Den store teatersal i Frederiksberg Kommunes enestående kultur- og bevægelseshus KU.BE er en gave til enhver forestilling, men ’Guld!’ er også værd at se og høre i mindre luksuriøse omgivelser.
Det musikalske eventyr om en lille fattig families erfaringer med grænseløs rigdom er visuelt og indholdsmæssigt så farverigt, afvekslende og veludført, at også de yngste tilskuere hænger på hele vejen. Selv om de næppe forstår den dybere mening bag symbolikken i historien om Jacob, der fanger en ganske særlig guldfisk i havet.
Det gør de ældste i målgruppen sandsynligvis, for der er klare linjer i forholdet mellem drengen og fisken, der viser sig at kunne opfylde Jacobs og ikke mindst hans forældres ønsker. Efterhånden som de bliver mere og mere fordringsfulde og grådige, bliver fisken stadig mere bleg, tynd og svag.
Det blide blå hav, der klukker om Jakobs bare fødder, ender med at rejse sig i en mørk og voldsom bølge, der river alt med sig. Også drengen, der heldigvis overlever og til stor glæde for alle tre genforenes med sin bekymrede forældre.
Til gengæld har de mistet alt det gods og guld, som de har raget til sig ved i stigende grad at presse Jacob til at udnytte fiskens bøn om at blive kastet tilbage i havet. ’Guld!’ er fra 2012, men inspireret af Brødrene Grimms eventyr ’Fiskeren og hans kone’, der er 100 år ældre.
Både dramatiker og komponist har gjort et godt stykke arbejde, og både iscenesættelse og de medvirkende yder værket fuld retfærdighed. Især fordi Anne Caroline Olesen og Ying-Hsueh Chen er et stærkt musikalsk og klangligt match.
Musikdramatisk kvalitet
Den unge sangers bløde mezzo, som hun et par gange heldigvis vover at skrue op til næsten fuld styrke, og slagtøjsspillerens glasklare, sprøde spil er det, der giver forestillingen musikdramatisk kvalitet. Slagtøjet er i sig selv spændende at se på, men variationen i tonesproget og de forskellige instrumenter med en marimba i front slår bogstavelig talt stemningen an i de skiftende scener.
Samtidig får Anne Caroline Olesens indtagende og herligt adrætte Jakob en hjælpende hånd af publikum, der er instrueret i, hvordan en lille og en stor bølge siger.
Både i sang, i sit skuespil og i de talte replikker fylder hun fint rollerne ud som Jacob, mor og far og fortæller. Sang og tale veksler og begge dele serveres med forbilledlig tydelig børnevenlig tekstudtale.
Jacob udtrykker sine ønsker til fisken i rim, der ikke er vildt opfindsomme, og det er de talte hverdagsreplikker heller ikke. Men de fungerer i sammenhæng med scenografiens farvestrålende byggeklodser, hvis abstrakte mønstre samles til billeder af de stadig større boliger fra et lille rum med et tag til en kæmpeslot, som forældrene ønsker sig.
Med megen plads følger også en masse oprydning og rengøring, og så må Jacob igen af sted til stranden for at fremsætte et ønske om tjenestefolk. Men det bliver for meget for forældrene, og så må fisken ryste op med tre flyvemaskiner – en til hver – så de kan tage væk på hver sin luksusrejse.
Jacob nøjes dog med en daglig tur i Tivoli i en uge, hvorefter forældrene vender misfornøjede hjem og beklager sig over larm og menneskemylder alle vegne. Nu vil de have en verden for sig selv, og den skal fisken levere.
Men denne gang går det galt. Da den mægtige bølge, der lægger alt øde, har lagt sig, finder Jacob den nu meget tynde og svage fisk inden for sin stribede bluse.
Fisken bønfalder igen om at blive sendt tilbage i havet, og det bliver den – fulgt på vej med kys og klap. For den lille familie er eventyret forbi. De er tilbage i deres hul under et stort træ, men har erfaret, at gods og guld ikke gjorde dem lykkelige.
