Af med hovedet… hvis du ikke fortæller en god historie! Sådan står der på plakaterne for 1001 Nat rundt om på Vesterbro, så man kan jo godt blive lidt nervøs, når man træder indenfor som tilskuer. For tænk nu, hvis dette er en interaktiv forestilling, hvor man selv også skal digte en historie…?
Nå, pyha. Det er det heldigvis ikke. Men iscenesættelsen af ’1001 Nat’ er faktisk ret avanceret. Dels sidder tilskuerne på hver side af scenen, og dels fortæller Sheherazade sine arabiske eventyr på vidt forskellige måder – fra realistisk indlevelsesteater og fortælleteater og til teaterimpro.
Samtidig er der lykkedes for iscenesætteren Henriette Holm Pathare at etablere så virkningsfuld en rammehistorie om den barske sultan og den godhjertede Sheherazade, at man som tilskuer sagtens kan hoppe ind og ud af de brutale nattehistorier om hævn og jalousi. Det interessante er bare, at jo flere makabre historier, man hører, desto mere længes man efter at se mere til sultanen og Sheherazade sammen.
Tålmodighedsplan
For Thomas Magnussens sultan har en dragende mystik over sig. Han er så tilknappet i sin smukke kongekåbe, at man netop mærker, hvilken sorg han bærer på. Og Susanne Storms Sheherazade er lige så åben og elskelig, som han er lukket. Hun fortæller med alle sanser – hun danser og råber og gør sig stille. Og så smiler hun sit kønne smil, mens hun gør ham afhængig af sine historier. Samtidig med at hun giver tilskueren en klump i halsen…
Det mærkelige er, at hun faktisk ikke bebrejder ham hans hårdhed. Hun går ind i hans palads på hans rædsomme præmis – altså at blive henrettet, når natten er ovre – men i den stærke overbevisning, at hun alligevel vil få ham til at åbne sig for godheden og kærligheden. Hendes tålmodighedsplan lykkes så altså heldigvis – efter 1001 nætter…
Til gengæld er hun så den dag efter 1001 nætter helt direkte i sin kritik af hans grusomhed. Fordi hun ved, at han nu vil være åben over for kritikken – og indse sin fejl. Og dermed bliver forestillingen såmænd også en slags politisk manual til både større eller mindre ’arabiske forår’…
Mågeskrig og lykkemønstre
Scenografien af Johan Kølkjær viser flot en respekt for den mellemøstlige fortællings logik, samtidig med at scenografien bringer en helt ultramoderne teknik ind i det persiske håndværk. For her er geometriske mønstre overalt – både i fliserne på gulvet og i det sekskantede gulvrum, som skaber en naturlig sceneplads med de magiske muligheder. Alle bærer tøj, der matcher den strenge ornamentik – syet af stoffer med de skønneste mønstre. Men samtidig bliver der plads til en fritsvævende jordklode med de heftigste fotoprojektioner, når teaterimpro’en skal lege helt frit, og udsynet pludselig bliver vestligt.
Formen passer altså til indholdet. Det er flot set. Michael Breiners lysdesign fuldender æstetikken – ikke mindst i sidste scene, hvor selv himlen får geometriske lykkemønstre. Og lyddesignet af Jonas Jørgensen svimler fra vild mavedansmusik til mågeskrig og huleuhygge. Sanseligheden er i top her. Med eller uden teaterblod.
Send en saks til sultanen
Derudover lykkes forestillingen, fordi Zeppelin-ensemblet også ved denne forestilling udviser så overbevisende en ensembleånd. Torben Vadstrup stiller op til alskens roller, lige fra Sheherazades nervøse far til Ali Babas griske svoger. Og Mie Brandt er både jaloux søster og knivstærk røver med egen hule. Desuden har skuespillereleven Jesper Bruun Henriksen en fin udstråling af rådvildhed og grådighed og går-den-så-går-den i sit livlige rollegalleri.
Nogen burde dog have sendt en saks til sultanen. Forestillingen kunne i hvert fald med fordel have skåret mere radikalt i manuskriptet af den engelske dramatiker Domeniq Cooke. Lige nu er hele seks af de 1001 eventyr kommet med i forestillingen, og det er velsagtens dobbelt så mange, som både voksne og børn egentlig kan kapere på en times tid. Eventyret om konen, der ikke ville spise, og eventyret om Abu Hassans prut står i hvert fald svagt.
Faktisk virker selve rammehistorien om sultanen og Sheherazade så intens og dragende, at man hellere havde set lidt mere til de to elskende end til endnu en eventyrfortælling om bedragere med krumsværd og hang til halshugning.
For også på teatret er kærlighed faktisk mere interessant end had. Selv gennem 1001 nætter.
