Seks dansere i flade sorte militærlignende støvler invaderer scenen og fylder rummet med 'I rager os en fucking høstblomst'-attituder – 'vi gider intet af det, I står for!'.
Med mutte blikke, livløst slappe arme og demonstrativt punkteret energi slår de sig ned på scenen. De går på skift hen til en mikrofon i scenens ene side og præsenterer sig ultrakort ved deres fornavn, hvorpå den sidste i rækken fyrer denne kontakt-demonterende replikken af: ”And that's it”.
Men så eksploderer hele flokken. De kaster sig med sprængstoflignende energi i gulvet og hen over hinanden. De bøjer overkroppen forover, går helt ned i knæ og fyrer inkarnerede vredesudbrud lukt ned i gulvet. Udtrykket er indædt kamp, ultimativ protest og ekstrem vrede. Lidt efter ligger de alle spredt rundt på gulvet, som er deres kroppe splinter efter et granatattentat.
Rå mure og slørede ansigter
Danseforestillingen 'Punk – A REBEL NEVER DIES' af Holstebro Dansekompagni oser af vrangvillighed, protest og oprørsattituder. Af brutalitet. Af ultimative punktummer. Af rend mig i traditioner og borgerlighed. Af kræver noget andet – og det skal være NU, for vi er stærke, vrede og har stillet os udenfor – på samfundets yderkant – som selvvalgte afvigere, der aldrig går på kompromis med noget som helst.
De gamle rå grågule mure i Horsens Fængsel, som omgiver spillerummet til alle sider, udgør sammen med de slidte småsprossede vinduer en fin baggrundsramme for forestillingen. Ned trækker så til gengæld det, at rummet ikke er totalt mørklagt. Dagslyset på scenen gør, at videoprojektioner af nærbilleder af dansernes ansigter ikke rigtigt kan komme til sin ret.
Højspændt og nedtonet
På scenen står alt derimod stjerneklart. Jacob Stage har sammen med danserne skabt et koreografisk udtryk, som pendler fint mellem højspændt protestraseri og nedtonet langsomhed. Mellem absolut støj i højt gear og tyste slowmotion bevægelser.
Det kropslige protestudtryk understøttes fint af Signe Krogs scenografiske valg af en stribe grå plastkasser. Kasserne skramler og larmer, når danserne stabler og omrokerer dem. De danner lyde, som understøtter og forstærker den ulydighed og den protest, danserne udtrykker.
Herudover indgår lysstofrør som centrale rekvisitter. Danserne danser med dem og de står som stolper og lysende indramninger for områder, som danserne er lukket inde i og træder ud af.
Referencer til Greta Thunberg, De Gule Veste m.fl.
Der er en form for kronologi i udtrykket. Det bevæger sig fra 80'ernes punkbevægelse fremad og inkluderer nutidens miljøaktivisme. På kostumesiden er der også arbejdet med effekter. Danserne bærer undervejs gule veste som reference til den franske protestbevægelse. De sminker sig oprørsk i ansigtet. De tværer sort, grøn og andre mørke farver af læbestift rundt i ansigtet i store buer og plamager, der konnoterer oprør. De trækker nylonstrømper ned over ansigtet. Og danser fyldt med vildskab rundt i flossede tylskørter.
Musikken følger en tilsvarende tråd. Den er tydeligvis inspireret af eller gengiver musiknumre af udødelige legender som fx The Clash, Rolling Stones, Lou Reed, Generation X og Nouvelle Vague.
I et danseforløb, som også veksler fint mellem synkron dans og individuelle udtryk, og som skiftevis overlader scenen til solodans og ensemble-udtryk, gengives og transformeres virkelighedens protestskikkelser også. Fx Fatboy Slims ”Right Here, Right Now-særlige Greta-Thunberg version.
Forestillingens berettigelse og effekt på ungdomspublikummet +13 må være på så markant og ekspressiv måde at vise, at ung protest og oprør altid har været til og haft sin berettigelse i den kompromisløse form, som her kommer til udtryk. Dansens fysisk håndgribelige og non-verbale form viser sig nok engang at have stærke perceptionskvaliteter.
