Energi blafrer længe om ørerne på én, efter at man har forladt rummet, hvor Frøken Fracasos Kompagni spiller 'Prinsesse Caraboo'.
Katharina Kamber og Anna Panduro fyrer den af på scenen. De sprudler af energi og ilden lægger sig først længe efter finalen.
I en melodramatisk spilleform størrelse XXL, som ikke lægger fingre imellem og ikke holder sig tilbage, gennemspiller de to fyrige damer den sandfærdige fortælling om skomagerdatteren Mary Wilcocks, der i 1817 – ved et tilfælde og for at redde sig selv fra galgen – gav sig ud for at være en eksotisk prinsesse fra Java. Nærmere betegnet Prinsesse Caraboo.
Smilebånds-gymnastik
Intet udtryk synes for stort og ingen energi for mægtig, når Kamber og Panduro går i kødet på fortidens grumheder og fornøjelser. Spanske Jose Troncoso holder hele vejen igennem – med overblik og sans for detaljen – solidt fast i iscenesættelses-tømmen. Via festlig musik, opfindsomt skyggespil og skuespil med store fagter, hurtige skift og højt humør, bliver vi præsenteret for en fortid, hvor fattigmand (fx Marys far) bliver hængt for at sjæle et stykke brød til sin gravide kone. Og hvor familiens børneflok er heldige, hvis de overlever.
Yngste-pigen Mary får nær rebet om halsen, men når at flygte, og finder så pludselig sig selv stående i rollen som en eksotisk prinsesse fra Langtbortistan. Og ud af munden vælter uforståeligt snak. Noget værre sludder. Volapyk, som sammen med hendes evne til at synge lifligt og tage den alvorlige situation ovenfra, redder den fattige skomagerdatter og fører hende ind i et for hende aldrig før oplevet luksusliv. Et liv med fint tøj, nyredt seng og tre retter mad om dagen.
Det er nogle rigmandsmadammer, som af kedsomhed kun går op i hvem, der snart skal hænges, som fatter interesse for Mary. Selv lader Mary sig – forståeligt nok – rive med ind i denne pludseligt opståede luksusredning fra døden.
At dette, inklusiv beretningen om hvordan Mary først havner i kløerne på pirater og svømmer i en hajs mave, spiller Kamber og Panduro, som danser de hen over en steppebrand. De spiller samtlige fortællingens roller, Inklusiv indehaver af pubben ”The Black Sheep, tedrikkende overklassefruentimmere med strittende pegefingre og mange flere. Totalt overskudsfyldt, ubekymret sprælsk, med flirtende rullende øjne, viskestykker om både håret og på tørresnore. Det er kropumuligt ikke at blive smittet af deres herlige fandenivoldske energi.
Frøken Fracasos Kompagni rammer plet, når de giver forestillingen undertitlen ”En musikalsk komedie om fantasiens magt og fascinationen af det ukendte”.