Det er deres egne historier. Syv danskere i adskillige aldre sidder foran os og aflægger vidnesbyrd. En efter en fortæller de om en begivenhed, der gjorde en alvorlig forskel i deres liv.
Den velintegrerede unge fyr med anden etnisk baggrund end dansk, der citerer avisernes overskrifter om indvandrerbander, som hærger og begår kriminalitet. Han kan slet ikke genkende sig selv. Eller rettere, som han ironisk siger: 'Jeg kan overhovedet ikke leve op til alle de fordomme, og det vil jeg selvfølgelig gerne sige undskyld for!'
Efter ham kommer pigen, der som 14-årig forsøgte at begå selvmord efter at have været indlagt på psykiatrisk, fordi hun hørte stemmer, der lokkede og truede hende.
Så er der den unge muslimske fyr, som lokkes af en ældre skriftklog muslim til at droppe skolen, vennerne og verden udenfor, og i stedet kaste sig over koranstudier på fuld tid.
Eller den velvoksne mand, der finder sig en elskerinde – og skal han nu vælge hende eller den faste kæreste?
Og der er skilsmissedrengen, der aldrig har fået svar på, hvorfor forældrene gik fra hinanden, og som derfor føler sig svigtet, fordi alt det faste var i opløsning og fordi de voksne aldrig tog det ansvar, de efter drengens mening burde have gjort.
Senere møder vi pigen, der nok er forelsket, men ikke kan finde ud af det med sex. Kroppen stritter imod, kan ikke tåle berøring eller intimitet, men heldigvis er kæresten forstående og giver lang snor.
Og til sidst får vi historien om den nørdede pige, der aldrig drikker og som derfor har det svært, både til festerne og i klassen i al almindelighed. Hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at drikke, når man er ung, spørger hun til sidst.
Virkeligheds-amatørteater
Der er en lille smule Oxford-møde over forestillingen. Altså fremlæggelse af vidnesbyrd fra mennesker, der har fundet svaret. Hvilket alle syv mere eller mindre har. De fortæller om begivenheder, der ligger et stykke tid tilbage, og som de efterfølgende har fået bearbejdet og er kommet videre med.
Man kan selvfølgelig sige, at hvis de stadig hang fast i dyndet, ville det være psykologisk uforsvarligt at lade dem stille sig til skue. Derfor må det i sagens natur være historier med lykkelig slutning, der vises, selv om missionsbegejstringen et stykke henne i forestillingen godt kan virke en anelse monoton – juhu, jeg har fundet vejen, sandheden og livet!
Man kan også diskutere, om det i grunden er teater, vi oplever. Hvilket det er i den forstand, at de syv historier tydeligvis er bearbejdet af en instruktør. Der er pointer undervejs, vendinger, som de unge næppe selv ville bruge og en smuk afrunding på hver historie – så det er altså bearbejdet virkelighed, vi møder.
Omvendt ville lignende typer arrangementer – unge, der fortæller andre unge om seksualitet eller mobning – næppe blive kaldt teater, men et almindeligt oplysningsarrangement. Og forestillingen savner da også et samlende greb. Det er bare syv historier, der aldrig flettes sammen eller perspektiveres.
Hvilket ikke betyder, at de ikke vil kunne gøre indtryk på et ungt publikum – det gør virkeligheden ofte – men blot at vi mere synes at være ovre i afdelingen for virkeligheds-amatørteater eller ung-til-ung-undervisning med mulighed for at stille spørgsmål bagefter.
