Tubatoner har indtaget rummet. De klezmeragtige strofer er lige netop så høje, at de virker støjende, men på den positive måde. Et noget ualmindeligt lydbillede, men det klæder den seje punkstemning generelt ved at skure op ad de mange andre elementer.
Artisterne er spredt i rum og udtryk. En iklædt tyl strutskørt, vildt hår og militaristiske støvler. En anden er et firbenet dyr. En løve? En hund? En tredje en gedigen drukkenbolt sensuella i dybrød og meget kropsnær lang kjole. Den fjerde artist har påtaget sig nørderollen med det obligatoriske brillestel og et ret tøjlesløst temperament. Alle har en klar ironisk distance til deres karakter og groft sagt er der lagt op til ballade. Fra alle sider flirtes på højtryk med publikum.
Gulvfolket har allerede etableret en overenskomst med os, inden de barbarisk vækker den sovende direktøren, som hænger på slap line. Han falder formentlig velfortjent til jorden og nu sættes løjerne for alvor i gang.
Direktøren lægger ud med en præsentation af alle og forsætter over i sit glansnummer på hans før så bløde sengeplads. En ret så forbløffende præstation. Derfra går det over stok og sten med fornøjelige som farlige indslag.
Hvem inspirerer hvem?
Det er svært at afgøre, hvor cirkus ophører og teater tager over. I ’Cirkuskanonen’ låner de ikke dramaturgi fra teaterverdenen, men udvisker deres egen ved at bikse alle numrene rundt i hinanden. Ikke nogle præsentationsrunder og markerede overgange, men eksempelvis en tryllekunstner, der blender ind i kaninpigens trapeznummer. Eller i et stort fællesbillede, som da den feminine kjoleartist’s halsbrækkende håndstands nummer tilføres inciterende vift af den ”firbenede” med en stor rød fjer. For at styrke hendes mod, hælder tylskørt akrobaten nonstop lommelærke dram på hende. Og for at fuldende det visuelle kaos, bliver den igen sovende direktør iført kaninører og overpustet med sæbebobler.
Det er skæve eksistenser med en dejlig politisk ukorrekt tilgang til omgivelserne. I de utæmmede gøgler gags forsvinder roller, alder, køn etc. og genopstår i et nyt alternativ.
De kan deres kram, hvilket de beviser i svævende numre over gulv og især mod slutningen af showet. Midtvejs har de en tendens til fortabelse i skøre indfald, der betvivler deres reelle kunnen. Dog ikke mere end, at undertegnede blev forført af de mange kreative musikvalg, der spændte vidt og overraskede i den samlede komposition. Som f.eks. swingmusik til trapeznummer, slangetæmmer til sambarytmer, stumfilm musik til den øfirbenede’s spring gennem ring.
Cikaros’ forestilling er kronen på værket, hvis man vælger at købe dem til et en skoleklasse. De tilbyder nemlig først en workshop, hvor eleverne uanede bortføres for at blive introduceret til cirkus verdenen og hvor dagens hæsblæsende oplevelse fuldbyrdes med ’Cirkuskanonen’.