To livlige piger snakker løs i munden på hinanden, mens de med en fyldt vasketøjskurv baner sig vej forbi små og store publikummer, som de samtidig inviterer med ind i spillerummet. At de er søstre og hedder Lilly og Søster, får vi først at vide lidt senere. Vasketøjet kommer i første række.
Nynnende spænder de en tørresnor ud. Og så bliver tøjet ellers kommenteret. Styk for styk, mens det bliver hængt til tørre. For de to piger elsker at snakke. Fx om sweateren som deres mor har givet ekstra lange ærmer, for så har den jo indbyggede luffer, så man altid ved, hvor de er! Så bliver det tid til et ‘god dag og velkommen’. Og det sker selvfølgelig ved at de stiller sig glade frem og præsenterer hinanden.
Derpå gælder det deres respektive kufferter. Og den nok så vigtige køkkenkuffert med kogepladen i. Den de rigger til, mens de fortæller, at det, de vil os, er at fortælle to historier om Karl Otto, og mellem dem holde en kaffepause ‘lige som man gør på de store teatre’.
Så er vejen banet for, at de to søstre kan præsentere Karl Otto. En cirka en halv meter lang dukke med rundt hoved, rød kasket og blåt tøj. Sammen med ham fortæller de først en historie om den dag Karl Otto blev væk i indkøbscentret ALKABRAS. Og siden historien om hvordan Karl Otto en dag fikser strømmen, så mor igen kan komme til at plapre i telefon.
Grin og genkendelse
Med Karl Ottodukken på maven går det løs. Rundt om tørresnor og op og ned ad kuffertlåg. Nina Christrup og Anne Kurtzweil fører på skift dukken. Det er fuldt ud gennemsigtigt hvordan det går Carl Otto den dag han kørte med sin mor til ALKABRAS for at købe en reol til sit værelse.
De to spillere skifter enkelt og hurtigt mellem de forskellige roller, de spiller. Og de er instrueret til at fortælle historien på en humoristisk måde som fint spejler den måde hvorpå børn selv leger. Det samme gælder historien efter kaffepausen – hvor søstrene benytter chancen til at tale med børnene om, om de har prøvet at blive væk fra deres forældre.
Alt i alt er der meget at nikke genkendende til for børnepublikummet. Det at glæde sig så meget til at få noget til sit værelse. Morens og de andre trafikanters opførsel i trafikken. Det pludselig at blive væk fra sin mor et helt fremmed sted. Det at blive fundet igen. Det at blive så optaget af noget, at man glemmer at holde øje med det man har med – fx mors pung. Det at møde nogen som respektfyldt inddrager en i deres gøremål. Og det at have succes med noget – noget man oven i købet kan overraske sin egen mor med, sådan som Karl Otto kan med sine nyerhvervede færdigheder inden for kabel og strøm.
Men Karl Otto ville nok få et større og bedre fokus, hvis dukkeføringen blev bedre. Sammenlignet med den version fra Fair Play, som jeg så for ti år siden, savner Det lille Verdens Teaters udgave også temperament og en større forskellighed i de to søster-figurer.
Og endelig er der er tendens til at Lilly og Søster-spillet tager fokus fra Karl Otto-historierne. Derfor blinker den fjerde stjerne på svageste blus.
