Tårer er ikke bare tårer, dun ikke bare dun, kamme ikke blot kamme, og blomster ikke bare blomster. De er mange slags og meget mere end det. De er adgangsbillet til fornyet sanselighed, undren og fantasi, sådan som de optræder i ’Museet for eventyrrester’, der er skabt af Luna Park Scenekunst i samarbejde med BaggårdTeatret.
’Museet for eventyrrester’, som er en beboet teaterinstallation i fem-seks små, emneopdelte stationer, afdelinger eller opholdsperroner, har mindst to fortrin: Forestillingen stimulerer og skærper publikums æstetisk visuelle blik via de myriader af små museums-anbragte ting, der sirligt er arrangeret på gammeldags krogede, mørke træmøblementer, i metalindrammede glasmontrer, i bunden af skuffer, nedsænket i akvarier, stående på lave piedestaler og hængende i små tynde snore.
Der er både en enkeltstående og en sammenhængende mening i de samlinger, der ved første øjekast kan ligne kunst-skrammel i en marskandiserbutik.
Og her kommer forestillingens anden og nok så vigtige kvalitet ind: De små ting er eventyrrester, som – qua den måde hvorpå museets kustoder præsenterer dem med ord, sang, dufte og lyde og bevægelser – væver nye tråde ind i de kendte klassiske børneeventyr og på den måde sætter gang i publikums egen digterglæde og lyst til at føje nyt til de gamle fortællinger.
Utroligt mange eventyrrester – eller som de to teatre beskriver det: ”Ting, som var faldet ud. Trillet, hoppet, ja endda fløjet ud af sit eventyr… forunderlige ting ventede nu på at blive opdaget” er repræsenteret. 11 af H.C. Andersen, 11 af Brødrene Grimm samt det engelske folkeeventyr ’Guldlok’.
Nogle er mest kun til stede i form af udstillede genstande (fx prinsessens lille ært og et par syvmilestøvler). Men ganske mange kommer i spil, som de eventyrrester, kustoderne (læs: de tre medvirkende performere) stolt og interessevækkende præsentere som nogle, de har været så utroligt heldige at få indleveret, selv har fundet, eller endog har skaffet til museet ved at stjæle dem ”uden at spørge om lov,” som Betina Birkjær formulerer det med et hemmelighedsfuldt og skælmsk blink i øjet.
Lyden af sneknirkende puder og synet af en søvndyssende kam
Sanger og lyddesigner Marte Schau er første stations performer. Iført havfrueblå gevandter og megalange øjenvipper kommer hun til live, når hun får redt sit hår med en kam, der tryller hende vågen. Schau kan noget særligt med sin stemme. I høje tonelejer skaber hun eventyrstemninger, mens hun – med hjælp fra den lille publikumsgruppe, der klogelig kun må tælle syv små sorte linser, strofer om danselyst og en sneknirkende lillebitte pude – tryller sanselighed fra eventyr som fx ’Askepot’ og ’Snedronningen’ frem.
Hun introducerer også tåren, som en der kan glitre som sølv og trøste dig, når du er ensom i en stjernefyldt nat.
Tårer af mange slags – plus fortsat kamme, nu en, som lynhurtigt fører til dyb søvn – er næste stations specialitet. Rasmus Stenager Jensen fremviser dem lavmælt og nysgerrighedssvækkende som de dyrebareste skatte, alt imens de spindes ind i eventyr som ’Snehvide’, ’Den lille havfrue’, ’Nattergalen’, ’Historien om en moder’, igen ’Snedronningen’ samt yderligere andre. Det er ikke eventyrene fra ende til anden vi ser og får fortalt.
Ærindet er, som nævnt, med eventyrrest-præsentationerne og de særlige kommentarer, som kustoderne knytter til dem, at stimulere publikums fantasi i forhold til nysgerrigt at gentænke og tillige udvide rummeligheden i eventyrene.
Og det fungerer takket være særligheden i objekterne, ordene der knyttes til dem og den stemning af opmærksomhed og nærvær, som de tre performere forstår at skabe i det iscenesatte museumsrum.
Sangglade blomster og kejserligt fjer-håb
De sidste to performer-beboede stationer, ’Afdelingen for eventyrblomster’ og ’Afdelingen for fjer og fugle’ står Betina Birkjær for. Det første sted lytter vi til hjerteslag og får et spændende nyt syn på Den lille Havfrues underjordiske blomster, som er nogle, der ikke skal vandes, men synges for. Og på den sidste fremviser Birkjær en kunstig kejserlig nattergal, som man kan knytte et håb til al den tid, at den er begyndt at gro rigtige fjer.
Udover de fire performer-ledsagede stationer inviteres publikum til sidst til at bevæge sig rundt og betragte de genstande, som i øvrigt er udstillede i små grupper.
Udover visuel sanselighed og digterisk inspiration byder ’Museet for eventyrrester’ på en særlig slags samvær publikum imellem. Det, at man sidder og bevæger sig rundt på eventyrmuseet i så bittesmå grupper, gør, at man uvægerligt får stimuleret sin hensyntagen og sine samarbejdsevner med andre. For hvem gør hvad hvornår og hvordan. Der skal være plads til, at alle kan se. Og man oplever hinanden opleve. Det er også en god øvelse og en fin kvalitet ved forestillingen.
’Museet for eventyrrester’ kan og vil det ovenstående beskrevne. Går man efter en forhåbentlig kunstnerisk spændende nytolkning af et gammelkendt eventyr i dets helhed, må man rette blikket et andet sted hen.
