Der er flere forestillinger for børn og unge, der sætter fokus på klimaet. Det sker i form af godt teater, men uden at lægge skjul på intentionen om et vist mål af aktivisme.
Teateret UBESTEMT går lidt længere i 'Du er den', der er civilisationskritik, så det basker. Der stanges lussinger ud både til højre og venstre, bagud og især mod den generation af politikere og andre, der nu er ved magten. Men som anklages for fejt eller ligefrem skruppelløst at efterlade klodens klimakrise til deres efterkommere.
Det er langt fra den eneste krise, som forestillingen retter sin spektakulære kritik imod. Flygtninge, demokrati, uddannelse, køn, identitet eller trivsel – der er krise og kaos hele vejen rundt i en verden, hvor tre unge kvinder prøver at navigere.
Det er ikke nemt. De har fået ørene tudet fulde med påstanden om, at de har alle muligheder. Virkeligheden er, at deres egne og andres forventningspres og krav gør dem til ufrie og konforme individualister.
Men som titlen 'Du er den' antyder, så får – og har – den unge generation tydeligvis også et ansvar for, hvad der sker i fremtiden. Det har de ung kvinder indset, og de er vrede. Nu kæmper de ind imellem truende og højtråbende og med passende ledsagelse af techno-rytmer for at blive hørt og få indflydelse, og de gør det sammen. Tre unge kvinder, der spilles så overbevisende, at man tror på, at de ikke ønsker sig en ny fancy iPhone, men en ny fremtid, som de selv vil være med til at skabe.
Storslået scenepragt
Miljøkrisen, hvor alt for meget plastik forurener og truer dyr og planter, er synligt til stede. Fra begge sider bliver spillet oplyst af lange nedhængende gyldne rør, der ser ud til at være af samme slags tykke stive plastik som kvindernes kostumer.
Sammen med deres gentagne robotlignende bevægelser og mimik giver det forestillingen et science-fiction-agtigt udtryk, der både er komisk og temmelig skræmmende. Men, som de med overlegen timing pludselig kan skifte til naturligt kropssprog og tilbage igen.
De blander genrer og vælger hæmningsløst fra alle hylder og samler med sikker hånd det hele i et målrettet slag, der bølger frem og tilbage over scenen. Dilemmaerne foldes ud på et niveau, som en del teenagere næppe vil have forudsætninger for kunne følge. Men hvor den på én gang stramme og visuelt storslåede scenepragt medvirker til at gøre de enkelte situationer klare og forståelige.
Det er skarpe holdninger i superlækker indpakning, også når bunker af kulstøv hober sig op, og kostumerne skifter til sorte kedeldragter, mens plastikkjolerne meget praktisk kan stå på gulvet.
Forestillingen sætter fingeren på alle vores samfundsmæssige, private og mere personlige bløde punkter. Der er ikke sparet på noget – heller ikke på satiren, hvor lydsiden blandt andet bidrager med idyllisk syngende fugle og kurrende duer, og Netflix altid er leveringsdygtig i virkelighedsflugt.
Symbolikken er også på plads. Alle taler om klimaet, men ingen har læst klima-loven, og imens smelter isklumpen, som ingen af dem vil tage ansvaret for, stille og roligt mellem hænderne på dem. Ikke noget dårligt budskab til unge tilskuere.