Hvor ofte har du tænkt ved dig selv, at det er som om der er to personer inden i dig- én der vil så lidt som muligt og én der ikke kan få det stort nok?!
Én der vil holde sig på tørt land, inden døre, helst i seng – mumlende, med nedslåede øjne, karrig mimik og frygtsomme skuldre.
Og så én der vil kaste sig ud i livets brusende flod, som det så flot hedder – højtråbende, med åben pande, vidtfavnende og storslagen.
Samspil med publikum
Den belgiske duo Eve Bonfanti og Yves Hunstad har plantet denne menneskelige dikotomi ind i forholdet mellem en skuespiller og hendes rolle, mellem figuren og den der skal fremstille den.
Tænk dig at der findes en himmel – en cloud – en cyberspace, hvor alle verdens rollefigurer sidder og venter på sin chance til at komme ned på jorden og blive gestaltet af en ægte skuespiller – at komme til live!
'A horse, a horse, my kingdom for a horse!' lyder det, og straks styrter en hest fra rollernes himmel ned til arme Richard III. Og den kommer ikke en gang på scenen! Men den har ventet på sin chance, ligesom Antigone og Don Quixote og Peer Gynt.
Og tænk dig så rollens kamp for at få skuespilleren til at tage sit ansvar på sig for fremstillingen, – for troværdigheden – ja, for hele rollens liv – når skuespilleren rammes af nerver og usikkerhed og går i dækning bag nærmeste figenblad.
I et intenst og uforlignelig samspil med publikum får Mette Rønne os til at se og forstå den svære dyst med den tvivlende og timide skuespiller. Hun betror sig til os, appellerer til os, hvisker til os, mens hun både bagtaler skuespilleren og opmuntrer hende.
Det er simpelthen virtuost, det Mette Rønne laver. I 75 minutter holder hun en forrygende energi, og det veksler mellem total komedie, hvor salen falder om i hikstende grineflip, og momenter af åndeløs spænding – hvor skal vi nu, hvad skal der nu ske?
Det er forbilledligt skuespillerarbejde, præcist og gennemarbejdet, og det er dødsens charmerende. Det kan se ud som improvisation, men – tro mig – det er bevidst og kalkuleret – hvert et koket blik ud mod salen, hver en skrålende pralhals-intonation, hver en gebærde i tilgjort frustration, hvert et grin sammen med det lattermilde publikum.
Og hvert et forskræmt indblik i skuespillerens angst for at skabe, for at blive medansvarlig, for at gestalte en anden figur end sig selv. For at blive den anden – er det skuespilleren der bliver rollen eller er det omvendt?
Mette Rønne i sine sorte shorts er begge to – skuespilleren og rollen – med kun en klovnenæse af og på til at skille de to figurer. Hendes mimik, tale og kropssprog lader os aldrig i tvivl om, hvem der er hvem.
Identitet
Således bliver noget af teatrets magi – teatrets egenart – åbenbar for os. Og således bliver også forbindelsen til vore egne liv åbenbar for os. Vores identitet rommer både pralhalsen og den timide, og kunsten opstår ved, at vi anerkender dem begge og lader dem komme til syne længe nok til at belyse, hvad for komplicerede væsener vi er.
Jeg er rigtigt glad for at have set denne forestilling. Rigtigt glad for at have overværet Rollens og Skuespillerens kamp for at forstå Tiden, trodse Djævelen, og finde Kærligheden. Og rigtigt glad for at få min – og publikums – fantasi så heftigt sat i spil.
Det var ikke et barn at se, og heller ingen teenager, da jeg var på Teater Play, og jeg er da også tilbøjelig til at betragte Den komiske Tragedie som en voksen-forestilling.
Men nu har den fået refusionsgodkendelse og kan derfor nu også nå ud på skoler og institutioner, og fred være med det. Og jeg er sikker på at en hvilken som helst 15-16-årig vil opfatte forestillingen som interessant og speciel. Måske til og med lidt speedet. Om skismaet mellem rolle og spiller bliver, opfattet ved jeg ikke – her er masser af finurlig ironi – men i hvert fald vil de blive charmeret af Mette Rønnes medrivende spil.
