I det gamle hæderkronede druk-kvarter Nyhavn ligger Bådteatret, hvor man for tiden kun kan få vand til maden. Til gengæld er skipperlabskovsen stærk! Den indeholder en dunderbuldrende skideballe mod druk, og dertil en stor tyk pegefinger og en gevaldig advarsel mod øl og sprut og allehånde misbrug af de skumle berusende drikke.
Hvor meget er en genstand – målt i øl, eller vin, eller sprut? Det får du at vide ved at mønstre på ’4,1 promille’, som gæster Bådteatret lige nu.
Hvordan virker alkoholen på vore kroppe, når den siver ned gennem halsen og begynder sit krigeriske felttog mod de indre organer. Det får du også at vide af dramatiker Garfield og skuespillerne Anne Gry Henningsen og Mikkel Løvenholt Reenberg.
Masser af fakta
Vidste du, at Danmark har Europarekorden i druk blandt unge? Vidste du, at de første beretninger om øl stammer fra den sumerisk-babylonske tekst (i kileskrift!) om kong Gilgamesh, flere tusind år før vores tidsregning? At man lavede vin af vindruer, før man fandt ud af at sætte sejl på en båd?
’4,1 promille’ erklærer sig som et teaterforedrag om at drikke sig i hegnet. Og det er rigtig nok – man får både teater og foredrag og en idé om hvordan hegnet tager sig ud – nedefra. I en rammehistorie får vi historien om Signe på næsten 14, som – efter en del kamp med forældrene – får lov til at tage af sted på fest med én medbragt øl. Forældrenes bekymring når hun ikke kommer hjem til tiden, Signes færd fra drink til drink – den ene mere fantasi- og virkningsfuld end den anden – moralens og bevidsthedens forfald; alt dette følger vi med stigende uro.
Ind i mellem spillescenerne får vi så FAKTA! – om alkoholen og dens virkninger, om drikkekulturer og drikkepres, om tømmermænd, koma, vold, uønsket sex og trafikulykker. Det er råt for usødet ’eine grausame Salbe’, men serveret med humor og energi, og ikke uden en vis uenighed de to spillere imellem om, hvor grænserne går, og hvad der kan accepteres.
Jeg nøler således ikke med at sige, at det nok var en anderledes time, de oplevede, alle de unge jeg så forestillingen sammen med. Anderledes sjov, anderledes oplysende og anderledes udfordrende.
Klicheer
I en hastig vekslen mellem spillescener og foredrag er stereotyperne svære at undgå. Brovtende drenge, indsmigrende piger, forældre der går fra åndssvage til bekymrede, hoppende teenagere på dansegulvet, you name it! Henningsen og Reenberg har det fornødne tempo og det fornødne skuespiltalent til, at vi tolererer det og godtager det skitsemæssige. Og publikums reaktioner tyder på en høj grad af genkendelse.
Sceneskiftene bliver derimod tunge og omstændelige. Den todelte bar er åbenbart tung at danse med, og ind imellem sidder man med livet i hænderne af skræk for, hvad der kan vælte af scenens enorme opbud af flasker og glas.
Til sidst: Slutningen kom fuldstændigt uventet – overrumplende – vi nåede ikke at klappe, før skuespillerne stod frem og bukkede. Men den kom helt rigtigt, slutningen, på præcis det moment, hvor man er kravlet helt derhen og kikker ned i den bundløse afgrund. Lyden af det ubesvarede opkald på mobilen bliver som et fortvivlet skrig. Det gav et gib i flere end mig.
