30. august 2024

Teaterfest på Mols og Helgenæs

Fra 5.-8. september er den lokale festival med det lige så lokalt-klingende navn, Teater lige om hjørnet, tilbage i Syddjurs efter sidste års succesrige førsteudgave. Festivalen invaderer Mols og Helgenæs med lokalt, nationalt og internationalt teater for både børn og voksne. Der er skole- og institutionsforestillinger flere steder i kommunen 5. og 6. september, inden den officielle åbning 6. september kl. 17 på Molsværket. Her er gratis adgang for alle til taler, sange, oplæsning, dans, afsluttende med det hollandske gæstespil ’DEEP’, der består af installationsagtige miniforløb.

Festivalen byder derudover på bl.a. taleteater, dukketeater, gadeteater, dans, opera, musikteater, vandreforestillinger – og en særlig produceret cabaretforestilling (’Taburetter’) for ældre på det lokale Aktivitetscenter Lyngparken. Oveni dette er der bl.a. gang i et Huskunstnerprojekt på Molsskolen: ’Sange fra Mols’ med digteren Mads L Mygind og musiker/komponist Johanne Andersson, hvor en 4. klasse skaber et eller flere værker i tekst og musik baseret på samtaler med ældre fra Lyngparken, samt nogle åbne danseworkshops med en dansefortælling, baseret på Molbohistorier. Her medvirker fortæller Conny Radza og Dansestudiet Spjæt fra Hornslet.

Offentligt program:

– Syddjurs Egnsteater: Kylling vil selv (0-3 år)

– Teater Akkord & ZeBU: Storemyr og Lillemyr (2-6 år)

– Teaterværkstedet Madam Bach: Hjem (3-6 år)

– Teater JaNejMåske: PopCorn (4-8 år)

– De Røde Heste: Klovnen der bare ikke var særlig sjov (7-12 år)

– Teater Gry: Bare vent (voksne)

– Sofie Krogs Teater: Quacksalver (10+)

– Don Gnu: Tennis (voksne/unge)

– Figaros: Lydens Land (3-6 år)

– Teater Udsyn: I Ellen Dahls fodspor (voksne)

– Teater TABU: Taburetter (voksne/seniorer)

– Wunschmaschine: Farvel! (voksne)

– Cie Minute Papillon (F): Det musikalske køkken (6+)

– VolDaan/Entract (NL) DEEP (Alle)

Der kan købes billetter til enkeltforestillinger eller dagsbilletter til familie (voksne og børn)

Se program med forestillinger, spilletid og -steder, billetinfo m.v.: https://www.syddjursegnsteater.dk/teaterfestival

Link til begivenheden på facebook: https://fb.me/e/5fWj2DZqd

Teater lige om hjørnet-festivalen samler naturligvis det lokale fællesskab og er et samarbejde mellem Syddjurs Egnsteater, Musikteatret Figaros, Teater Udsyn, Teatro Sol Del Rio 32, Mols i Udvikling, Scenekunstnetværket i Syddjurs og Syddjurs Bibliotek

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne