Fingrene trommer i bordet, mere og mere arrrigt. Tekanden og kopperne står parat, men intet sker. Og så, lige da tålmodigheden er sluppet op, står hun der, lillesøsteren, og med hende hele den fælles bagage fra barndommen. Der går ikke mange sekunder, før de to kvinder skændes, så det fløjter.
Er det noget for børn? Ja bestemt, for selv om de er voksne, så opfører de tedrikkende søstre sig som urimelige børn.
I løbet af nul komma fem er kvinderne faldet tilbage i barndommens gammelkendte mønstre og omgangsformer. Fortidens jalousi slår ud i lys lue, og glemte konflikter og stridigheder flammer op med fornyet styrke. Der har også været god tid til at varme op. Ti år er der gået, siden de sidste så hinanden. Nu mødes de, fordi deres afdøde mormor har efterladt en stor kasse fuld af barndomsminder.
Rollerne i familien er klart fordelt og karaktererne ikke til at tage fejl af. Storesøster Alice er den dominerende og damede i beige kameluld, dyre sko og løftede øjenbryn. Lillesøster Nelly er den kuede og usikre med nerverne uden på det afslappede cowboytøj.
Med armene over kors, syrlig mund og hånlige bemærkninger styrer Alice en rum tid slagets gang, nok lige så meget af tilbøjelighed som af gammel vane. Det grænser til psyksik terror, og det vidste gamle mormor, der snedigt har overladt til søstrene selv at fordele arvegodset. Derfor har hun også efterladt en advarende besked om, at Alice helst vil tage det hele. Den slags kan få det værste frem i store og små, og det gør det
Komisk håndgemæng
I begyndelsen foregår delingen af dukker og legetøj nogenlunde civiliseret. Først tager den ene noget og så den anden. Men det kører hurtigt af sporet, for hvis–var–nu–hvems, og hvad er mest værdifuldt. Storesøster Alice manipulerer og snyder fra første sekund. Lillesøster Nelly bøjer af, som hun altid har gjort. Det er svært at sige fra, når man aldrig har gjort det før.
Men pludselig har Nelly fået nok, og freden bliver til en hæsblæsende fysisk og rabalder-farce af de hårdtslående. Lillesøsters oprør tager fusen på Alice, og mobberiet og barnagtighederne udvikler sig til regulært og komisk håndgemæng. For hvad den ene ikke må få, skal den anden sandt for dyden heller ikke have. Det gælder også luften!
De medvirkende sparer ikke på kræfterne, selv om man ind i mellem ønsker, at de ville, når komikken går for meget i selvsving. Til gengæld er søstrene også gode til at skrue ned for larmen og uden ord lade sprækker af sorg og savn komme til syne. Nellys hævnende fantasi om at slå Alice ihjel bliver også med et uyggelig virkelig for de stridbare damer, men heldigvis ikke for publikum, der kan grine af klovnerierne.
Det kan ikke overraske, at de to modne skuespillere ubesværet udfylder rollerne som voksne. Men det fine er, at de også kan sandsynliggøre søstrenes barndom og blive som børn igen, uden for alvor at skifte roller. De forbliver voksne, der viser med deres spil, hvordan det var engang. Men også, at det ikke behøver at forblive på den måde. Det er rart at have en søster, og mormor sagde, at de skulle blive gode venner igen – så det bliver de.