Højreekstremismen breder sig i r, og unge uden tro på fremtiden lader til at være nemme ofre. Resultatet er ikke opmuntrende, hvis man skal tage 'Ung blond pige' som et troværdigt fremtidsscenarie. Det gør forestillingen, men kun tilsyneladende. Et godt stykke af vejen sker det med en tænderskærende komik, der lægger afstand til rædslerne. Mens de medvirkendes messende, staccato-diktion kun er sjov i begyndelsen og undervejs bliver for manieret og ensformig.
Satiren er tyk, men også mere skarp end sjov. Teksten skærer alt ud i pap og dyrker banale rim, som iscenesættelse og skuespillere tager for pålydende og fremfører , som om det er stor og dybsindig kunst. Det er morsomt, men også rystende genkendeligt fra højrepropagandaens overdrev. Modtrækket er en åben gylp, der ikke kun lukker op til kønnet, men til en helt anden vidtfavnende verden, end den tvillingepigerne April og Maj hidtil har mødt.
Med stramme fletninger og læspende tomhjernet plapren er de et par omvandrende, politisk korrekte dukkebørn. Lige så stramt styret som håret, når de lirer deres remse af om, at 'Alt vi gør, gør vi af kærlighed'. Derfor er det helt uforståeligt for pigerne, at deres nye kønne propagandasang om deres dejlige blonde fædreland bliver afvist af musiklæreren som et indslag i 'Broget Aften'. Dermed afsløres det hurtigt, at 'bevægelsen' og den hysterisk overspillede mor-stemme bag pigernes adfærd har alt andet end progressive idealer.
Tvillingernes bevægelser ender i heilende positioner, når de synkront og velexerceret markerer grænserne for et Danmark og danskere, der er hvide langt ind i deres renskurede sjæl. Den slags er symbolik for tungnemme. Men det virker, fordi følelserne trænger igennem i ansigerne i forestillingens stærkt stiliserede kropslige spillestil, der går fint i spænd med scenografiens 'klatrestativer'.
Grænseoverskridende læderbukser
Forestillingens musikalske blanding af følsom pop, techno og fræsende rock fungerer flot som medspiller og er doceret med omhu, så man ikke bliver træt i ørerne eller oplever tomgang. Marianne Søndergaard Madsen og Betina Grove Ankerdal tager sig kompetent af violin og elbas, og især Kit Maiken Mortensens stilsikre vokal som pigen Frida får sangene op at flyve. Men glem alt om ørehængere, det er ikke målet her, selv om 'Ung blond pige'kaldes Danmarks mindste musical.
Frida er det farlige udefra kommende element i historien og i spillet. Hun er den nye pige i klassen, der udfordrer tvillingerne med sine humanistiske værdier, sit globale udsyn og erfaringer og – ikke mindst – sin seksualitet. Det hele kommer til udtryk i hendes grænseoverskridende hvide læderbukser! De er for meget, for stramme og for afskyelige. Det er tvillingepigerne rørende enige om. Lige til Frida har glemt at lukke gylpen i læderbukserne, og April tilfældigvis snubler og lander akkurat i øjenhøjde med alt det, der frister inde bagved.
Det virker lovlig postuleret, at Marianne Søndergaard Madsens usikre April med et slag både opdager sin seksualitet – eller snarere vover at opdage den – og springer ud som lesbisk. Selv om Kit Maiken Mortensens åbenlyst mere erfarne Frida bestemt heller ikke er uden evner, når det gælder forførelsede. Og i modsætning til Betina Grove Ankerdals hardcore søster Maj er April forfrossen både på krop og sjæl.
De to pigers søde, men også lidt desperate forelskelse bringer menneskelig varme og sanselighed ind i historiens og forestillingens hårde, visuelt kantede univers. Til gengæld er den lesbiske kærlighedsfortælling ikke uden problemer for forestillingen, fordi den forskyder fokus fra det store til den mindre. Fra et overordnet tema, højreekstremismen i fremmarch, til et enkelt emne.
Den hadefulde undertrykkelse af seksuelle mindretal og de grufulde følger for Frida er rystende relevant. Men i sammenhægen svækker det historiens gennemslagskraft, at den højreekstremistiske hjernevask ender mere som et personligt fremfor et samfundsmæssigt anliggende.
