Som en isoleret ø i det danske børneteaterlandskab ligger Ishøj Teater. Ikke blot fysisk – placeret i en lille landsby udenfor Ishøj, hvortil man kun kommer i bus eller bil – men også tidsmæssigt. Ja, for teatrets forestillinger boltrer sig helst i eventyr af den gammeldags slags.
Også juleforestillingen er som at tage på rejse tilbage til Familiejournalens store julehæfte anno 1950. Måske er Jytte Lyngbirks historie i novelleform virkelig engang blevet nydt af vores bedsteforældre, når de nostalgi-hyggede sig i julelampens sentimentale skær.
Nu er julen og dens teaterforestillinger jo gerne af den tilbageskuende slags, så det skal der ikke lyde et ondt ord over. At det dramaturgiske håndværk derimod ikke er i orden, er en anden sag. Vi hopper således frem og tilbage mellem flere historier, uden at forestillingen giver sig tid til at arbejde de enkelte situationer ordentligt igennem, og nogle optrin virker både overflødige og forvirrende. Et mini-krybbespil indlagt midt i det hele skal således fortællemæssigt slet ingen steder hen.
Og hvad er det så for en kernehistorie, der forsøges fortalt? Ja, der er lidt gru, lidt menneskeligt armod, der gøres godt igen, og en masse julehygge. En ældre og udslidt tjenestepige går hjemmefra selve juleaften, fordi hendes husbond udnytter hende. Så flakker hun om i snevejret, kommer til præstegården, hvor præstens far tuller om i køkkenet. Han tuller imidlertid så meget – der er problemer med brændte småkager i ovnen – at pigen må gå igen uden at have fået hverken vådt eller tørt af præstefatteren. Og det skulle han ikke have gjort, for den, der nægter et andet menneske noget at spise juleaftensdag, bærer jo juleglæden og julelyset ud. Hvilket lyset da også gør i hele præstegården.
En hjælpsom præstegårdsnisse må der til, inden lyset og juleglæden kan vende tilbage. Og pigen? Ja, hun får ansættelse i præstegården! Bedre kan det simpelthen ikke blive.
Mere respekt for publikum
Se, det er jo en køn historie, og var den blevet fortalt strammere og med større karakterisering af de enkelte personer, havde det ikke været så tosset endda. Men Jytte Lyngbirks tekst foretrækker de mange omkringflakkende scener frem for det nuancerede og logiske.
Den mest interessante figur er tjenestepigen, som Sussi Andersen får gjort både sød og rørende, mens Allan Grynnerup er kæk som Nissen og Peter Gregersen jovial som præstefatter. Og det må de så nøjes med at være hele vejen igennem. Personlig udvikling er der ikke noget af.
Til gengæld har de tre spillere fint greb om de mange meget små tilskuere, så vi både synger julesange og får spist julesmåkager undervejs uden de store problemer. Så langt, så forholdsvis godt.
Når jeg alligevel julefnyser lidt af forargelse, skyldes det scenografien. Ubehjælpsomt malede papkulisser kører vakkelvornt ud og ind i de mange sceneskift. Inddækningen fungerer ikke ordentligt, dekorationerne er små og kluntede, lyset ubehjælpsomt.
Det hele bærer præg af, at der ikke er anvendt en scenograf, men at familien Lyngbirk selv vil lave det hele. Motiverne til det skal jeg ikke granske i, men man kunne godt forledes til at mene, at Ishøj Teater giver begrebet familieteater en ny og uklædelig betydning. Når man er egnsteater med milliontilskud, billetstøtteordning og en juleforestilling, der er stort set udsolgt de 142 gange (!), den spiller i løbet af fem uger med deraf følgende indskovling af penge, skylder man sit publikum at behandle det med respekt. Og Ishøj Teaters dekoration og kostumer til ’Nissen i stalden’ er amatør-arbejde og dilettanteri.
Var det derfor ikke på tide, at Ishøj Teater åbnede sig en smule for omverdenen og til en begyndelse engagerede en scenograf. I respekt for teatret som kunstform, sin egen egnsteater-status, den omverden, der bevilger penge til teatret og ikke mindst det publikum, man angiveligt er sat i verden for at berige.
