Publikum tysser hidsigt på hinanden i utålmodig forventning. 'Sh-shh-shh' lyder det næsten konstant, indtil tæppet i højre side af salen trækkes for, så caféområdet ved siden af scenen i AnemoneTeatrets charmerende rammer skjules.
Et par lagner på en tørresnor og en hvid plasticbalje udgør det sparsomme scenerum, der dog fyldes godt op af både blændende skuespil, fortælledrive og stemningsfuld musik.
At der her er tale om en musikalsk odyssé, slås behørigt fast helt fra start, da alle fire medvirkende (Maria LaCour, Peter Schlie Hansen, Kristoffer Rosing-Schow og Stine Michel) introducerer fortællingen om Ida syngende og spillende.
Historien
For sagen er, at Ida stritter imod det, der er ved at ske omkring hende. Indtil nu har hun boet sammen med sine forældre i bedstemors hus, men nu er bedstemor død, huset skal sælges, og de skal flytte. Ida har ingen indflydelse på denne beslutning, og hun vil ganske enkelt ikke. Hun savner sin bedstemor og mere end noget andet vil hun have tiden til at stå stille, eller endnu bedre måske endda spole den lidt tilbage. Alt skal være som det var, og det er jo sin sag at få sin vilje med den slags.
Forældrenes stemmer hører vi oppefra stueplan som rungende højttalere nede i kælderen hos Ida. De føles mildest talt langt væk både fysisk og mentalt. De forstår ikke hvordan hun har det, og synes bare det er lidt noget pjat, at hun ikke vil komme op fra kælderen.
Og selvom Ida er ved at være lidt for stor til bare at stampe i gulvet og få sin vilje, så er det ikke desto mindre det, hun ihærdigt prøver på. Hun vil have verden til at stå stille, men det er selvfølgelig ikke så ligetil.
Edderkoppen Alfred som vejviser
Heldigvis dukker edderkoppen Alfred op for at hjælpe hende på vej. Dygtigt dukkeført er det en ualmindelig stor fugleedderkop-agtig plysset en, så det er sådan set ganske modigt, at Ida frygtløst prøver at slå den ihjel, da hun først ser den.
En hel del falden-på-halen-komik, hvor edderkoppen med nød og næppe og en vis portion snilde behændigt undgår hendes angreb, får de små publikummer til at sprutte af grin og komme med ivrige tilråb, men kampen stopper brat, da Alfred afslører, at han kan tale.
’Hvorfor er du så ond?’ spørger den Ida, der lige dele overrasket, beklemt og trodsigt svarer: ’Jeg er ikke ond. Jeg er rasende!’
Maria LaCour (Ida) leverer disse linjer med en sådan power, at man glemmer alt om, at man er inde at se en sød og fin børneforestilling. Frustrationen dirrer i luften og mærkes lige i hjertekuglen. Det er ualmindelig stærkt, og sympatien fra forældrenes negligering af Idas opførsel som barnlig og skabagtig flytter sig med ét fuldstændig over på denne stakkels lille sjæl, der reelt har det svært og er i stor sorg over sin bedstemors død.
Musikalsk til fingerspidserne
Udover denne fremragende hovedrollecasting er hele forestillingen båret frem af et helstøbt musikalsk engagement.
Keyboard og trommer med lidt veldoserede klokker akkompagnerer eksempelvis Idas sang i kælderen, der emmer af en uretfærdihedens harme, så det driver ned ad kældervæggene. Faktisk raser og regerer hun så meget, at selv publikum har svært ved ikke at grine ad al hendes sprutten.
Undertegnede var også vældig glad for edderkoppen Alfreds jazzede lille tja-tja-tja, for slet ikke at tale om heksen Hyklas divanummer på Ensomhedens Ø, hvor forandring simpelthen er forbudt.
Lige et sted for Ida, skulle man tro, men de to står selvfølgelig i hver deres lejr og tørner til slut sammen som repræsentanter for det gode og det onde i en formidabel sang-battle. Det er flot skruet sammen og virkelig veludført.
Flotte sceneskift
Undervejs er der super flotte sceneskift og gode detaljer i lydbilledet. Eventyret starter vældig fint i den hvide plasticbalje i kælderen, der med et snuptag bliver til en god båd – komplet med blå himmel på bagvæggen, godt med tåge, mågelyde og overbevisende åretag, der enkelt og effektivt blev lavet på scenen med en spand vand og en mikrofon tæt på.
’Styrbord, bagbord eller næsebor’ lyder det til stor morskab i salen fra Alfred. Han har svært ved at finde vej i den tætte tåge, der smukt dukker personificeret frem af røgen som en mærkværdig figur hyldet i et kæmpemæssigt plastslag, der dansende omslutter ham. Helt efter bogen er han selvfølgelig en forhindring, der skal overvindes, og dem kommer der flere af. En kæmpe hval og en aldeles magisk svampeverden er blandt højdepunkterne.
Lys i mørket-morale
Et andet fint moment, der fortjener at blive fremhævet, er da Alfred spinder en fiskesnøre til Ida og fanger en flue, som han kun spiser halvdelen af, så hun kan fiske med resten. Det er ganske uimodståeligt ligesom deres interne skærmydsler, der kan koges ned til afbrydelser og udfordringer a la ’du tør ikke’, som publikum i den grad kan forholde sig til.
At der er lys selv i mørke stunder bliver ligeledes en lektie, som både Ida og publikum tager med sig, og forestillingen er på den måde en god blanding af morale og musikalsk overskud.
