Klimakrisen er til stede som tema i ganske mange teaterforestillinger for børn og unge pt. Det er lige før, det ligner en epidemi.
Forståeligt nok er global opvarmning, skovbrande, uddøde dyrearter og al den fortræd, som den vestlige verden de sidste mange tiår har forvoldt, vigtigt at tage op. Vi står i problemer til halsen. Der bliver talt om, om vi overhovedet kan nå at redde verden.
Katrine Faber har i Teater Viva-regi med ’Tales From the Trash’ (’Fortællinger fra skraldespanden’) skabt en forestilling, som i en montageform, går ’all in’ på emnet.
Et ocean af plastik
Et hav af plastikaffald møder publikum. Orange, turkisblå, hvide og andre kulører af plastikposer samt metervis af transparent sammenkrøllet plast tårner sig op på scenegulvet.
Som det ligger der og flyder, har affaldet, med sine krusninger, form som et ocean. Havassociationen stimuleres eller bekræftes af en lydside af bølger. Over en voice høres en eller flere stemmer, som taler et andet sprog end dansk. Det kan lyde som islandsk. Nordisk i al fald.
Af plastikdybet dukker Katrine Faber så op. Som Vølve, spåkone, Winnie i Becketts ’Glade dage’, havets mor eller en posedame fra nutiden. Iført sort kjole og siden også stiletter stavrer hun rundt i plastikken, som knaser under hendes fødder.
Fortællinger og myter
Fra plastikhavet trækker hun forskellige ting op. Fx en isbjørn og en lille kaffekop fra hendes barndom. Tingene sætter gang i en række fortællinger, som tilsammen danner en frise, fra en skildring af verdens begyndelse over den vestlige civilisations udvikling til dens fald med kaos og ragnarok, til en ny begyndelse – en begyndelse på en bedre tid for alle.
Faber trækker på nordiske myter, sagn og fortællinger. Fx en barndomsfortælling om mormor Hulda, der spår hende i kaffegrums. Og hun gendigter gamle kendte eventyr som fx ’Konen i Muddergrøften’ – det giver hun en ekstra tand ved at gøre fiskerkonen til en, som forlanger både at blive parcelhusejer med dobbeltcarport og parabolantenner, konge, præsident i en skyskraberbolig – til hele verdens enehersker.
Faber lader med stor naturlighed de forskellige fortællinger afløse hinanden i forestillingens civilisationskritiske ærinde. Hver fortælling er bærer af en kritik af den rovdrift, vesten har ført af moder jord. Fx historien om en ravn, der forvolder både hvalen og kvinden skade, fordi lampens ild var hvalens hjerte og kvinden dens åndedræt.
Mindekoncert og arier
Det er godt for forestillingens rytme, at fortællingerne afbrydes af lyd- og musikindslag af en ganske særlig slags. Faber forlader plastikaffaldsområdet og træder hen til en mikserpult, hvorfra hun sampler musik. Hun laver lyde, som hun optager og afspiller.
Fx afholder hun det, hun kalder en mindekoncert for de uddøde dyrearter. Hun remser truede og uddøde dyrearter op. Den hvidbrogede ravn, den kaspiske tiger, tigerantilopen, kinesisk floddelfin, skovelefanten, huleløven, kæmpedovendyret og canadisk laks fx og fremsiger mindekoncertens skingre, høje og rytmiske lyde.
Og hun skaber og fremsynger det, hun kalder arier. Arier, som hun navngiver Arie nr. 1: Civilisationen og Arie nr. 2: Katastrofen.
Bægeret bliver fyldt
Faber sparer ikke på begivenheder. Klimakrisen bliver beskrevet med hav som stiger, jord, som synker i havet, skove, der brænder og mennesker, som slås om det sidste vand. Civilisationshistorien tager masser af udviklingsetaper med. Fra intet over molekyler, celler, amøber, gopler til pattedyr og mennesker. Mennesker, som kreativt opfinder redskaber, maskiner, fabrikker og rumraketter. Rumraketter vi kan flygte til planeten Mars i, hvis det går helt galt.
Mod slutningen vender Faber blikket mere indad og ud til publikum med en appel til, at vi husker at lytte til vores kroppes rytmer og husker, at vi hænger sammen med hinanden og jorden. På det kæmpestore filmlærred, som hænger på bagvæggen, vises der nu en film med Faber som med ryggen til traver ud gennem sne i et øde bjerglandskab, for at vende tilbage og gå henimod os.
På scenen genfinder hun den lille kaffekop fra barndommens og holder den op for øret som en konkylie og melder en ny og bedre tids komme med ordene: ”Jeg ser jorden stige igen af havet, fossen falder, ørnene flyver igen, og fiskene svømmer.” Og som det sidste billede rejser Faber sig op og holder en stor canadisk laks favnen, som er det et nyfødt barn.
Udtryksfuld ulydighed i en kompromisløs kulisse
’Tales From the Trash’ kunne med held forkortes lidt.. Samtidig virker den lidt abrupt med sin brug af adskillige ikke helt gennemfortalte sagn og myter. Historier, som mange 14- årige næppe kender helheden i – om overhovedet noget af.
Når det er sagt, er det, som udmærker forestillingen, den kompromisløshed, den råstyrke og den udtryksfulde dynamik, hvormed Katrine Faber har sammensat og formidler det aktuelle tema. Samt det element af håb som hun – sammen med medskaberen af den elektroniske lydflade og scenografien Aksel Striim – til sidst bygger ind i forestillingen.
For unge fra 14 år og opefter er forestillingen et anderledes bud på en miljøkrisefokuseret civilisationskritik og en apokalypse tilsat fremtidshåb.
