Alt skal helst gå op i en højere enhed for at lykkes. Det gælder nok i alle livets forhold, men hvor fejltagelser måske bedre kan skjules i hverdagslivets kakofoniske følelseshav, så springer de mere i øjnene, når de sker på en scene – lige dér for øjnene af et publikum, hvis interesse er rettet 100 pct. mod scenen.
Desværre var det netop dét, der skete under Årets Reumert-fest søndag, da aftenens værtspar, Christopher Læssø og Rikke Bilde, skulle åbne showet med ’Mit livs kaviar’. Lyden forsvandt. Og selvom Rikke Bilde bestemt har en smuk og kraftig stemme, som mange bl.a. vil kende fra hendes medvirken i Sort Samvittigheds teaterkoncerter, så kunne hun dog ikke synge Odeons store sal op uden mikrofon.
Efter lidt træden vande, hvor Christopher Læssø gjorde alt for at holde humøret oppe hos det forventningsfulde publikum, kom vi dog endelig i gang igen. Rikke Bilde fik leveret sangen, flot akkompagneret af aftenens uhyre veloplagte og velspillende husorkester TipToe Bigband, som aftenen igennem leverede festlige jingler og lækre jazzede intermezzoer til glæde for alle i salen.
Og derefter gik aftenen ellers slag i slag med uddeling af de i alt 18 forskellige priser. Hvor indtil flere faldt indenfor denne portals særlige interessefelt.
Musikalske skuespillere med fremtidshåb
Prisen for Årets børne-/ungdomsforestilling gik til ’Til Ungdommen’, som er skabt og produceret af Teater V i Valby. I juryens præsentationstekst hed det bl.a., at denne forestilling arbejdede med autentiske skæbner, der tilsammen skabte en troværdig teatermontage om at være ung og frustreret, og det hed bl.a. også, at forestillingen var ’fremragende spillet af unge, musikalske skuespillere med lysende ærlighed, politisk energi og alvor’.
Det var teaterdirektør på Teater V, Pelle Koppel, der modtog prisen på vegne af et stort spillerhold, som var talrigt repræsenteret på scenen ved aftenens show.
Udover en dybtfølt og detaljeret tak til alle medvirkende på og bag scenen i forbindelse med produktionen af ’Til Ungdommen’, benyttede Pelle Koppel også lejligheden til at minde branchen om, at det er supervigtigt, at de kunstnerisk mest vellykkede forestillinger lever længere, spiller mere og får flere publikummer. Og at de derfor selvfølgelig også skal spille flere sæsoner i træk. Dét kalder Pelle Koppel publikumsudvikling på ’den gode måde’.
Læs Kirsten Dahls anmeldelse af ’Til Ungdommen’ her
Klimadans uden behagesyge
Prisen for årets danseforestilling gik til den borgerinddragende forestilling ’Sprækker’ af Aaben Dans, der har base i Roskilde. Juryen kaldte bl.a. ’Sprækker’ for ‘dansende filosofi uden behagesyge’ i sin motivation, og selvom den måske ikke decideret rettede sig mod et ungt publikum (aldersgrænsen var dog sat til 15+), var denne spændende og nu prishædrede forestilling et fornemt resultat af en kollektiv proces, hvori kunstnere fra Frankrig, Sverige, Italien, Tyskland, Belgien og Danmark deltog sammen med en stor gruppe borgere fra Roskilde i alderen fra 9-81 år.
Det var Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder, koreograf og danser hos Aaben Dans, der modtog prisen på egne og medinstruktør Catherine Pohers vegne. Sidstnævnte kunne ikke være til stede ved prisoverrækkelsen, da hun var optaget af nye instruktør-opgaver i udlandet. I sin takketale sagde Thomas Eisenhardt bl.a.:
»Vi synes selv, at ’Sprækker’ rummer essensen af vores samarbejde. Gennem alle disse år har vi udviklet et fælles sprog med en enkel formidling af komplekse filosofiske temaer og eksistentielle forundringer. ‘Sprækker’ er en foruroligende, men synes vi selv, også smuk og håbefuld bøn for naturens og livets kraft.«
Læs Randi K. Pedersens anmeldelse af ’Sprækker’ her.
Batida løb med brancheprisen
Brancheprisen – Årets Teater, der gives til et professionelt teater eller scenekunstkompagni i Danmark, som har gjort sig særligt bemærket inden for årets Reumert-sæson, gik til Teatergruppen Batida, som var nomineret i et felt af ni stærke kandidater.
Modsat de andre priser under Årets Reumert, der nomineres og vælges af den siddende Reumertjury, er det branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Teaters medlemsteatre, der indstiller og stemmer om, hvem der skal have prisen. Derfor er prisen en særlig pris og samtidig et skulderklap fra branchen til et bestemt teater, der har fortjent at blive set.
Brancheprisen – Årets Teater blev overrakt af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, og i motivationsteksten hed det bl.a.: ’Lokalt, globalt teater, der sprudler af passion og medrivende livsglæde. I evig leg med kroppen, dansen, musikken og de billedstærke fortællinger lader de forestillingerne folde sig ud med folkelige traditioner og musikalsk fornyelse. I mere end 30 år har teatret fundet inspiration i hele verden og mødt sit publikum internationalt og lokalt’.
I sin takketale sagde kunstnerisk frontfigur for det store teaterensemble, Søren Valente Ovesen, bl.a., at Batida årligt spiller omkring 130 forestillinger. Det sker hovedsageligt for børn og unge, som Søren Valente Ovesen kaldte ’det vigtigste og mest krævende publikum, der overhovedet findes’, og hans takketale afsluttedes med det, man kunne kalde en sproglig maggie-terning:
»Batida. Ensemble. 10 skuespillere. 20 levende produktioner. Har optrådt i 47 lande. Siger ja dér, hvor andre siger nej.«
Det er noget, vi gør sammen
Et almindeligt – og måske en kende fortærsket? – udtryk i teaterbranchen er, at teater altid er og bliver en holdsport. Men i år – og ikke mindst, når man kigger på årets prisvindere i de kategorier, som interesserer os her på portalen – står det faktisk bøjet i neon: Ja, det kan kun lykkes, når vi er sammen om opgaven og løfter i flok. Således ville hverken ’Til Ungdommen’, ’Sprækker’ eller Batidas virke være blevet til noget uden en indædt holdindsats.
Vibeke Wrede, der fik prisen som årets instruktør for ’Stormfulde højder’ på Odense Teater, satte i sin takketale meget præcise og tankevækkende ord på netop dét med holdindsatsen i teater. Dét gjorde hun meget illustrativt med udgangspunkt i swahili-udtrykket ’Ubunto’, der på dansk kan oversættes til: Hvis vi ikke gør det sammen, er det der ikke.
Vi gjorde i hvert noget stort sammen i branchen i går. Vi delte priser ud, og de festhungrende gik videre på Teater Momentum, hvor den første udskænkning var gratis. Jo, det var en god aften, vi havde sammen, men at drikke øllen i baren med Momentums egen øl-etiket – dét måtte skribenten her selv sørge for… i selskab med de andre på teater-holdet.
