Med ’danceOmatic’ byder Art Farm og deres taiwanesiske co-producenter Mai-Ti Dance Company ikke så meget på en danseforestilling, men mere på et koncept. Måske endda på et eksperiment. For her er det publikum, der sætter danseprogrammet.
Scenen er et kvadrat inden i en indhegning, der giver associationer til en boksering. I det ene ringhjørne har man taget et gammelt arkadespil/videospil med møntindkast, joystick og det hele, og så har man programmeret den til at være vært for danseforestillingen.
Fra højtalerne strømmer digitaliseret musik i MIDI-format, som er dét, vi bedst kender fra spilkonsoller fra før dette årtusinde. Hen over musikken kommer en voice-over, der vejleder publikum til at kaste en mønt i maskinen og vælge en koreografi. Imens kan vi se danserne holde sig varme uden for sceneområdet.
Nu kan arkadespil og MIDI-musik fra forrige årtusinde måske lyde som en noget gammeldags idé. Men der er ingen tvivl om, at de klassiske spilkonsoller og den elektroniske retromusik i høj grad er hip igen. Derfor er der faktisk en chance for, at dette bedagede udtryk taler sig lige lukt ind i nutidens unges univers.
’Dance number four,’ siger det pludselig over højtalerne, og så er der 60 sekunder til danserne skal være klædt om til den pågældende koreografi og på deres pladser på scenen. Selve dansen varer kun nogle få minutter, og bagefter er vi tilbage i ventemusikken og klar til, at den næste indkaster en mønt og vælger en dans.
Forskydning af roller
Der var fire forskellige koreografier at vælge imellem denne dag på KLAP-teaterfestival i Esbjerg. Hver især i forskellige genrer og med hver sit udtryk. Én handlede om business-folk i et aktieunivers, en anden om kokke, en tredje om at gå i skole, og en fjerde om fysisk afstand under pandemien.
Alle fire danse var både underholdende, fortællende og fysisk imponerende. Og netop fordi de både er korte og tilgængelige, bliver ’danceOmatic’ også en slags intro til moderne dans. Og er der én, man kunne lidt ekstra meget, ja, så er det bare om at kaste en mønt i, og så kan man jo se den igen. Efter jukeboks-metoden.
Om udvalget af danse skifter efter, hvilke dansere der er med, og om der indimellem er flere end fire valgmuligheder, ved denne anmelder ikke.
Men det er ikke svært at forestille sig, at ’danceOmatic’ kun bliver mere interessant som koncept, jo større kataloget af små koreografier er, og jo større valgfrihed man faktisk tilbyder sine publikummere.
Ikke mindst fordi konceptet udover det rent performative også medfører en interessant forskydning af rollerne imellem de optrædende og publikum. Tilskueren tager på en måde medansvar for kvaliteten af oplevelsen. Samtidig overlader de optrædende magten til de betalende, hvilket potentielt kan blive misbrugt.
Det er for denne anmelder altså ikke helt til at gennemskue, hvad man får, hvis man ringer efter Art Farm og deres danseautomat. Men ønsket herfra er, at man fortsætter med at opdyrke konceptet og udvide kataloget – og i det hele taget lader det føre så vidt, som de medvirkende har mod og stamina til.
