Af med skoene og ned i børnehøjde inde på Dorthes værelse. Her uddeler hun små billeder, mens vi sidder på det bløde, hvide næsten-lammeskind og hygger os. Pludselig er der brev fra Dorthes bedste ven. En sød og nuttet kænguru står uden for vinduet med en lille hilsen. Vil Dorthe – og vi – ikke med ind i dens have?
Jo, det vil vi meget gerne. Vinduet går op og vi lister os ind i den dejligste eventyrhave med mægtige røde valmuer, små grønne tuer, dråber som diamanter, frøer og sommerfugle. Lige til at røre ved for små barnehænder – og det bedste er, at det må man godt.
Imens fortæller Dorthe, leger lidt med et par dukke-udgaver af hende og kænguruen, som pludselig flyver tegnefilm-lette på det store himmelbagtæppe, lige som den glitrende fugl, Dorthe tryller frem.
Knaster i historien
Hyggeligt er det, men også lidt løst i teksten, der ikke rigtig skal nogen steder hen. Og hvor er kænguruen? Hvorfor er den ikke med i historien, hvorfor er den forsvundet helt ud af scenen?
Nå, vi må videre, ind ved siden af, til endnu et eventyrligt rum. Herinde er et mægtigt 200 år gammelt træ, hvor bladkronen udgøres af store skærme, der kan skifte farve, når lyset spiller på dem og vi ønsker os en ny kulør eller hopper og danser lidt rundt. Hvilket vi gerne gør, for den slags er altid sjovt, når man ikke er mere end 3-4 år gammel.
Inde i træet sidder kænguruen; men vistnok mest for at styre teknikken og blæse en dyb trælyd, når Dorthe taler med træet. Og for at række Dorthe en lillebitte kop te, som hun ikke bruger til noget som helst.
Og så er vi ellers færdige. Tak for i dag, siger Dorthe, og lyset bliver tændt, og det var det. Jamen, hvad med kænguruen. Og historien? Og hvorfor inviterede kænguruen os ind i sin have, hvis den slet ikke ville se os eller fortælle os noget? Og er det ikke lidt kedeligt og underligt, at Dorthe ikke interesserer sig det mindste for sin bedste ven, leger lidt med ham eller bare fortæller om ham.
Hvad skulle vi egentlig i den have, ud over at beundre Tanja Bovins meget smukke og fabulerende scenografi? Eller – hvis vi var børn – lade os opsluge af de store blomster, det fortryllede univers og de dejlige sange, som Dorthe Eggertsen synger sødmefuldt. Men historien, hvad med den? Hvor blev den af?
For meget legestue
Nej, det går ikke så godt i Grønnegade Teater denne gang. Idé og koncept, står der i det lille program. Men det er altså ikke nok. Så kunne man lige så godt have lavet legestue for de mindste, og ladet dem tumle rundt en times tid.
At den slags gå-rundt-teater er en svær opgave, har voksenteatret vidst i flere årtier. Fra Gladsaxe Teaters totalteater, hvor vi hele tiden skulle passe på, at vi ikke faldt over noget eller stod i vejen, mens vi kæmpede for at se for alle de andre tilskuere, til Teater Republiques seneste gæstespil, ’City Puzzle’, hvor vi også var på opdagelse i et magisk rum, igen uden at det blev ganske klart, hvad det egentlig handlede om.
Så respekt for Grønnegades forsøg på det totale teater. Blot ærgerligt at det, der kunne og burde være teatrets kerneydelse, den gode historie og de menneskelige relationer, her tilsyneladende blev parkeret ude i garderoben sammen med skoene.
