Hvordan fortæller man om den globale ulighed og om vores uskønne andel i det, der foregår? Man tager selvfølgelig vores årlige populære afladshandling, Danmarksindsamlingen, og klæder hykleriet og kynismen af til skindet med skrap satire.
Det er genialt tænkt og festligt udført af Det Olske Orkester. 'Hvem er det der banker' er tredje del af en trilogi, men fungerer helt selvstændigt.
Der lægges hårdt ud. En ung kvinde, Liv (spillet af Ditte Laumann), bliver vækket af sin søde søvn af ukendte mennesker, der trænger ind i hendes hjem. En anonym ”underentreprenør” insisterer på, at hun har meldt sig som deltager i et quiz-spil i Danmarksindsamlingen. Liv protesterer men indser , at hun nok har været lidt sløset med sine klik på nettet og sendes fortumlet af sted til indsamlingsmålet Afrika.
Herfra skøjter forestillingen derudad med rappe skift fra land til land og skingert påtaget højt humør, når vi med mellemrum vender tilbage til Danmarks-showet. En fantasirig og sanselig iscenesættelse, der pynter sig med dans og musik, sørger for, at det hele til at hænge flot sammen. Betagende lysprojektioner fejer over det store nøgne gulv, der fungerer som spilleplade, og billederne viser, hvor i verden og i hvilken epoke, vi befinder os. Men ikke hvem vi er eller, hvordan vi er blevet det.
Flot og firkantet
Det fortæller teksten til gengæld med store bogstaver og langt mindre sofistikeret end sin underholdende ramme. Vi er en del af en hvid, privilegeret stamme, der har skabt sit moderne bekvemme verdenssamfund ved at undertrykke og udnytte andre. Og som stadig gør det.
Det afsløres, efterhånden som spillet sender Liv fra felt til felt og igennem 300 års danske kolonihistorie, hvor hun skal svare på quiz-spørgsmål og kan vinde penge til indsamlingen.
Rollerne er satiriske stereotyper, som skuespillerne udfylder inden for de fastlagte rammer med en hårdtslående showindpisker og professionel manipulator i førertrøjen. Quizmasteren følger trop med spørgsmål og med publikum som Livs backup-gruppe, så alle kan bidrage med deres uvidenhed.
En kabelmand er selvfølgelig en ægte arbejder sendt af jobcentret, så indsamlingsteamet har nogen, som de kan foragte og hundse med. Desuden optræder fortidens syndere, der indbefatter en præst.
Liv har lidt flere nuancer. Hun er det gode menneske, der ikke er specielt vidende eller politisk engageret. Men hun vokser og udvikler sig med opgaven, stiller spørgsmål og siger fra. Liv er dog ikke en frelsende heltinde, og hun afviser kabelmandens opfordring til at deltage i hans solo-oprør mod showets og samfundets strømlinede hykleri.
Da hun havner i Libyens flygtninge- og migranthelvede og frarøves alt, modtager hun uden forbehold hjælp til at slippe væk. Forståeligt nok, men hjælperen er den velklædte og uhyrligt hovedløse kapitalmagt. Det er flot og meget firkantet.
Ekviperet med en Mærsk-blå kuffert med koncernens ikoniske hvide stjerne vender Liv hjem i triumf. Hun gjorde det. Hun gennemførte Danmarksindsamlingens store spil og skaffede penge til de fattige i Afrika, og det er vel godt, mener hun.
Men det var et mummespil, og da det går op for Liv, tager hun dynen over hovedet. For lige om lidt så banker det igen på døren, og så står de der, og hun og vi ved godt, hvem de er, og hvad gør vi så?
