Ølsted er en hyggelig lille by, et lille stykke sydover fra Frederikssund, det tager ingen tid, og i varm april-sol er det en leg at tage der hen.
Skolen er fyldt op med klasserum og tegninger, trappe og ganger, musikrum og gymnastiksale, og en enorm legeplads. Og Ølsteds unger gør som unger flest over hele verden, når de har frikvarter: De løber og råber og spiller fodbold, de klatrer og gynger, de skriger og ler og har det så sjovt, at en voksen kan blive helt misundelig – eller nostalgisk – over al den vidunderlige energi, der udfolder sig.
Tappert, men forgæves
Midt i al denne aktivitet har Teatret Fyren og Flammen stillet deres smule dekoration op. Her har de – Anne Sofie Nissen og Birger Bovin – tænkt sig at fortælle eventyret om Klods Hans for en udvalgt skare af børn, og alligevel ikke, for nogle kommer og nogle går undervejs i forestillingen, og hele grupper af børn løber durk gennem spillepladsen, og ret så mange holder legen og fodbolden og råberiet i gang der lige bagved os på tilskuerbænkene, der forsøger at få hoved og hale på fortællingen.
Her er enten noget fundamentalt galt i logistikken, i aftalen med skolen. Eller – selv om det er sol og varmt udenfor – så er det en total fejlvurdering af teatret at flytte forestillingen ud af musikrummet, og tro, at den kan lade sig udspille midt i legepladsens turbulens af lyder og bevægelse.
Jeg hører ikke til dem, der helligholder skuepladsen og helst tager skoene af, inden man betræder de sakrosankte brædder. Interaktivt teater er én ting, det er ikke det, jeg taler om. Men en historie – en scenisk situation, et dramatisk forhold mellem mennesker, en fokuseret fortælling – kræver en slags gensidig respekt, blandt andet i forhold til de geografiske grænser mellem tilskuerrum og scene.
I teater for børn er det teatrets, spillernes, ansvar, at disse grænser overholdes, ikke publikums. Hvis teatret negligerer dette – åbner op for en pseudodemokratisk praksis – gør de det på eget ansvar.
Nåh – for alt hvad jeg ved, var Teatret Fyren og Flammen på denne dag i Ølsted offer for en misforståelse. Fra skolens side eller fra egen. Resultatet var i hvert fald sørgeligt: Et tappert, men forgæves forsøg på at fortælle de distraherede børn historien om Klods Hans og den vanskelige prinsesse. Det kan man godt kalde opad bakke og med solen i øjnene.
Friskt og livligt
'Klods Hans' er et ægte folkeeventyr og som sådan ikke en original Andersen. Men han har kappet en hæl og skåret en tå, og helten, den 'klottede Hans' – yngst af tre brødre – der optræder i den danske (faktisk den fynske) udgave af eventyret, har Hans Christian altså givet navnet Klods-Hans.
Og historien om ham, der han rider til kongsgården på sin ged og finder de forunderligste ting undervejs, som overgår den rapkæftede prinsesse i talegaver, og som ender med at vinde både hende og det halve kongerige, er en rigtigt sjov fortælling om, hvordan en heldig blanding af kløgt og legelyst, selvtillid og charme kan bane vejen til tops.
Og Teatret Fyren og Flammen – som har specialiseret sig på H.C. Andersen – spiller eventyret både friskt og fyrigt, med stærkt fysisk nærvær. De to aktører går spændstigt ind i diverse roller, men de figurer, som først og fremmest sidder tilbage i min erindring, er Anne Sofie Nissen som en adræt og frisk Klods Hans med rød bandera, og Birger Bovin som geden med to spadserestokke som horn.
Den sceniske tilgang til fortællingen er den velkendte, med en række af hændelser og begivenheder der forholder sig trofast imod den skrevne tekst – en slags Illustreret Klassiker. Og det er jo fint nok, hvis illustrationen er sjov, eller klargørende, og spillerne har hjerne, hjerte, krop og lune.
Nissen og Bovin har forudsætningerne for at servere Klods Hans med både humor og panache – instruktøren Henriette Rosenbeck følger op med hurtige sceneskift og enkelte gode tableauer – og Tanja Bovin har syet fine, enkle dragter og en fantastisk prinsessekjole.
Så alt ligger til rette for en – hverken original eller genial – men habil, prof og ordentlig scenisk udgave af eventyret om den opfindsomme bondedreng. Men de tre-årige vil nok synes, at forestillingen er lidt voldsom og svær at forstå.
Det krævede altså en god vilje – for ikke at sige tunnelsyn – for at se forestillingens potentiale, mens jeg sad omgivet af glade børn, som (med mange decibel!) havde nok med deres eget.
