Selvfølgelig må det lille røde tog køre en ekstra tur. Sidste sæsons dejlige, varme og rolige forestilling for de mindste kunne da ikke bare køre i de færdigspillede børneforestillingers evige remise. ’På sporet’ er præcis lige så fabulerende og eventyrligt god som første gang.
Et herligt rødt legetøjstog handler det om, lige til at forelske sig i, når man blot er 2-4 år. Historien om det lille tog fortælles af skuespilleren Thomas Mørk, som Det Lille Teater har glemt at kreditere i programmet. En undladelsessynd af de alvorligere, for det er ikke mindst i kraft af hans beroligende og underfundige fortællestemme, at forestillingen fungerer så fornemt.
Frem og tilbage futter det lille røde tog på scenen, der er bygget op med herlige dukketeaterkulisser i hver side. Fra havnen til byen, belæsset med gods kører det. Herlige små pakker og kasser hejses op og ned af sindrige kransystemer eller løftes på plads af velvillige skuespiller-hænder, der sidder så nænsomt på Nicolai Dahl Hamilton, Lene Hummelshøj og Anya Sass. Ned i godsvognen med pakkerne og af sted til byen. Eller tilbage igen til skibene med nye kasser, der skal sejles til fremmede lande.
Frem og tilbage, frem og tilbage, mens Fredrik Lundins herligt tøffende musik lægger en skøn klangbund under trafikken, og Thomas Mørk leger med Jacques Matthiessens frodige ordguirlander om alt det, der skal sendes og bringes. Om sand til slotte, dåser til tomater, blade til aviser, røde næser til klovne og makrel til at plukke. Og meget, meget mere.
Melodiske som digte snor og smyger ordene sig ind i børns og voksnes øregange om kap med det lille togs stadigt mere hektiske kamp for at følge med udviklingen.
For det er heri, dramaet ligger. I et lille tog, der får stress! Rundt og rundt pisker det med sine pakker, musikken pulser hastigere og hastigere, fortælleren skruer op for tempoet, og det stakkels tog ender med at ryge af sporet, op i det blå, ud i den store verden.
Plads til begejstring
Og her begynder teatereventyret for alvor. Den sorte billedramme, der omkranser historien, forvandles fra lilleputby til afrikansk savanne med slentrende giraffer med yndefuldt bøjede langhalse, og snabeltruttende elefanter i det skønneste dukkeformat. Nede på tilskuerpladserne hujer det unge publikum: Orv, der er en elefant! Og det er helt som det skal være.
For musikken spiller og fortælleren tier, så der er fin plads til begejstrede kommentarer, uden at noget går tabt eller historien sættes over styr.
Senere møder vi en stor gul bus med badegæster, der hopper i vandet. Det vand, der ligger som en blå bræmme lang scenekanten. Og da en fiskeskipper med sin lille båd synker i stormvejret, hæver vandkanten sig og fylder hele billedet, mens fisk svømmer rundt, og det lille røde lokomotiv tager sig en dykkertur for at redde den stakkels skipper. Hvilket er historiens fine pointe – at her har vi verdens mest hjælpsomme lille røde tog.
Og nede på bænkerækkerne klappes og hujes der af fryd, når toget som en anden Superman kommer flyvende til undsætning. Når travetrætte soldater trænger til at blive kørt, når den udmattede sportsmand opgiver at skubbe den store sten op ad bjerget – og når samme sten ender med at gøre månen fuld og hel i den dejligste stjernenat. Smukke, smukke billeder er det.
Som den dejligste billedbog
Men selv for et oplevelseshungrende tog må denne afstresningsferie få en ende. Tilbage til lillebyen kommer toget til sidst, blot for at opleve, at man sandelig har savnet det og at man nu er indstillet på at arbejde i et anstændigt tempo, så alle kan være med.
Masser af komplimenter må regne ned over Jacques Matthiessen for hans uendeligt nænsomme og dejlige historie og iscenesættelse, over Christian Q. Clausens eminente scenografi – som at se den dejligste billedbog blive levende for vores øjne – over Poul Arne Krings originale og forunderlige dukker, flade i faconen, men fulde af dybde og finurlige bevægelses-konstruktioner, så de både kan marchere, vinke, rygsvømme og trutte i snabel, når det behøves.
Og en sidste stor applaus til de tre dygtige dukkespillere, der har historien og os i deres hule hænder i samtlige 35 minutter.
