En bil ruller ind på Vestsalen i Fængslet i Horsens. Fire kvinder vælter skraldgrinende ud af bilen. De flækker af grin, mens de tumler og triller hen over køleren og balancerer sig op at stå igen. De ler højlydt en rum tid. På forskellig vis og på skift. De smitter tydeligvis hinanden med deres latter. Den lille gruppe, vi betragter, har en gigantisk fest sammen. De bruger ingen ord. Udelukkende latter. Mikrofonforstærkede latterlyde, som bliver understøttet af musik afspillet over højtalere.
Efter lidt tid ved bilen danser de fire kvinder sig med latter-speederen i bund henimod publikum, som har fordelt sig rundt i det store rum. Et rum møbleret med små taburetter og stole til de publikummer, som undervejs ønsker at sidde ned.
Rundt om i rummet befinder resten af forestillingens medvirkende sig også. De består af i alt seks professionelle performere og 14 borgere fra Horsens i aldersspændet ti til 70 år. Deltagerne bevæger sig rundt mellem publikum både enkeltvist og som en samlet gruppe. De trimler, ruller, falder hen over hinanden, danser rygliggende og bevæger sig fremad som et stort blødt dyr. De ler på skift og i samlet flok. De stopper op og tager undervejs kontakt til nogle blandt publikum. En performer vikler sig selv ind i en mikrofonledning. En anden får så gigantisk et grineflip oppe på en altan, at kroppens dele synes at begynde at leve deres helt eget ustyrlige liv.
Sammen bevæger de sig dansende fremad, for i næste øjeblik kollektivt brat at stivne i aparte kropspositurer. Statuer, som hurtigt opløses, for igen at bevæge sig fremad og derpå stoppe brat op.
Kinæstetisk empati
Grundtanken i ’Laughing Crowds’ baserer sig på, at energi smitter. I tilfældet her er intentionen, at performernes latter, bevægelser og udfoldelser i rummet skal smitte publikum kinæstetisk empatisk, så man via sin egen krops observationer og sansninger får lyst til og bliver i stand til at sætte sig i andres sted og får lyst til at engagere sig i og dele det fælles, som sker i rummet.
Performerne agerer og interagerer på ingen måde anmassende. Tværtimod inviterer de med stor nænsomhed publikum med ind i latteruniverset. Og som publikum er vi ikke udsat for et pres om at skulle interagere, da det hele tiden er helt op til os selv hver især at vælge, hvorhenne i rummet og hvor tæt på performerne og de andre publikummer, vi vil være. Alligevel lykkedes forestillingen ikke fuldt ud og hele vejen igennem.
Latterfejring
’Laughing Crowds’ er en bemærkelsesværdig sag. Begivenheden – som er skabt særligt til Horsens Teaterfestival, men baseret på Antoinette Helbings tidligere forestillinger – bliver beskrevet som en danseforestilling og en koncert for latter.
Det er åbenlyst, at ’Laughing Crowds’ inviterer publikum med til at fejre latteren for derigennem at blive del af ”en fælles oplevelse af basal menneskelighed og samhørighed”, som der står i Horsens Teaterfestivals program.
Koreograf Antoinette Helbing udtrykker intentionen endnu mere præcist, når hun siger, at forestillingen ”hylder både nydelse og den menneskelige binding, der udvikler sig gennem latter og latterens dragende forbindelsesenergi. Latter bliver brugt som et prisme til at udforske latterens fysiske og hørbare manifestation, såvel som latterens sociale og følelsesmæssige implikationer”.
Og hun præciserer nuancerende, at latteren både kan være ”en smittende handling af at forene sig som gruppe, men også en ukontrollerbar og ubehagelig måde at afsløre magt og positionering i en gruppe. Derfor dækker latterens landskab et bredt spektrum af følelser, som bliver udforsket, forvrænget og forstørret i ’Laughing Crowds’”.
Frihed og magt
’Laughing Crowds’ gør rigtigt nok alt dette. Den forsøger at omfavne og medinddrage publikum i latterens både frisættende og magtpositionerende energi.
Nogle og til tider flere blandt publikum fanges undervejs mærkbart og medkommunikerende ind af det koreografisk iscenesatte lydtæppe af latter, som de mange medvirkende performere skaber med deres forskelligartede stemmer og deres kroppes udtryk.
Andre – og jeg synes at mærke en del publikummer – havde i større eller mindre momenter vanskeligere ved at lade sig integrere. Min klare oplevelse var, at ’Laughing Crowds’ både virkede inkluderende og ekskluderende. Den lod til tider sit publikum give slip og grine befriende og kollektivt sammenhørende med. Og den skabte til andre tider en isolationsfyldt distance og en ufrivilligt ubehagelig afstandstagen.
Inklusion
Til det inkluderende hører de scener, hvor performerne evner at engagere os. Og det var især sekvenser udført af de professionelle performere. Som når fx Daniel Norback melodiøst transformere sin latter til noget, der ligner en parodi på opera, samtidig med at han modulerer sin krop på spændende vis. Og når Katrien van der Velden med timing, puls og præcision bevæger sig skraldgrinende rundt ved bilen og ude mellem publikum. Her spidser vi ører, vi ser glædeligt på – og vi smittes også af udtrykket.
Anderledes er det undervejs i passager domineret af borgere fra Horsens, som ikke er tilsvarende øvede og ikke scenekunstnerisk set har samme professionelle baggrund. Her skaber et undertiden famlende og uskarpt spil mindre eller slet ingen motivation til interaktion.
Eksklusion
Endnu en årsag til manglende engagement, mener jeg, er, at performerne undervejs leverede en del grine- og kropsudtryk, som virkede ret ubegrundede, uklare og mærkbart uforløste. Det var latterudbrud og gestik, som mere synes at ligne psykisk syges smerteudbrud end raske menneskers velbehagsytringer.
Man må hjertens gerne skabe forestillinger, der kredser om afmagt og psykiske lidelser. Og hellere end gerne med humor som fremtrædende ingrediens. Men da tanken med ’Laughing Crowds’ netop ikke er at iscenesætte og interagere med publikum omkring dette emne, fremkaldte denne type af kommunikationsbestræbelser forvirring og afstandstagen. I de sekvenser havde jeg ikke lyst til at være en del af den grinende folkemængde, fordi udtrykkene virkede ekskluderende.
