‘Danish Children’s Theater – the world best kept secret”
Verdens bedst bevarede hemmelighed står der hen over den lille film som Joakim Eggert har lavet til præsentation i udlandet af hvad dansk børneteater er, kan, gør og vil. Filmen blev vist i maj 2007 på et 2-dages fagligt seminar i New York forbindelse med Danish Festival.
En festival som både var et 14 dages promotion fremstød for dansk børneteater i Nordamerika, og en event, som havde til hensigt at skabe nye netværk. Via de teaterinteresserede nordamerikaneres møde med de danske forestillinger, og via seminaret, hvor erfaringer og meninger blev udvekslet ud fra oplæg om æstetik og etik i dansk scenekunst for børn og unge.
Danish Festival
fandt sted på verdens mest prestigefyldte og dyreste kvadratmeter på Manhattan. På New Victory Theater, 42.Street, Manhattan i perioden
4-13.maj 2007. De 7 teatre som spillede og deltog i det officielle program var Corona La Balance med Elephant & Crocodile
, Sofie Krogs Teater med DIVA
, Carte Blanche med The Attic Under the Sky
, Gruppe 38 med Hans Christian, You Must Be An Angel
og Teater Refleksion/Teater My med Songs from Above.
Mens Holbæk Teaters pædofiliforestilling I’ll Tell,
som blev vist på det lukkede seminar, var for kontroversiel og fokustagende kost til at få lov at være del af det officielle program.
Få uger senere drog flere danske børneteatre østover, til Kina og Japan. For også her var der bud efter forestillinger og knowhow. Den knowhow, som de danske børneteatre har opdyrket og forfinet gennem mange år i forhold til at skabe forestillinger af helt unikt teateræstetisk art og med den respekt- og intimitetsfyldte kommunikation, som de er så berømmet for udenlands. Og den viden, som Teatercentrum og de danske teatre har i forhold at organisere og afholde en på verdensplan enestående børneteaterfestival, som den der i Teatercentrums regi finder sted hvert år i en hel uge i april. En uge, hvor de danske scenekunstgrupper møder hinanden, og hvortil udlandet sender delegationer for at købe teater, skabe netværk og tage ved lære.
Turneen til Kina fandt sted fra 17.maj til 2.juni under overskriften Real Tales from Denmark,
og de deltagende teatre var Teatertruppen Batida, Corona La Balance, Teater TT og Mister Jones. I Japan var det Teater Refleksion og Teater MY som optrådte og fortalte om deres arbejde.
Og spoler vi fx tilbage til januar 2007 spillede Corona La Balance Historien
om den lille farbror
i Kaukasus som led i et terapeutisk projekt hvis hensigt det var via fælles teateroplevelser for alle, at hele de sår, som de tjetjenske terrorister påførte befolkningen i september 2004 med deres dødbringende angreb på skolen i Baslan.
USA, Rusland, Kina og Japan er kun et lille udpluk af de udenlandsturneer dansk børneteater også i den forgangne sæson stod for. Hver dag verden over bliver der spillet mindst én dansk børneteaterforestilling. Og medregnes det netværksbaserede arbejde og alle de workshops og seminarer som teatrene afholder må man med rette som den vidende og erfarne Peter Mancher fra Dansk ASSITEJ
siger, kunne kalde dansk børneteater for Danmarks største kultureksport.
Økonomisk smalkost
Samtidig et andet sted, nemlig indenfor Danmarks ’egne mure’, rystes børneteaterverdenen af økonomiske stramninger. En teaterlovsrevideret ny rammestyret egnsteaterlov med afskaffelse af den automatiske 50%’s statsrefusion til fordel for en variabel og nedadgående statsrefusion varslede lukninger og nedskæringer blandt de eksisterende egnsteatre. Og indførelse af et statsligt loft over bevillingerne var bestemt ikke noget som animerede til troen på muligheden for at blive nyt egnsteater.
Det statslige scenekunstudvalg, som tillige i perioden blevet beskåret ca. 15 % af deres midler, måtte stadig arbejde med en pulje hvor veletablerede teatre som for længst hade vist deres kunstnerisk værd lagde beslag på en forholdsmæssigt stor del af udvalgets begrænsede midler og på den måde forringede nye spændende uetablerede grupper og initiativer i kan komme ”ind i varmen”.
Refusionsudvalget har ifølge formand Jonna Oulund tydeligt kunne mærke at ’bolden bliver sendt videre til dem’ idet antallet af teatre som har forestillinger som søger refusion (fordi de ikke er produceret med offentligt støtte) stiger.
