som i tre punkter dikterer de retningslinjer for opførsel, som samfundets borgere skal indordne sig under, og slutter med: ”Regeringen passer på dig og tager ansvar”.
Vi er nok mange, som får et flashback af myndighedernes beskeder til os borgere under corona-pandemien.
Urkvinden som summen af alt liv
Med hjælp fra Nero flygter Paulus til Amazonas’ regnskov. Med en drone. Der vil han finde en mand at sjæle lunger fra for hjemme at få dem transplanteret illegalt. Musikken skifter karakter fra mere elektroniske lyde til naturlyde med blandt andet fuglefløjt. Urfolket Cajun, som Paulus kommer til, består imidlertid, til hans store overraskelse, udelukkende af kvinder. Den fugtige luft er svær at trække vejret i for Paulus. Klimaet er fugtigt. Det er regntid.
Vi får beskrivelser af kvinderne, som lever der. De lever totalt i overensstemmelse med naturen. De er tynde og stærke. De har smidig hud, som ligner bark. De arbejder sammen i solen, som er de én stor organisme. De suger solen til sig, som er det den, de lever af.
Nero henviser Paulus til en kvinde, han har set bade i en sø. Og han beskriver hende med nogle lunger, Paulus ikke kan modstå: ”Sikke nogle lunger. Hun har været i vandet i flere minutter. Det er som om, hun trækker livet og naturen helt ned i lungerne”.
Paulus bedøver og bortfører hende med replikken: ”Måske har jeg en chance”.
Siden, da hun bedøvet ligger med drops på den illegale klinik i Paulus samfund, siger han til Nero: ”Nero, når jeg ser på hende, kommer jeg i tvivl….hun er bare så meget mere end et menneske. Hun er summen af liv”.
Men så sker der noget. Kvinden forsvinder, men dukker frem igen – i live. Og her slutter forestillingen så med, at en ny bruger bliver oprettet i det samfundssystem, Paulus er en del af.
Kræver skarp koncentration
’Rygeren’ er en ret kompliceret fremtidsfiktion. Hertil kræver forestillingen, at man er topkoncentreret, fordi teksten kan være ret vanskelig konstant at få fat i alle detaljer i. Publikum kan jo ikke se Martin Ammundsen og Basse Dam. Men det lyder som om, de taler live, mens de bevæger sig rundt mellem publikum.
Når de befinder sig i en vis afstand længere væk fra der, hvor man sidder, skal man være ekstra koncentreret for at få alt med. Det, man i al fald får med, er en fortælling om valget mellem at mærke livet (og døden) via røg eller via kærlighed til et andet menneske.
