Inde i et sandslot jagter en overdimensioneret stor behåret sandorm med en lilla tragt af en mund et lille blødt kuglerundt væsen med chikke runde turkise øjne og kun én arm. Det er lige før sandormeuhyret gør det af med det lille væsen.
Men så kommer en lille pige, som er ved stranden med sin mor, væsnet til undsætning – pigen sprayer godt med solcreme lige i synet på bæstet og bagefter stikker hun morens parasol lige ind i dyrets gab, som blev det tilintetgjort af en farlig bajonet.
En vrimmel af små væsner af samme art – men i forskellige størrelser og mange kulører -myldrer nu frem som et folk der fejrer at krigsfaren er drevet over. Pigen bliver løftet til vejrs som deres lille heltinde. Deres små runde kroppe tvister af glæde og puf! er vi igen udenfor slottets mure, som har forandret sig til de miniatureproportioner, vi var blevet bekendt med, før scenebilledet skiftede til forstørret indendørsnærbillede af slottet.
Både børn og voksne forstår at det hele 'bare' var pigens drøm – en mumlen om akkurat det høres rundt om på de små bænkerækker foran det lille dukketeater i Kongens Have.
Den store dramatik og hendes heltedåd er noget pigen fantaserer sig til mens hun daser i søvn i solen træt efter at have svømmet med sit gule baderingsbælte, spillet bold med en lille gut som støder til og som hun også bygger et sandslot med.
En anden lille slags heltedåd er gået forud for ormedrabet. Da en ovenud overkropsbodybuildet mand ikke formår at trække sig selv op af det sand, som han synker ned i, da han opmærksomhedsfokuseret på pigens barmfagre solslikkende mor svinger sine håndvægte. Med et fast tag om den pumpede mand får pigen ham fri af sandet – skulle det være noget! Manden synes lidt uengageret ude på at score pigens mor og i sit udtryk fyldt med en humoristisk overdrevshumor, som i øvrigt præger hele spillet i små udmærkede detaljer, men scenen virker alligevel noget uforløst og lidt som fra en anden historie.
Godt med lidt kant
Det er til gengæld den eneste scene, som ikke er fuldstændig tydelig i sin fortælling. Dramaturgien er 'perfekt' – men også lidt kedelig. Det spændende lader i al fald vente på sig. De første to tredjedele af spillet forløber med helt almindelige 'børn ved stranden'-gøremål.
Det er lige før det bliver lidt for jævnt og ligetil identificerbart. Men heldigvis sker der et oplevelsesfortættende skift, da pigen begynder at fabulere og drømmer sig ind bag sandslottets mure.
Så 'En dag på stranden' er en OK, men også lidt for jævn forestilling. En forestilling som er opmærksom på at vise, hvor dejligt det er at lave noget sammen (pigens og drengens leg). Som viser, at det er befordrende at spadsere ud ad en tangent og bryde det hverdagslige, og at det er vigtigt og højner teateroplevelsen at det hverdagslige bliver krydret og får lidt kant: Som fx at indføre en umanerlig gul langhåret hund, som begejstret ryster vand fra sig for og bag. Som ved at vi kan lide gensynet af en lille (finger)kriblende krabbe som danser hen over sandet i den rolige scenografiske kulisse af beige sand, et blåt hav og en lyseblå himmel, som først har en stille roterende gul sol på sig og senere en aftenrøde rød cirkel.
Som fornuftigt nok er næsten helt ordløs, og som har udtryksfulde dukker. Som har en musikside der meget tydeligt understøtter humør, nydelse og farlighedsfyldt dramatik. Og som noget af det vigtigste fortæller, at et seværdigt spil med objekter og dukker skal være kyndigt udført for at fænge.
