Af: Randi K. Pedersen

1. marts 2010

Sukkersødt teatercirkus

Små tilskuere vil rånyde de fejende danseoptrin og overdådige, visuelle effekter i musicalen 'Mary Poppins'.

Med danmarkspremieren på musicaludgaven af ‘Mary Poppins’ viser Det Nye Teater igen sin scenetekniske overlegenhed. Der er ingen ende på de overdådige overraskelser i den skønt overlæssede og flot kitschede scenografi. En park, et torv, et tivoli og værelserne i familien Banks’ Londonhus suser lydløst ind og ud og ned fra loftet eller dukker op som trold af æske.

Det gnistrer og blinker lige fra den babyblå start, hvor hovedpersonerne præsenteres. Derfra kører underholdningsmaskinen som smurt med opfindsomhed og et farveorgie som i en legetøjsbutik, når vi er i børnenes fantasiverden. Der er lidt mindre knald på kulørerne i Banks’ kirsebær-lyserøde bolig på Kirsebærvej nr.17 fra 1900-tallets begyndelse, hvor en nanny er uundværlig.

Så da endnu en barnepige er smuttet fra de to, opvakte børn, er fanden løs. Men så kommer Mary Poppins, og ligesom i nutidens reality-tv får den effektive nanny sat skik på børn og voksne. Lidt sukker på skeen og levertrand og borgerlige normer og moral glider ned hos de to børn – ikke hos os. Selvom iscenesættelsen og Jesper Malmoses mundrette oversættelse prøver at give den sødsuppedryppende historie lidt moderne touch.

Musicalen ‘Mary Poppins’ er en ny bearbejdelse af Disney-klassikeren fra 1964, hvis sange gjorde nanny’en med de magiske evner verdensberømt. Desværre magter kun få af de medvirkende musikken, der ikke skal være opera, men heller ikke flad eller skinger. Og det gør kun ondt værre – især i ørerne – at kompensere for den manglende formåen ved at skrue op for forstærkningen.

Scenen som tumleplads

Børn er sikkert ligeglade. De rånyder de fejende flotte danseoptrin og mange visuelle effekter i Det Ny’s teatercirkus. Der jubles over Mary Poppins flyvende entre og gispes ved hendes sortie med et af et herresving ud over publikum. Spørgsmålet er, om små tilskuere holder sig vågne så længe. Forestillingen varer knapt tre timer – ikke særlig børnevenligt!

Charlotte Guldbergs elegante Marry Poppins lider ikke af hjertevarme. Hun er en selvtilfreds frøken let-på-tå med et skabagtigt sprog og en sangstemme, der lovlig hurtigt går sukkerkold. Måske er karaktéren hentet i 1930’ernes bøger om Poppins, før Walt Desney cancyflossede hende, og det gør hende lidt kant. Til gengæld forstår man ikke, hvad Banks-børnene ser i den distancerede nanny, når de har Christiane G. Kochs sødmefulde, kønt syngende og kærlige mrs. Banks som mor.

Morten Staugaard kan synge og får også lidt liv i bankmanden Banks. Påvirket af sine børn og med ”rettidig omhu” – det siger de faktisk! – afviser han en spekulant og bliver et nyt og følsomt menneske. Noget af et mirakel efter en opvækst med Marianne Mortensens knivskarpe, sorte havgasse af en nanny.

Kristian Studsgaards Bert, der tilbeder Mary, holder sig til sin proffe dans og charme, som skaber nærvær blandt flokken af menneskelige klichéer.

Men især én person står tilbage i hukommelsen, når scenebilledernes tryllerier er glemt. Lille og tæt og med de solide ben sikkert plantet i snørestøvlerne indtager Simon Ulvsgaard scenen som sin helt selvfølgelige tumleplads. I rollen som Banks lille søn Michael stråler hans medlevende mimik af disciplineret spilleglæde og ikke en replik lyder indstuderet. Synge kan han også. Det er ren fornøjelse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.