Man kommer til at knuselske dem. Alwin, Aurora og Lazarus. Nok især Alwin og Aurora – to tvillinger, hvis liv sammen altid har været fyldt med samhørighed, gensidig tillid og følelsesmæssig fortrolighed.
Men en dag opstår der uro på linjen. En fyr, som Aurora vælger at kalde Lazarus, kommer på tværs. Som lyn fra en klar himmel forelsker hun sig i drengen, der spiller fodbold og kommer fra middelklassen, mens hun og Alwin er rundet af overklassen.
Snart falder også Alwin for Lazarus. Sorte skygger fejer ind over tvillingernes relation. En relation, som dog stadig på en måde er grundfæstet solid.
Dynamik, gnist og lune
Lærke Schjærff Engelbrecht og Michael Slebsager gestalter de to tvillinger med stor vitalitet. Det er selvfølgelig en hjælp for oplevelsen, at de to skuespillere fysisk set ligner hinanden af statur. At deres hårfarve matcher hinanden, ligesom deres tøj. Men vigtigst for indtrykket er deres evner til utroligt godt iltet og nærværende at formidle alle de modsatrettede følelser, som buldrer gennem Aurora og Alwin.
Engelbrecht får det sitrende miks af forelskelsesrus og nervøsitet i forhold til at tackle Auroras pludselige og ukendte følelser til at bruse som kuldioxid, man ikke kan tage gassen ud af. Når Aurora så punkterer, sker det prompte og resolut. Hun går ud som et lyn. Dåner. Engelbrecht bevæger sig troværdigt og uhindret rundt i hele følelsesregistret, og hun fremstiller Aurora, så man klart fornemmer det stærke bånd, som tvillingepigen har til sin bror.
Michael Slebsager er et ovenud godt cast til Alwin. Velartikuleret og med fysisk præcision, dynamisk puls og musikalsk timing skaber Slebsager en tvillingebror, hvis følelser vi tror på. Her er solide evner til at forme en rolle, og tillige overskud til spille Alwin med humoristisk gnist.
Lazarus er anderledes end tvillingerne. Selv beskriver han sig som helt almindelig, modsat det ekstravagante, han synes, der er over tvillingerne. Tvillingerne derimod oplever Lazarus som noget helt særligt. For dem er han omkranset af et betagende lys. En aura. Akkurat den dobbelte position – at være helt almindelig og samtidig blive genstand for så megen attrå fra tvillingernes side – tegner Peter Høgsbro med sikkerhed og lun charme.
Universel
De tre skuespillere har også alt godt at gøre med og i. Maria Kjærgaard-Sunesen har dramatiseret Bent Hallers ungdomsroman fra 2012, så man skulle tro, at den var skrevet i går. Udover aktualitet udmærker Kjærgaard-Sunesens omskrivning til scenen sig ved at eksponere en almengyldighed i de temaer, der er på spil.
’Lazarus’ handler på ingen måde snævert om det, som to teenagetvillinger bøvler med. Heller ikke kun om det at være enten heteroseksuel eller homoseksuel. Nej, en stor kvalitet ved forestillingen er, at den er så universel. Alle de både forjættende og svære følelser omkring identitet (er det fx muligt at finde ind til en kerne, eller er identitet noget man kan bytte eller maskere sig til?), forelskelse, seksuel orientering, fortrolighed, venskab, sammenhold og brud, som fylder i såvel Alwin, Aurora som Lazarus, er nogle, som alle unge – og voksne – kan relatere sig til.
Der er noget at komme efter uanset seksuel orientering. Teksten er lykkeligt befriet for at være belærende, demonstrativ og anmassende. Her lefles ikke for tidsånden.
Melodiøs og dirrende
Som iscenesætter har Kjærgaard-Sunesen skabt nogle arrangementer, som giver følelserne vinger.
I Katrine Langkilde Gjerdings scenografi, som er en kæmpegevinst for opsætningen, er der plads til både det farlige, det overraskende og det legende. Over et hvidt firkantet podium i midten svæver en smal firkantet lysende ramme.
Rammen hæves og sænkes undervejs alt efter scenernes udsagn. Den hænger lavt i åbningsscenen, hvor de tre skuespillere ligger som forskudte lag ovenpå hinanden. Det skaber associationer til tre askepotlignende skikkelser i en kiste. Sidenhen er der helt andre stemninger på færde. Som når en orgasme vises på poetisk og overraskende vis.
Hele vejen rundt om podiet er der brunt granulat samt noget bevoksning, der skal illudere marehalm. Det porøse terræn bruges flittigt. Sammen spejler de to områder en samtidighed af styrke og skrøbelighed. Sammen kan områderne være alle mulige steder. Hjemme hos tvillingerne. Fodboldbanen, hvor Lazarus spiller. Kyststrækningen, hvor forelskelsen får frit løb.
Den musikalitet, energi og intimitet hvormed Kjærgaard-Sunesen lader spillerne løbe i fuld fart rundt, stå i tætte omfavnelser, og liste sig rundt om eller hen mod hinanden, skaber intense vibrationer i rummet. Konstant dirrende atmosfærer. Meget poetisk fortællende udtryk.
Nonverbale godbidder
Velfungerende er det tillige, at alt, som sker mellem personerne, undervejs bliver ledsaget eller introduceret med musikalske kompositioner, som på interessant vis underbygger handlingerne.
Der er ikke noget, som falder dårligt ud. Kostumerne er medfortællere. Tvillingernes lette og elegante tøj kontrasteres af Lazarus' fodboldtøj, samtidig med at farveligheden – alle er klædt i sort og hvidt – peger på det, de har tilfælles. Af og til – og i særligt inderlige øjeblikke – forvandler de mere dagligdags bevægelser sig til poetiske dansekoreografier i slowmotion. Bevægelsespoesien formidler nonverbalt de involveredes følelser – tit mindst lige så stærkt som når personerne taler.
Smuk, naturlig og tankevækkende
’Lazarus’ er båret frem af kunstnerisk tæft og poetisk sans. Af fantasifuldhed, håndværksmæssig lækkerhed og snilde på alle parametre. Som nok et kvalitetskendetegn forfalder den aldrig til at forsimple teenagelivets følelser. Følelser – som angår forelskelse, jalousi, identitet og seksuel orientering – opstår helt naturligt. Som nogle, der er store, rare og svære at håndtere. Identitet vises som noget, man som ung i den grad famlende leder efter. Og det seksuelle bliver aldrig vulgært skildret.
Det eksemplificeres i stedet ærligt, nænsomt og sprudlende med overraskelser, sprød humor, flossede nerver, vaklende sind og seriøs eftertænksomhed.
’Lazarus’ tilbyder i den grad noget for teenagemålgruppen at identificere sig med og krybe følelsesmæssigt ind i. Den gør det på en gedigen, eksistentiel eksistens-genkendelig og poetisk sanselig måde. I et facetteret scenekunstnerisk sprog, som berører og betager i momentet og som man – glad i låget – tillige bærer med sig efterfølgende i både krop og tanke.
