Skulder ved skulder med cirka 30 styks teenagere og et fåtal voksne er jeg med til at danne en tæt ring. Vi har aflagt sko og ydertøj og fordomme, inden vi trådte ind på det nøgne gulv i Teater V’s prøvehal – vi ved ikke rigtig hvad der skal ske, men Nils P. Munk har givet en lille snak på forhånd, så vi ved, at vi ikke skal være publikum, men medvirkende.
Ikke alle har aflagt blufærdigheden udenfor, men de fleste har husket at tage nysgerrigheden med sig ind. Så vi gør som Nils siger.
Engageret som en begejstret håndboldtræner løber han rundt om ringen og lægger præmisserne for vores fælles forestilling. Vi lukker øjnene, vi befinder os én centimeter over jorden, så 2, så 10, så højt over København, og før vi ved ordet af det føres vi med vinden over havet, højt mod nord i Grønland.
Alle skal med
Jakob er håndværker. Ved morgenmaden og kaffen hjemme i Skanderborg, hos sin Rikke og deres lille datter Ida, slipper han nyheden om at han tager til Grønland et halvt år for at bygge én-families huse. Han siger farvel og tager med vinden af sted sammen med os andre til den lille, kolde by på vestkysten nord for polarcirkelen.
Allerede nu har flere været i aktion som Jakob og Rikke og Ida, og ved fremkomsten venter flere figurer på at blive besat af mere eller mindre skrækslagne teenagere. Selv bliver jeg tildelt rollen som stedets købmand for en kort bemærkning.
Men efterhånden får spændingen ved selve historien overtaget, og den første blufærdighed forsvinder. Nils P. Munk er god til at få alle med, – han lægger replikker i munden på os, det bliver aldrig klamt eller svært, og desuden skifter rollerne så ofte og hurtigt, at man ikke når at mærke alles øjne på sig før rollen er gået videre eller fokus har skiftet til nogen anden.
Efterhånden opstår der en tillid til Nils P. og en vis følelse af ansvar for historien, – at den skal drives fremover, at den skal blive spændende og konkret. Mange er nok usikre og reserverede, men nogle går ufortrødent ind i rollerne og giver dem liv – sådan da.
Historien om Jakob
Husbyggeriet går strålende. I sin fritid låner Jakob en skrøbelig båd av Michael for at tage ud på havet for at fiske. Med en uberegnelig motor, og kun én åre, for den anden er forsvundet, og uden redningsvest, for det bruger ingen i Grønland. Båden er en rekvisitkasse og vi skubber den rundt på havet mens nok en Jakob kaster snøre ud, og pludseligt skal vi have hvide masker på og være en uigennemtrængelig bræmme af is. Jakob kommer ikke tilbage til land og strander på en lille ø langt til havs.
Femten dage går der, hvor Jakob – som det efterhånden er blevet 6-8 stykker af – kæmper med elementerne, kulde, sult og tørst, hallucinationer (om andre mænd og Rikke og en snekanon!), sårskader og koldbrand. Vi synger ”Se nu stiger solen” og det er faktisk ganske spændende, og vores medfølelse med den arme mand stiger. Til sidst er vi alle Jakob, iført blå vindjakker, spredt rundt omkring på gulvet, mens Nils P. spiller blød musik på sin guitar og synger en sang der dæmper pulsen og får billederne til at stige for det indre øje.
Et risikabelt foretagende
Nils P. Munk har et ganske godt tag på sit publikum – eller skal vi sige medspillere – men det kan ikke nægtes, at nogle melder sig delvist ud og bliver skeptiske tilskuere – måske til og med modvillige. Jeg ved det ikke. Med en form som denne er det klart, at det meget let kan ende i det rene amatørskab. Men det er også klart, at hvis man slipper hæmningerne og lader sig drive af sted med historien, hvis man går ind i situationerne og fortællingen og lytter og sanser, så er der stof både til eftertanke og følelser.
Hvordan det går til sidst, skal jeg ikke røbe, men langt hen ad vejen lod jeg mig rive med. Både af den gode historie, af den fantasi der er lagt i fortællingen og dens mange detaljer, og af de mange der gik ind for sine roller. Og af den medrykkende historieforvalter.
Om der er gribbe i Grønland? Tja, – hvem ved? Jeg så i et hvert fald ingen, der sad og ventede, på at Jakob skulle svinde hen. Men der er mangt og meget andet.
Selve navnet – Det Menneskelige Teater – er jeg usikker overfor. Sådan at tildele sig selv et hædersord (Det Gode Teater, Det Djævelske Teater, Det Harmoniske Teater) er i et hvert fald dristigt! Menneskelighed skal vises, ikke påstås.
