Rød-hvide advarselsbånd indhegner scenen. To mænd i arbejdsdragter og sikkerhedshjelme eksperimenterer med et eller andet. Den ene har således en kogeplade og en gryde monteret på sikkerhedshjelmen.
Vi venter spændt på, hvad det mon skal betyde. Det betyder popcorn! Poppende ud af gryden som en skøn salt-og-kaloriefontæne, lige til at gufle i sig.
Og hvorfor så det? Jo, de to mænd er i gang med at udforske, hvad børn bør forsøge sig med af farlige ting mindst en gang i deres liv. Forestillingen, der er udviklet i Tyskland, er baseret på den amerikanske bog '50 Dangerous Things (You Should Let Your Children Do)'.
Sikkert en voldsomt provokerende titel og ide i et land, hvor man kan blive sagsøgt og ruineret for alt, der bare smager en lille smule af risiko, hvis man ikke har gjort opmærksom på samme. Varm kaffe, for nu bare at tage et af de mere groteske eksempler.
Forestillingen gør nu også fint rede for, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der bør tages, hvis man fx tænder en tændstik eller hvis man popper popcorn. For den varme olie kan sprøjte ganske langt ud af gryden og gøre ret ondt – derfor læg låg på, kære venner!
Hvorfor?
Nu er det ikke alle 50 ting, der skal gennemgås. Vi nøjes med at lære, hvordan en ildslukker fungerer – ret sjovt at få lov at oversprøjte den ene spiller med skum, mens vi slukker en brændende fakkel. Eller smager på et 9 volts batteri med tungen. Det kildrer så sært! Eller sprænger en ballon i luften eller med superlim får limet et par fingre sammen med naboens fingre den næste times tid.
Moralen er: prøv det farlige – hånden ud af bilvinduet i fart eller klatre i træer – men lær først, hvordan man gør det mindre farligt. Ideen er at blande pædagogik med sjov, teater med skolens fysik- og kemitimer.
Og ideen ér god, formen bare knap så vellykket. For der er en række præmisser og teatermæssige valg, der ikke synes truffet.
Hvorfor er det netop de eksperimenter, der er valgt ud af bogen og ikke de mere end 40 andre? Spørgsmålet er påtrængende, fordi et par af de valgte ikke rigtig fungerer. Som de to hænder, lavet af is, der vandrer rundt mellem rækkerne – hvad skal det lære os? Og forsøget på at kede os – fordi det skulle være farligt at kede sig. Det bliver bare et tomt slag i luften.
Men nok så væsentligt er de to næste spørgsmål: Hvorfor læser de højt af bogen på engelsk og oversætter bagefter til dansk? Sig det dog bare, som det er. Og hvad skal vi bruge alle de mange referencer til diverse kunstnere til?
De to spillere opremser danske og udenlandske kunstnere – fra Yoko Ono til Kirsten Justesen – der også har arbejdet med begrebet fare i deres karriere og gjort sig tanker om dette fænomen.
Mon ret mange børn fra fire år og opefter kender dem eller er specielt interesseret i denne teoretiske overbygning? Især ikke fordi det bare kommer ret henkastet og tilfældigt, så det aldrig får nogen reel betydning eller pirrer vores nysgerrighed for alvor. Dramaturgisk sjusk, simpelthen.
Løs struktur
Samtidig virker samspillet mellem de to skuespillere, Daniel Norback og Henrik Vestergaard, ikke specielt overbevisende. Det henkastede småsnakkeri er for løst i fugerne og pointerne ikke stramme nok. Der er ikke krediteret nogen instruktør på forestillingen – det havde ellers nok været en god gardering mod verbalt famleri og deraf følgende adspredt stemning hos os på rækkerne.
For lige så optaget ungerne og vi voksne er af de forskellige eksperimenter, lige så let rammes vi af den løse strukturs indbyggede risiko for kedsomhed.
Så kom igen, kære fareforskere. Behold det, der er ægte sjovt; forklar os forestillingens præmisser fra begyndelsen – blandt andet at vi ikke skal alle 50 forsøg igennem – beslut jer til, om I vil have en intellektuel og kunsthistorisk overbygning eller ej, og ikke mindst stram formen og lug ud i sjuskeriet.
Det står vist alt sammen i grundbogen '50 dramaturgiske greb, der skaber en god teaterforestilling'.