Corona La Balance, landets første statsensemble for børneteater, får bevilget et år mere, men i en økonomisk nednormeret version. Det efter en ekstern teaterfaglig evaluering, som i februar 2007 ellers peger på at Corona La Balance og andre efterfølgende statsensembler behøver tid for at kunne nå at udvikle og afprøve hvilke muligheder der ligger i en sådan ordning. Og det uanset at evaluator (som i al beskedenhed var undertegnede) fremhæver det perspektivfyldte i de laboratorier, som Corona La Balance har sat i gang. Heriblandt de tre workshopmoduler, Impulsivitet, Processen, samt Reproduktion, som under overskriften Det kreative arbejde har som tanke i forløb, som ikke er hængt op på forestillingsforpligtigelser, at udforske det at forme nye og holde liv i gamle forestillinger.
En ny international festival
SpringFestival 2007
, festival for international scenekunst for børn og unge, som fandt sted på Østerbro i København, var et andet initiativ, som statsensemblet debuterede med. Otte forestillinger fra Italien, Spanien, Kroatien, Serbien og Tyskland, spillede i dagene 25.-29.april 2007 i program med otte danske scenekunstgrupper.
Festivalen stiftede også en pris, Springprisen
. Kriteriet for at modtage prisen skulle være at man som person, teater eller institution havde været med til at forny dansk børneteater. Juryen (bestående af Anne Middelboe Christensen, Bjørn Lense Møller, Bodil Alling, Henrik Køhler og undertegnede) besluttede sig for at ville se på fornyelse i bredere forstand. Og valgte KulturPrinsen
, Børnekulturens Udviklingscenter i Viborg samt Viborg kommune som de to prismodtagere. Kommunen fik prisen for mod til at satse smalt og udfordrende. Og KulturPrinsen
fik prisen for at have øje for at skøre og skæve ideer fra drivkræfter i det professionelle kunstmiljø i tværkulturelle projekter , kan bibringe børnene noget, som de ikke kan hente andre steder.
Vidensopsamling og forskning
KulturPrisen
har fx via sit tætte samarbejde med Carte Blanche stået bag en række projekter, som på forskellig led har udforsket scenekunstens muligheder og grænser. Carte Blanche har i samarbejde med flere museer på egnen skabt installationer som har ladet performance, installation og billedkunst mødes i nye konstellationer. Og Carte Blanche, Limfjordsteatret og Thy Teater har i det der blev til Kalejdoskop, Undreland
og Gennem Spejlet
udforsket interaktivt teater, hvor børns medskaben blev taget for pålydende. På forbilledlig vis bliver disse visionære sceneudforskende praksisser knyttet sammen med forskningsmæssige refleksioner. Projekter omkring interaktivt teater blevfx fastholdt for eftertiden som et sjette nummer (Børneteater i interaktion
) af den skriftserie som KulturPrinsen udgiver.
At der er ved at ske noget på den erfaringsopsamlende, refleksive og formidlende bane vidner to andre initiativer om. I efteråret 2006 gik Odsherred Teaterskole, Danmarks Pædagogiske Universitet og Københavns Universitet sammen om at slå et ph.d. stipendium op under overskriften Professionelt dansk børneteater og æstetiske læreprocesser. Og i marts 2007 påbegyndtes arbejdet med at skrive en redegørelse om professionel dansk scenekunst for børn og unge, finansieret af Kunstrådet, Odsherred Teaterskole, Dansk Skuespillerforbund og BørneTeaterSammenslutningen. Begge opgaver løses af undertegnede.
Research, crossover og krop
Hvilke forestillinger er der da at vurdere ud fra den forgangne sæson at skrive hjem om?
Hvordan står det til med det kunstneriske niveau? Er der udvikling og nyskabelser i gære?.
Research som metode kendetegner flere af de forestillinger som i periodens løb har rakt op. At de som langt de fleste forestillinger på området lige fra børneteaterbevægelsens start, er blevet til gennem devising, som i sin helt korte form betyder, at forestillingens materiale bliver til undervejs i en forestillings kollektive skabelsesproces, kan blot nævnes for at sætte lidt historisk perspektiv til den måde hvorpå devisingprojekter i voksenteaterverdenen i periodens løb i medierne bliver hyldet som noget meget fremmeligt og helt nyt.
