Børneteateravisen.dk er dumpet direkte ned i et prøveforløb hos teatergruppen Batida.
Da prøven går i gang svirrer det med spørgsmål og bemærkninger som: ’Kan babyen komme ned i tubaen?’ og ’Er det der, hvor musikken er gået i stykker?’ eller ’Lige efter, at du har prøvet at slå babyen ihjel’ og ’Babyen er alt for slatten’.
For en udenforstående kan det virke en anelse kaotisk, når de ni skuespillere/musikere på scenen skal stå på det rigtige sted med det rigtige instrument i hånden på det rigtige tidspunkt. Vi er kun midtvejs i prøverne til forestillingen ‘Hallelujah’, der har premiere på festivalen, og der er meget, der stadig skal falde på plads.
Som instruktøren Søren Ovesen siger, så er det et maskineri med mange små tandhjul, der skal passe sammen. Og der kan gå lang tid, hvor det ikke ser ud som om det udvikler sig – men så lige pludselig begynder tandhjulene at passe sammen, og så kører maskinen for alvor.
Og det er noget af et udstyrsstykke Batida har gang i. Ud over de mange medvirkende er der flere dukker i stykket, der også skal komme ind og ud og væk på de rigtige tidspunkter. Højttalere, der skal få babyen til at græde og tekniske anordninger, der skal få en kasse til at hoppe på det rigtige tidspunkt.
Alligevel er et af Batidas særkender, at deres forestillinger kan pakkes ned og ud hvor som helst. På gader, i teatersale, i Danmark, Afghanistan eller på Cuba.
Denne her forestilling begynder med, at skuespillerne kommer bærende ind med trommesæt og instrumenter, sådan så den kan spilles på gaden uden at publikum er advaret om, hvad der skal foregå.
Græsrods-gruppeteater
Der kunne ellers godt være behov for en advarsel, for Batidas forestillinger er befolket af besynderlige typer, der ikke altid er særligt børnevenlige. ‘Hallelujah’ udspiller sig blandt lutter misbrugere og kleptomaner, der stjæler fra hinanden al den tid, de ikke indtager deres stoffer.
De problematikker, forestillingen tager op, er noget så omfattende som svigt, misbrug, den stigende egoisme i samfundet, griskhed, vold og fanatisme.
Ellers noget af en mundfuld! Men præsenteret i en let og stiliseret stemning, giver det den rette verfremdung, der gør, at det ikke bliver for håbløst og voldsomt for børn. Det er i hvert fald intentionen, fortællehvisker instruktør Søren, mens skuespillerne tager hverdagens trummerum-temaet forfra igen.
I det hele taget er det i høj grad politiske temaer, Batida tager op, og det skaber mindelser til 70’ernes græsrodsteater. Batida er da også et af de børneteatre, der mest konsekvent holder sig til gruppeteaterformen. For som Søren Ovesen forklarer, så er gruppeteaterformen det, der gør Batida så fleksibel, at de for forholdsvis små midler kan spille forestillinger i hele verden.
Fx har Batida ti ‘levende forestillinger’, som spilles jævnligt, og hvor hele maskineriet og timingen er på plads. Det er ellers noget, der kan tage lang tid, hvis skuespillerne ikke kender hinanden godt. Den flade struktur kan måske virke gammeldags, ’men den ligger også lige om hjørnet’ mener Søren Ovesen og kalder Batida for ’fremtidens teater’.
Han er godt klar over, at deres måde at gribe forestillingerne an på ’rammer ved siden af tidsånden’. Men det betyder ikke så meget, så længe der er et publikum, der får noget ud af forestillingerne:
»Vi vil hellere være utidige, både i fortid og fremtid,« lyder det fra Ovesen.
Teater i ‘tidsånden’
Lige så forvirrende en teaterprøve kan tage sig ud, inden alle tandhjulene falder i hak – lige så magisk kan en slidt teatersal virke, når den er gjort klar til forestilling og det vrimler med forventningsfulde børn.
Forestillingen ’Eventyret om en hvid mand’ handler om dukkerne i dukkeskoven, der er fine med slangekrøller og stive i leddene og har lyserøde dukkemunde og laaange øjenvipper. De får besøg af den hvide mand Herman, der gerne vil lære dem om de tre p’er – program, projekt, perspektiv og fire t’er – teknik, trafik, tempo og demokraTi. Og om den vigtige ‘tidsånd’ naturligvis.
Han mener faktisk slet ikke, dukkerne kan leve uden al hans vigtige viden. Men dukkerne er ikke så lette at have med at gøre og det ender selvfølgelig helt galt. Pludselig vil den ene dukke nemlig være dukketator!
De kraftige undertoner af tredjeverdens-problematikker er nu ikke noget, børnene lægger mærke til, mener Søren Ovesen. De ser nogle helt andre lag. Det er mest os voksne, der tolker det ind i en antiimperialistisk sammenhæng – ser det som en hyldest til det oprindelige dukkefolk og en fin hentydning til den hvide herremand om at skrubbe hjem igen med sin tidsfascisme, sine våben og sin ubrugelige viden.
Børnene forstår det snarere som en historie om mobning og om at holde andre uden for – situationer som de genkender fra deres eget liv.
På Månen?
Batida er kendt for at være et musikalsk teater, hvor alt spilles live. Og for deres store internationale engagement. Men derudover er Batida et teater, der holder fast i de gamle gruppeteaterdyder og spiller det, man kan kalde ‘politisk’ teater: Teater om samfundets skæve eksistenser, undertrykkelse, vold og oprør.
Men på en sjov og underholdende måde. Batida bekymrer sig tilsyneladende ikke synderligt om, hvad der er politisk korrekt eller ej. Og børnene interesserer sig mest for, om det er en god historie, som de kan genkende fra deres egen verden.
Som Søren Ovesen siger, så spiller de musikalske forestillinger om livet på Jorden – set lidt udefra, oppefra, fra Månen.
Batida er ikke så let at sætte i bås – et virvar af mennesker og meninger, teater og musik. Til tider kaotisk, men bestemt ikke uden charme.
Er Batidas gruppeteater teater til tiden eller helt på Månen? Døm selv, og lad børnene dømme, når festivalen løber af stabelen d. 18.-21. marts.
Astrid Myrup er bachelor i musikvidenskab – med kulturformidling som tilvalg. Hun læser p.t. kommunikation på Copenhagen Business School. Derudover er hun udøvende komponist og sangerinde.
