Anna Ur Konoy er en kæmpegevinst for årets juleforestilling på Randers Egnsteater. Fra top til tå pibler Konoy af naturlighedsbåren talentenergi og udstråling. En gnist og en varme, som på charmerende og fascinerende vis konstant er gennemsyret af en helt særegen melankoli. En tristesse som ikke blot er skrøbelig, men som også lyser rummet livsgnistrende op med et udtryk som hele tiden synes på nippet til at græde.
Det er som om en tårestrøm konstant overmales af smil, eftertanke, omsorgsfuldhed beslutsomhed og mod slutningen sågar også af vrede og lettelse.
Konoy spiller titelrollen Bella – en ung smuk pige, som har mistet sin mor og lever hushjælpsagtigt og kærlighedsomsorgsfyldt sammen med sin fattige, hårdt arbejdende og fysisk nedslidte værftsarbejderfar.
Ludfattige og næstekærlige
Faren udnyttes groft af skibsværftsdirektøren. Et kvindemenneske, der har forskanset sig bag en mur af galde og surhed, fordi hun aldrig blev elsket af den far, hun overtog virksomheden fra, og fordi værftet er ved at køre i sænk økonomisk.
Pauser er bandlyst og selv juleaften og helligdagene beordrer hun vrantent Bellas far (som er den eneste ansatte) til at knokle til langt ud på aftenen. Med det resultat at faren knokler ryggen af led og først når hjem til sit pauvre hjem længe efter at Bella har taget suppen af kogepladen og pyntet sparsomt op til jul.
På trods af alle ods finder Bella og faren sammen om at hygge sig juleaften. Med suppe og julegaveudveksling. Bella har strikket en hue til sin far. En hue, der lige akkurat kan passe – 'jeg kan sagtens finde mere (garn)', siger Bella – og bekræfter med det både sin kærlighed og deres trange økonomiske kår.
Af faren får Bella den sangbog, som engang var hendes mors – kvinden som med sin smukke stemme gjorde selv en dårlig cirkusforestilling vidunderlig.
Bella bladrer blidt og indadvendt i sangbogen, sammen synger de et vers af 'En rose så jeg skyde'.
En stemning af sammenhold og stille nøjsom glæde sænker sig over det lille arrangement af et far-datter bosted.
Sangtalent og økonomisk udnyttelseslist
Den smukke sangstemme har Bella arvet. Og det er det forestillingen kredser om, fordi Bella en dag bliver udsat for et groft udnyttelsesforsøg af en sjuft (Albert), som lægger vejen forbi det lille udsted, hvor Anna bor og det kriseramte værft har sæde.
Med sætningen 'Hvad gør dig lykkelig' og en lånt forlovelsesring snor Albert Bella til at sige ja til at give solokoncert på værftet for derigennem at redde både det og hendes fars stilling.
Bella hører og mærker selvfølgelig i sidste øjeblik, at Albert ikke har rent mel i posen og stykket tager en anden drejning.
Genganger, nostalgi og tendentielle papfigurer
Andreas Garfield spænder bredt som dramatiker. Han har skrevet om psykisk mærkede krigshjemvendte soldater ('Hjem kære hjem'). Om thai-kvinder i Thy ('Vi elsker Thaidamer'). Om abnormitet og udnyttelse ('Elefantmanden'). Og nu i 'Historien om Bella'.
Forestillingen fokuserer ikke på drømmen om berømmelse (som man vil kunne relatere til nutidens 'berømmelses-programmer' på TV), men snarere på vigtigheden af at kunne mærke og følge sit hjerte.
Universelt og vigtigt. Men stykket lægger sig alt for tæt op af eksisterende forlæg. Af filmen 'Little Voice' fra 1998 som den også skulle være inspireret af. Af andre film som tilsvarende skildrer hvordan verdensstjerner falder i kløerne på økonomiske udbyttere. Og også lidt Charles Dickens 'Et juleeventyr'.
Der er også noget uopfindsomt i, at vi skal føres så langt tilbage i tiden. Nostalgien lægger et trættende låg på det gode budskab. Hertil tangerer personerne at være endimensionale.
Tynde personskildringer og sjove slapsticks
Albert knalder skallen ind i den dør, værftsdirektøren slår op. Bella og hendes far svinger kvikt hjemmets to stole i luften i en humoristisk placeringsleg. Og papir og tøj flyver lystigt til vejrs, når begæret får frit spil i værftets 'kontroltårn'.
Kurt Bremerstent har som iscenesætter talent for at trykke på de komiske tangenter og indføje sjove slapsticks. At få afbalanceret de enkelte skuespilleres spil, så de bliver renset for overdrev og manerer, er derimod ikke hans store styrke.
Albert skal være en charmør. En skikkelse som skal sno sig til det luskeri, han har for. Men det vil klæde Morten Bo Koch at få pillet noget af den selvbevidsthed, hvormed han spiller Albert, af.
Tilsvarende kammer Lisbeth Knoppers rappenskralde af en direktør undervejs flere gange over og pendler på den måde mellem morsomt spil og ucharmerende overdrev.
Erik Viinberg spiller ganske troværdigt Bellas far, undtaget den passage hvor han pludselig trods voldsomme rygsmerter får sin fysiske førlighed tilbage. Det skærer i øjnene.
Jacob Venndt kan komponeret udmærket musik, men står ikke overbevisende og stærk i rollen som værftsdirektørens musikfordybede lillebror.
De vanskelige familiejuleforestillinger
Familiejuleforestillinger er en vanskelig sag. Fyldt med traditioner og forventninger.
Randers EgnsTeater har frasorteret det direkte kristent-religiøse, englestøv og nissehalløj og er landet på en forestilling, som man kan nyde for Konoys umiddelbare og uskylds-emmende skuespil, men som også lugter noget for meget af uegalt skuespil og af fortid og noget, vi har set mange gange før.
