En forrygende åbning! Fire drabelige mandfolk på 'motorcykler' drøner rundt på scenen i vild fart, til dunkende musik, alt imens de råber højt om, hvor stærke de er, hvor modige, hvor lækre og seje. Når de standser op på række foran os og giver cyklerne gas, er der ingen nåde for publikum – de er bare de fedeste fire mænd, der nogen sinde har set dagens lys! Og det bliver ikke hvisket, det bliver brølet med al den saft og kraft og selvsikkerhed, deres hærdebrede stemmer kan klare.
Sådan er det bare, når Anonyme Blærerøve mødes – til vidnesbyrd og gensidig beundring. Publikum må bare overgive sig, for end ikke Eric Cantona kan måle sig med disse i charme og styrke og sexappeal.
Vidnesbyrd
Og de har fundet det rigtige ikoniske udtryk for deres overlegenhed: 'The Haka' – de rugbyspillende maoriernes krigsdans som skal sætte modstanderne godt og grundigt på plads. Godt at Marie Krarup ikke var til stede i salen, for her gnides næse og vises muskler!
De aflægger vidnesbyrd, den ene efter den anden. 'Mit navn er Anker. Jeg er en blærerøv'. 'Hej Anker! Det er godt, Anker!'
De vidner om at være fluepapir for pigerne, om hvor fokuserede de er, om hvilke forbilleder de er for andre, hvor hele de er og til stede i alle situationer, hvilken hjælp de er for de svagere, hvilken kraft de udstråler. 'Jeg fægter med åben pande. High five for mig, mig, mig og mig!'
Kiplings 'If' bliver det rene vand.
Og som om det ikke var nok, har de alle en søn eller en datter, der bare er bedst i alt – i omsorg og empati, i fodbold, i styrke, i intelligens og vågemod. 'Mit barn er noget helt særligt!'
Vi følger disse fire fra situation til situation, i køjesengene, i drømmene, i omklædningsrummet, til akkompagnement af rungende mandelatter over historierne om hvor fulde de var i aftes. 'Hold kæft hvor jeg brækkede mig!' Eller når de pludseligt slår fuldstendigt kontra og laver en hylende sjov parodi på fire læspende pubertetspiger på Facebook, fyldt til randen med klicheer om omsorg for hinanden og alle dem der ikke ved sit eget bedste. Kvindelige pralerøve nådesløst udleveret.
Vel iscenesat og vel spillet
I Hans Rønnes dynamiske instruktion er forestillingen meget, meget rytmisk og meget, meget gennemarbejdet. Den har præcision uden at være mekanisk, og den veksler begavet mellem blues og rock n’ roll. Godt håndværk!
Det samme må siges om scenografien. Fire stole og et enkelt stillads af træ på hjul, der kan bruges til omtrent alt – til senge, til omklædning, til akrobatiske positioner, til tremmer – og de ens kostumer fungerer glimrende.
De fire spillere leverer fremragende skuespillerarbejde. De udgør til sammen – slag på tasken – ca. ét ton kraft og muskler og sul på kroppen, men er alligevel individer. Lars Dammark som gruppens Benjamin, lidt forsagt, men ved at lære det. Han leverer en kostelig parodi på en New Age-terapeutisk 'krokodilleøvelse', som de andre vantro står af på.
Klaus Andersen giver til bedste et skrækeksempel på den ultimative selvfedme, når han belærer de andre om udstråling, kropsfiksering og kvindetække. Et brillant stykke udlevering uden skånsel.
Anders Valentinus Dam er ja-sigeren, han som vover at sige ja i alle situationer, fordi han er bare SÅ fucking fokuseret og fyldt med indre sikkerhed og kan tåle mosten nårsomhelst og hvorsomhelst. Men hans næsegruse beundring for Klaus Andersens ovennævnte foredrag er ikke til at tage fejl af.
Heine Grove Ankerdal har hukommelsessvigt og blander fiktion og virkelighed, og har oplevet det samme som Jason Bourne i 'Bourne Identity', inklusive pistoler og død og vild flugt med lækre piger. Jamen, det har han da! Ligesom Peer Gynt i Bukkerittet: 'Jeg som ham, sligt kan mere end én gang hendes!'
Lige der synes jeg, at historien krakelerer en smule. Jeg ser ikke sammenhængen med helheden, og jeg ser heller ikke, hvad det er, han kompenserer for.
Balancegang
Som publikum er man strålende godt underholdt, og man lader sig rive med af de fires dynamiske spil, som – mærkeligt nok – aldrig bliver enerverende eller hæsblæsende. Men en forestilling som denne balancerer på en knivsæg. Ligesom med den udstrakte brug af ironi i halvfemserne risikerer man at falde for eget greb. Forestillingen kan selv blive blæret. Hvordan komme bag om praleriet og afsløre det, som hvad det er? Hvordan komme under huden på skråsikkerheden? Hvordan tage disse ækle pralhalse ved vingebenet og give os en virkelighed, vi kan genkende?
Disse fire blærerøve er så overmåde glade for sig selv, OG for deres blærerøveri, at de antagelig er uhelbredelige, om de så går til noget så mange møder i Anonyme Blærerøve. Til slut i forestillingen er de alle lige så store blæreidioter som i begyndelsen – alle tegn på svaghed er dækket over, og livet går sejrsikkert videre på lysende skinner. Derved ender forestillingen op med selv at fascineres af disse monstre. De bliver coole og hotte og seje og hu hej hvor det går! og så går forestillingen i sin egen testosteron-fælde og bliver selv selvfed.
Det er som sagt en svær balancegang, men jeg synes, at de langt hen ad vejen lykkes med at holde tungen lige i munden. Først og fremmest fordi det faktisk er en god tekst. Dam og Dammark (og gode samarbejdspartnere) har tidligere vist, at de godt kan skrive en dramatisk historie med både poesi og dybde og one-liners der sidder lige i øjet og lattermusklerne. (Jeg tænker specielt på 'Goodbye og farvel'). Tekster der giver gode skuespillere den rette bold i det rigtige moment til at score mål.
Det kniber bare en smule med at gøre afsløringerne af de fires svage øjeblikke helt og aldeles troværdige. Altså sådan at de ikke kun bliver afsløret, men gennemskuet – gennemlyst. Men sjovt er det, og professionelt så det batter i alle led og kanter.
