Det kan godt være, at computerspillet Tetris er et af verdens ældste. Det uskyldige spil med de geometriske former, der falder ned og skal placeres så smart som muligt oven i andre former, blev opfundet helt tilbage i 1984 – og blev et internationalt hit i Game Boy-versionen i 1989.
Men da det svenske dansekompagni Dansstationens Turnékompani viste sin danseforestilling ’Tetris’ under Aprilfestival 2016 på Frederiksberg, var forestillingen klart et nutidshit. Både hos de voksne og hos deres skolebørn.
For synet af danserne, som knækkede sammen i hofterne og strakte armene – og som gled ind i hinanden i perfekte ’tetriskombinationer’ – rummede så megen humor og så meget pingpong, at publikum ikke kunne stå for den svenske charme.
Rette rygge
Forestillingen er skabt af den amerikanske koreograf Erik Kaiel. Han er ellers mest optaget af at skabe sitespecific dans til metrostationer og andre byrum.
Han bor nu i Holland og havde allerede skabt en forestilling over Tetris-spillet til kompagniet De Dansers i 2011, men Dansstationen fik ham til at skabe denne nye, svenske version i 2014.
Her har lysdesigneren Imre Zsibrik skabt en indbydende lysinstallation af LED-lamper på hver side af scenen – og så går det ellers løs. Til minimalistisk klavermusik sidder de fire dansere klar på gulvet med benene strakt frem foran sig og med upåklageligt rette rygge: Alexandra Gøransson og Karl Lindqvist – og Andrea Deres og Nelson Smith, der er velkendte kunstnere i det danske dansemiljø.
Nu i 3D
Hurtigt afslører koreografien sit foretrukne udtryksmiddel: Den strakte krop – i forhold til den bøjede, retvinklede krop. De fire dansere viser sig at have veltrænede og langstrakte sener på baglårene, så de vitterlig kan holde deres 90 grader i alverdens positioner.
De har en heftig akrobatpræcision, så de rammer deres passe-ind-i-hinanden-hak med akkuratesse. Samtidig lader de til at have et uudnyttet komisk potentiale; flere af scenerne kunne være bragende morsomme, hvis blot instruktionen rykkede en anelse på timingen.
Med dansernes kroppe er det todimensionelle skærmeksperiment selvfølgelig blevet til en undersøgelser i 3D. Dermed minder dansen mere om terningspillet ’tetris cube’, hvor man skal sætte tilsyneladende ukombinerbare figurer sammen til en terning.
Danserne står for eksempel gladelig i en firkant, hvorefter de alle sammen balancerer på ét ben, mens de kaster det andet ben op i 90 graders højde under armene på hinanden – bare for at udforske denne uoverskuelige figur. Dette her er simpelthen guld for matematiknørder!
Ventetonemusik
Danserne er klædt i gråt, unisex joggingtøj, så de optræder bare som ’kroppe’ – uden tilføjede karakteristika eller forhåndsfortællinger. Det er selve udforskningen af tetris-mulighederne, der er forestillingens dramatiske grundlag.
Musikalsk er ’Tetris’ dog lidt skuffende i længden; der går telefonventetonemusik i kompositionen. Men det lader danserne sig ikke gå på af. Musklerne er i hopla, og konditionen er i top – og én mand bærer gladelig to kvinder af sted i sær procession. Alt for tetris!
Modige piger
Forestillingen undgår dog ikke at virke lidt for langstrakt; ti minutter mindre ville gøre godt, også for de 6-8 årige. Også selv om danserne på et tidspunkt tager rigtige, farvede terninger frem – de såkaldte ’rubik cubes’ – og lader tilskuerne forsøge sig med at dreje terningens tredjedele, så de rigtige farveflader kommer frem.
Der kommer først fart over forestillingen, da danserne inviterer tilskuerne med op på dansegulvet. Pigerne skal lige tage mod til sig, men så mosler de op i det traditionelle drengeunivers. Og så leger de ellers ’menneskehækkeløb’ i sjove zigzagmønstre på scenen.
Nysgerrigheden smitter
Legelysten og danselysten bobler. Altså den bevægeglæde, som mange børn ellers transformerer over i minimale bevægelser med en mus eller med piletaster foran skærmen. Alene derfor vil ’Tetris’ sikkert også blive et hit blandt danske skolelærere.
Som danseforestilling betragtet er ’Tetris’ ikke mindst interessant, fordi det er et værk, der udforsker kroppens abstrakte former – alene for undersøgelsens egen skyld. For denne kropsnysgerrighed smitter. Også en tilskuer som mig, der ikke gider spille hverken Tetris eller lege med farvecubes. Men som hjertens gerne vil undersøge, hvordan et knæ kan bøje og passe ind i en armhule…
