Forestillingen ’Kom ind i min nat’ er en vandreforestilling med tre stationer. Vi bliver taget imod af to skuespillere, der udstråler tryghed og ro. De står i nattøj og byder os indenfor i et lille, dunkelt rum med vægge og lofter af lyst stof.
Vi er i et børneværelse, og Lille ligger i sin seng med en lille sengelampe lysende over sig. Vi kan mærke det behagelig gulvtæppe under vore fødder, og de puder, vi sidder på, er bløde og hjemlige.
Den svage belysning og skuespillernes rolige bevægelser og blide stemmer får os til at falde til ro, allerede før forestillingen begynder. Anne Kurtzweil og Nina Christrup sidder ved Lilles seng og kigger på ham, mens de taler stille til hinanden.
Og nogle gange skal der utroligt lidt handling til, før vi har en reel forestilling. Det går hurtigt op for os, at ’Kom ind i min nat’ dybest set handler om en tissetur. Lille bor i et hjem med et ’das’ i baghaven, og nogle gange, når han skal op at tisse om natten, må han bevæge sig ned igennem haven i mørket.
Vi kan tydeligt se, hvordan Nina Christrup bliver utryg ved tanken, og hun nænner ikke, at Lille skal gå derned alene. Denne dag har vi heldigvis alle lov til at gå med.
Det store træ i haven
Vi rejser os, tager vores puder under armen og følger efter Lille ud i haven. Vi går ind imellem vasketøjet, der hænger til tørre, og kommer til et nyt rum med et træ i midten.
Her bliver forestillingen til en sanseoplevelse af lys og skygger, lyde og bevægelser. ”Alting ser anderledes ud om natten,” konstaterer de to skuespillere.
De snakker med hinanden, finder ting i træet og snakker om de billeder, som træets skygger danner. De leger sammen, og de skræmmer hinanden, mens de begge forsøger at virke modige. Langsomt begynder mus, flagermus og edderkopper at synes mindre uhyggelige.
Selvom der er en dukke med, så er dukken kun en bifigur i forestillingen. Det er de to skuespillere, der er i fokus, og i lange perioder sidder Lille bare på gulvet og stirrer ud i luften med sit smukke, undrende blik. Han bliver et billede på den forunderlighed, som nattemørket bringer med sig.
Alting går ubegribeligt langsomt, men vi følger intenst med, mens vi samtidigt nyder den uendelige ro, som forestillingen rummer. Men vi glemmer helt, at Lille jo skulle tisse. Det må han skynde sig ind at gøre, og imens går vi på opdagelse i haven.
Lilles store hule
Vi kommer til den tredje station, som er en hule i haven. Her får vi fortalt, at Lille nogle gange sidder og kigger på grenene og edderkopperne og spindelvævene – og på skyerne på himlen, der nogle gange ligner monstre.
Her sidder vi opmærksomt og kigger på en videoprojektion af billeder, der skifter form for øjnene af os. Vi får lidt hjælp til at gennemskue, hvilke slags monstre de skal forestille, og det er nok også meget godt.
Vi vender tilbage til træet i haven, og nu kan vi se, hvordan haven er blevet dekoreret med lys, der kan vise vej ned til ’dasset’ i haven. Så behøver Lille ikke at være bange for mørket mere. På væggene får vi et gensyn med flagermusen, edderkoppen og de andre dyr.
Men nu er Lille træt, og han skal i seng, og da vi forlader forestillingen, går vi igennem værelset, hvor Lille sover. Vi er stille, mens vi går forbi ham, og selv efter forestillingen er der ingen, der har lyst til at bryde stilheden, og folk taler lavmælt med hinanden.
Søvndyssende teater
Vi er blevet klogere på mørket og lettere i kroppen, men øjenlågene er blevet tunge. Søvnigheden skyldes ikke, at forestillingen er kedelig, men den gør os afslappede og afspændte.
Anne Kurtzweil og Nina Christrup skaber ikke kun en sanseskærpende vandreforestilling, men de skaber også en atmosfære, der omslutter os. ’Kom ind i min nat’ er noget særligt. Den er gennemført scenografisk, og den er tilgængelig og interessant i Torkild Lindebjergs iscenesættelse.
Og så er den ikke bange for at være langsom – den har, hvad der skal til af dramatik og mystik, så det lave tempo stadig er interessant. Afbrydelserne i forestillingen, hvor vi skifter lokation, er veltilrettelagt, så der fortsat er en dynamik i forestillingens forløb.
Derfor er ’Kom ind i min nat’ anbefalelsesværdig for både børn og voksne, der kunne have brug for at komme lidt ned i gear. Forestillingen kan måske endda med fordel bruges som godnathistorie før middagsluren. Denne anmelder er i hvert fald grydeklar, selvom solen står højt på himlen, og klokken kun er 13:30.
