Med fløjtetoner lokkes vi indenfor. Det er tid til en fortælling om en helt. Langsomt rejser et skelet sig for øjnene af os. Mon ikke det er helten, som han var engang? Det er der, vi begynder, med slutningen på det hele. Der var engang en helt. Også de ender som støv og ben, så ved vi det. Begyndelsen er heldigvis anderledes livlig, når tjenestepigen beretter om dagligdagen hos guderne oppe på Olympen, hvor hun arbejder. Det fortæller hun, det ser vi og vi ser også nogle af guderne, formidlet gennem hende.
Og så er det, at jeg sidder og håber, at nogen har lavet et godt undervisningsmateriale, og at tilskuerne har læst det. For vi hører om ganske mange gudeskikkelser og mange finurlige hentydninger undervejs, der viser, at tekstforfatterne kan deres mytologi og regner med, at deres publikum kan det samme. Her kan man godt blive lidt bekymret.
Men Nina Jeppesen har masser af energi, udstråling og en herligt velskolet stemme, der næsten får ordene til at blive levende, så måske hænger man på alligevel, når hun beretter om smukke og herskesyge gudinder, og om helten Jason, der stilles på prøve af gudinderne for at vinde det gyldne skind. Som bekendt (?) skal han besejre en drage for at vinde.
Vil I se dragen? spørger Nina Jeppesen os. Og det vil vi selvfølgelig gerne. Jeg mener, vi har siddet og betragtet en enkelt skuespiller, der agerer på en platform af træ foran en stor hvid presenning, ophængt på et metalstativ i tykke snore og med lys og en røgmaskine som effektskabere. Naturligvis er vi edderspændte på, om der virkelig skulle gemme sig en drabelig drage bag presenningen eller om det bare er en lidt fattig, men praktisk dekoration til en svært illustrativ forestilling. Så vi nikker begejstrede ja tak. Skulle det virkelig vise sig, at her var en enmandsforestilling, der alligevel kunne byde på det store udtræk?
Men nej, ingen drage her. Ikke engang en lillebitte en. I stedet lidt videoprojektioner af blod på den hvide presenning og så er den drage tilsyneladende slået ihjel.
Hvad skal vi bruge det til?
Undskyld, men den går altså ikke! Vi var høflige og lod som ingenting, men skuffelsen gnavede da i vores indre. Måske var det for at muntre os lidt op oven på den nedtur, at der var indlagt et par sange i hårdtslående stil. Stilistisk faldt de nemlig fælt ved siden af i forestillingens univers.
Og så kom ellers historien om Jason og Medea. Den grusomme historie om elskerinden, svigtet og barnemordet. Fortalt i en håndevending og næppe til at begribe for alvor, hvis man har pjækket fra oldævl. Hvilket næppe kan bebrejdes væsentlige dele af målgruppen, der angiveligt går fra ni år og opefter. Forestillingen antyder, tror jeg nok, at det måske i virkeligheden er Medea, der er den sande helt.
Mange opsætninger af ’Medea’ har i flere tusind år sagt det samme. Men hvad skal vi bruge det til i denne her forestilling. Hvad skal vi i det hele taget bruge forestillingen til? Angiveligt til at lære, at mennesker, også helte, indeholder både gode og dårlige sider.
Men behøver vi græske guder til det? Forvirrer de ikke målgruppen mere end de forklarer? Og hvis formålet er helte-perspektivering eller ligefrem punktering, ville mere velkendte helte end Jason nok skabe større effekt.
Så ’Historien om den faldne helt’ er en ganske flot realiseret, men temmelig fjern forestilling, der mere bæres af Nina Jeppesens sceniske autoritet end af tekstens relevans.
