En bims komedie om nu’et kalder Det Kommende Teater selv deres ny forestilling ‘Nærvær og næsten’. Lige på kornet er min kommentar. For forestillingen gør én bimmelims på ‘den fede måde’.
Den svimler én undervejs, når man følger de to hvidkitlede læger på jagt efter ejermanden til det brev, en vis hr. Mogensen har efterladt med påskriften ’til den vigtigste person i mit liv’ i den lejlighed, hvor han er afgået ved døden.
I elegant pendulfart mellem film og skuespil i et enkelt og let ommøblerbart rum følger vi lægen bevæge sig med stadig større hastighed og ildhu rundt i en lille miniature Mercedes. Fra destination til destination. Kontor til kontor. Fra den ene outrerede, skønne og præcist skildrede type efter den anden.
Et persongalleri som fx tæller skrankepaven på det kommunale navneregisterkontor, som Eva Maria Zacho Ruby kan få til at vrænge med en aldeles firkantet mund og frossen gestik. Over Vej- og Parkanlæggets skræmte nordjyde fra Nr. Sundby – manden, der i Søren Zacho Ruby overallstatur lider at lægefobi og helt forfærdes, da han får en hvidkitlet af slagsen klasket ind mod sin lille gartnermaskine. En ekstremt døsig pubertetsknægt hvis ordforråd nærmest begrænser sig til en hvislende ‘fedt nok’ og ‘syyyyret’. Mortensens nabo, opgangens kasseassistent, der konstant har mundtøjet på gled om alt og absolut ingenting og i øvrigt totalt savner situationsfornemmelse. En slimet advokat. En kropsfokuseret farmaceut. En meget bibelciterende præst. En solbrillesmart politibetjent, der John Travolta look-a-like svinger sig skarpt rundt i sit læderhabit i Mortensens lille lejlighed. Og lægens egen praktiserende læge som hjælpsomt og fuld af empati kobler sig på lægens detektiviske brevsag.
Lun morskab
Vi ler undervejs. Af parodien på alle de typer, vi kender så godt fra virkelighedens verden. Af de tunge kommunale systemer, forestillingen fremstiller med tyk ironi. Og af hele det ‘ud i bilen og af sted’-setup, som med stadig større hastighed afspilles på filmen med akkurat de samme rituelle procedurer med dørlukning, sikkerhedssele og gang i alskens ventilationer og dingenoter.
Men morskaben er også så festlig og lun, fordi forestillingen samtidig så intenst og ærligt sætter værdier på spil. Fordi den handler om noget vigtigt. Om menneskelige etiske valg. Om dilemmaer og tilstedevær i nuet – frem for i morgen.
Med inspiration fra ‘Den barmhjertige samaritaner’ hvirvles vi med ind i en historie om glemsel, savn og selvindsigt. Og om ihærdighed i forhold til at forfølge en længsel, som er mere værd end vi aner og tror, når Søren Zacho Ruby indledningsvis går tæt hen til publikum og på kort og morsom vis præsenterer sig som lægen, der får ros, men helt har glemt, hvem han selv er.
