Man skal danse tæt, når man danser vals. Man skal også sidde tæt, når man ser Barkentins Teater optræde med ‘Vals’. For det er tydeligvis rygtedes, at denne forestilling er charmerende, både for børnehavebørnene og deres voksne.
Lisbeth Müller tager gæstfrit imod gæsterne i pailletter og tøfler. Hun tvivler, for sidder kjolen nu også lige, som den skal? Eller skal hun vælge en anden? Men så får hun da endelig sat sig ved klaveret, så historien kan begynde: Historien om dengang, da drengeelefanten fik en elefantlillebror…
Ole Barkentin sidder klar ved sin kasse, der har et låg som en tavle. Men op stiger ikke elefanterne, nej, de er ’glemt’ derhjemme. Til gengæld hiver han de skønneste sko op af kassen. Ungerne er straks med på symbolikken: Den sorte herresko for farelefanten, og den røde pumpsko for morelefanten. Snart sidder ungerne og hujer, og de voksne tørrer en tåre. Men hvorfor virker det så stærkt at se nogle gamle sko fistre rundt til lyden af et hult keyboard?
Snørebåndserotik
Fordi ‘Vals’ er dukketeater, når det er mest oprigtigt. Her er intet spidsfindigt eller skjult. Her er kun nogle udtrådte sko og to dybt engagerede kunstnere, der næsten ikke kan vente med at fortælle børnene deres hemmelighed.
Ole Barkentin er stor og tung. Men han formår at føre skoene så ømt og så forsigtigt med sine enorme næver, som var han den mindste alf – og så medrivende, at tilskuernes kroppe næsten også begynder at liste med, sådan indeni. Keyboardet kan både pop og tango, men det er valsen, der besegler kærligheden, sådan som Lisbeth Müller levendegør tangenterne med myndigt anslag under sit fine hår og sit varme blik. Og jo minsandten: Mandeskoen fører sit lange snørebånd rundt om den røde højhælede – og pludselig bliver dameskoen så tyk og besværet, at den forvandler sig til en gravid sutsko…
Ungerne læner sig nysgerrige forover for at se, hvad fødslen så bragte: En HØJRE! Stor jubel. Og som farskoen stolt konstaterer: ’Se! Han har arvet mine snørebånd!’. Den lille snøresko får selvfølgelig lov til at sove i midten. Og til at fly dynen af mor og far. Lille ’Angulus’ er i det hele taget i centrum, lige indtil begrebet ’babysitter’ dukker op. Jo da, der lånes såmænd bare en farmorsko fra publikum – og så danser far igen med snørebånd om mor…
Jalousimisundelse
Børnene nikker genkendende, i hvert fald de fleste af dem. Og resten er tilsyneladende misundelige på at have nogen at være jaloux på. Det er lige, som det skal være. For Barkentin & Müller viser børnene ordentlig respekt, når de skildrer den barske udsmidning fra enebarnsskopladsen – behændigt uden psykopilleri. Og samtidig bringer de den kærligste satire over forældrenes længsel efter erotisk udflugt uden barneskrig, sådan med flirtende drej af skosnuder og vristkæleri. Men ak, også denne forkælelsestur resulterer i sutskovræl, denne gang fra en lille ’Ecco’… Hvilket altså giver Lisbeth Müller lejlighed til endnu et muntert musikalsk påfund: Tænk at finde på en sang, der simpelthen hedder ’Så-såå, så-såå’. Det gør kun voksne, der tør trøste børn.
Måske burde forestillingen skæres fem minutter hen mod slutningen, for da er også børnene mætte over at se sig selv skildret så præcist. Det lykkelige er imidlertid, at de ikke er blevet udsat for belæring. Barkentins Teater moraliserer nemlig ikke – og synes hverken, at det er synd for enebarnet eller for tosomhedsforældrene.
Vals
spejler bare virkeligheden med glimt i øjet og med sko mellem hænderne – i herligt teater af sjælden kvalitet. Den slags skoteater, der kan tåle at blive forsålet igen og igen i mange sæsoner fremover.