I teater Graense-Loes’ digitale ungdoms dukketeaterforestilling Fucking alene…
viser Katrine Karlsen og Sisse Romme Christensen hvordan den nye teknologi sanseligt og skræmmende stærkt kan blotlægge en ung piges ensomhed. De to drivkræfter bag teatret har på baggrund af en længere researchperiode og studier i brug af avanceret computerteknologi skabt et helt igennem gråt klaustrofobisk rum, hvor kun en guldfisk, en mandlig mannequindukkes torso, en uhyggelig bizart nærværende dukke, og Tv-skærmen i loftet fortæller, hvornår omverdenen (i form af pizzamanden der bringer nok en flad grå pizzakasse) kortvarigt får pigen til at linde på døren ud til den verden, hun ellers kun kommunikerer med via chat, hvis tekster transformeres som videografik der fylder alle de grå vægge.
I samme boldgade spiller FIGURA Ensemble chatoperaen 1:1 – en chatopera,
selvom det er en mere kryptisk hybrid af opera, videoprojektioner og avancerede tekst- og musikkompositioner udført af fire parykklædte ”galninge” med hang til PERSIL og Ajax.
I Corona La Balance’s regi skrev Lotte Faarup og Sven Ørnø på baggrund af virkelige udtalelser fra fædre og sønner teksten til Vejen til min far.
En forestilling, hvor fire performere i et rum, hvor scenografien kun består af lys og ganske få rekvisitter, blandt andet bøger og en gammel herrecykel, kaster sig ud i et spil, som på betagende vis kombinerer dansens abstrakte bevægelser og stiliserede billeder med skuespillets dramatiske handlinger og personer – og derigennem får fortalt en historie om drengen Nick, der savner sin fraværende far og hvad der sker da han opsøger ham.
Og i Randers EgnsTeaters regi skaber Anne Abbednæs på baggrund af research i prostitutionsmiljøer Voyeur,
en forestilling, hvor hun på en scene, hvor der kun står en motionscykel med spørgsmål fra publikum, sammensætter en givetvist for mange unge øjenåbnende forestilling om hvor forskelligartet og barskt kvinders liv som prostituerede kan se ud.
Går vi lidt ned i alder er rummet i Teater Hunds Tænk engang!
effektfyldt dekoreret fra loft til gulv med naturvidenskabsassocierende millimeterpapir. Inde i det linierede rum kæmper Anne Dalsgård med sin firkantfobi. En manglende evne til at kunne forme firkanter, som hendes venner snart hjælper hende til kyndige hjernespecialister for at få kureret. Og vupti foregår hele spillet som et sprælskt møde mellem performance og teater inde i Annes hjerne, hvor destruktive tanker i form af nogle selvtillidsødelæggende krabater ”hæmmere”, helt har udmanøvreret ”fremmerne” – de tanker som får Anne til at tro på sig selv.
I juli 2006 havde Baggårdteatret premiere på Normalt Hus,
som både er en teaterforestilling og en kunstinstallation. Med normalitet som omdrejningspunkt mødes to skuespillere, Bo Stendell Larsen og Pernille Lyneborg i et installations- og billedkunstnerisk univers – et univers af byggeklodser med ikoniske motiver skabt af Kunstnertrioen Bankmalbekrau (Lone Bank, Christina Malbek og Tanja Rau) for at løse den opgave at lave et kunstværk om det normale.
I marts 2007 viste Åben Dans Productions med deres børneteaterdebutforestilling Arme og Ben – og noget ind imellem
med modellervokslignende bevægelige kropsskulpturer i både figurative og abstrakte billeder hvor fascinerende meget menneskekroppen kan udtrykke når modet og evnerne er tilstede.
I februar 2007 udfordrede Corona La Balance den vante teatertænkning i den senere Reumert nominerede IRL (In Real Life)
fordi forestillingen lader publikum få reel indflydelse på forestillingens gang. De unge skal simpelthen vælge hvilken af de fire performeres figurer de primært vil følge, og undervejs bliver de bedt om at tage stilling til hvilken retning spillet skal tage.
Og nu vi er ved priser, kan blandt flere nævnes at Frikvarter
af Marionetteatret i Kgs. Have i maj 2007 vandt en Reumert i kategorien Årets børneteaterforestilling. Danmarks Teaterforeningers Børne- og ungdomsteaterpris i efteråret 2007 gik til Teater Refleksion og De Røde Hestes samproduktion Farvel Hr. Muffin.
Jesper La Cour Andersen fra Det Fortællende Teater vandt Horsens Børneteaterpris 2006. Og i foråret 2007 blev Tove Bornhøft fra Teater Rio Rose præmieret af Statens Kunstfond for sin instruktion af Blah Blah Blah.
Så mon ikke det giver mening, når Joakim Eggert slutter sin lille film med replikken:
“Danish Children’s Theater – the world’s best kept secret – but for how long? “.
