Christine Fentz laver anderledes teater. Scenekunst der afprøver nyt og afsøger nyt terræn. Som på forskellig vis undersøger, hvor meget teaterbuen kan spændes, eller hvor meget performancebegrebet kan bøjes, uden at grænsen sprænges for, hvad der falder inden for rammen af optrædende scenekunst. Som udforsker hvordan og i hvor udstrakt grad, man kan parre performance med andre kunstarter og udtryksformer og stadig kalde det, man laver, scenekunst.
Det gælder også – og i udpræget grad – i ’In the Field’. Forestillingen har tillægstitlen ’en performance lecture’ – ligesom den på Secret Hotels hjemmeside annonceres som ’både forestilling og foredrag’.
Der er nu mest ’lecture’ over de 50 minutter, man er sammen med Christine Fentz. Neutralt klædt indgår hun som den person/foredragsholder/værtinde, som efter at have serveret te, fremlægger vestlig dansk kultur versus den centralasiatiske nomadekultur i Tuva for publikum, som er anbragt spredt i en halvcirkel i rummet på puder og stole. Med spørgsmål til eftertanke og med små fysiske opgaver bringer hun begreber som rum, tid, hjem m.m. på banen.
Hvad nu hvis
Performance-delen fylder for lidt. Forestillingen udnytter ikke det performedes mulighed for at skabe en dynamisk kontrast til foredragsdelen. Det performede bestå i forestillingen udelukkende i, at Fentz i en lille kodificeret gestussekvens illustrerer, hvordan vores hjerner imiterer de bevægelser, vi lige har set på en række dias af sletter og bjerglandskaber i et Tuva-terræn med store vidder og uendelige horisonter. Ubalancen mellem foredrag og performance gør, at ’In the Field’ ligger på vippen til at blive for skoleundervisningsagtig.
Men heldigvis er det en lecture med atypiske spørgsmål og opgaver. Med omdeling af forskellige objekter og med brug af en gammel overheadprojektor sætter Fentz publikum på opgaver der fx går ud på at alle på egen krop skal undersøge hvordan rum, bevægelser og krop er forbundet, eller skal mærke hvad et blik på noget uendeligt i et billede gør ved kroppen.
Publikum bliver også stillet abstrakte spørgsmål a la ’Hvad nu hvis det at bevæge sig hen i mod og væk fra bliver det samme?’. Spørgsmål som ’Hvad er tid for dig?’. Og opgaver som ’Forestil dig, at du skal pakke dit hjem. Hvad vil du tage med?’. Det sidste er en sjov øvelse, hvor de 8-12-årige, jeg så forestillingen sammen med, gav udtryk for, at computer og musik i al fald er inkluderet i deres bagage.
De unge var i det hele taget med på ‘lecture-legen’. Også da opgaven bestod i at bygge en by på gulvet eller stille spørgsmål til Fentz efter at forestillingen var slut. De kunne tilsyneladende lide det meget langsomme og nedtonede samtaledrev foredraget foregik med. Forestillingsforedraget havde udfordret og nok sat tanker i gang hos dem om tidsopfattelse, måder at bo på, m.m. Om de – som jeg – savnede mere performance og mere fysisk dynamik i foretagende, er svært at sige.
’In the Field’ får tre stjerner som en forestilling med plads til forbedringer. To for at være en lidt mangelfuld forestilling. Og en for lysten til at eksperimentere.
