Lugten af saltvand og soltørret tang bredte sig i tilskuerrummet. Øjnene kom til at misse mod solen, og tungen blev tørstig, for ’Santiago’ førte os langt ud på bølgerne med ’Den Gamle Mand og Havet’…
I virkeligheden er Møllens og AbstraXteaters fortolkning af Hemingways roman en ret spartansk forestilling med symbolske rekvisitter. Havet er gulvet, jollen er en gammel jernseng, og fiskelinen er de klude, som manden binder sine revnede hænder med. Men illusionen stortrives, og derfor lugtede der af saltvand i Skuespilhuset som aldrig før.
Instruktøren og scenografen Gitte Kath har selv dramatiseret romanen, og det har resulteret i en afbalanceret og helstøbt forestilling. Den mytiske fortælling om den gamle mand, der oplever sit livs største fangst, er blevet både spændende og poetisk – med den ordknaphed, som klæder Hemingways figur, men også med den følelsesfuldhed, som situationen også kræver. For det er en fortælling om en kamp på liv og død – og en overvindelse af en næsten umulig ensomhed.
Fiskerblikket
Bo Stendell Larsen er vidunderligt autentisk som den gamle mand. Hans lange, hvide hår flagrer i vinden som hos en kunstmaler, men hans blik er umiskendeligt en fiskers i denne rolle. Han aflæser horisonten, han taler med en forbiflyvende fugl, han beundrer sin kæmpende sværdfisk.
Larsens store krop gør sig skrøbelig, jo flere timer der går i jollen under den brændende sol – fascinerende og konkret, som har hans figur boret sig ind i fisken lige som hans harpun. Hans dialoger med fisken dybt nede i havet under ham er både imponerede og snu, og Larsen spiller, så man bliver imponeret over både hans og Hemingways menneskeklogskab.
Han bliver udmattet og drejer rundt i sin jolle, så man bliver svimmel sammen med ham. Men forladt af heldet? Ikke det mindste.
Connie Tronbjerg har rollen som både fortæller og dreng, havet selv og nogle tåbelige turister. Med sin lille, sorte filurhat hopper hun adræt ind og ud af historien, og hun er med til at give forestillingen den dynamik, som kan fængsle de ti-årige. Også fordi hendes sprog er så moderne og direkte.
»Santiago, hvor gammel var jeg, da du første gang tog mig med ud at fiske?« spørger hun stolt som drengen. Han kender selvfølgelig udmærket svaret, men han vil have, at den gamle fortæller historien endnu en gang. Fordi historien er et billede på den kærlighed, der ikke kan udtrykkes på anden måde, sådan mand og mand imellem.
»Det kan jo være, at jeg ikke er helt så stærk, som du tror,« siger den gamle senere til barnet. Men selvfølgelig vil drengen ikke lytte. Hans helt skal være den stærkeste i verden – for altid.
Baseball-sansen
Det er en sej historie, denne her. Om venskab og håb og om døden. Hemingway har jo det meste med, og Gitte Kath får de fleste temaer flettet ind i forestillingen. Selv den gamles interesse for baseball får hun til at blive en letforståelig parallel til danskernes fodboldflair. Og fattigdommen er her et nøjsomt vilkår, der bliver umiddelbart forståeligt.
Bo Stendell Larsen supplerer med lyriske tekster, der spejler bogen i små radiocitater – om havet, om kvinden, om respekten for fisken.
Det flotte ved forestillingen er, at selv det tungeste serveres af Møllen på en finurlig gøglerfacon med frithængende lanterner – og med dukkemøbler i let og ubesværet forskydning.
Tilskueren får vitterlig sorte pletter for øjnene sammen med den gamle mand. Og forestillingens løsrevne billeder samler sig inden i tilskueren og bliver til et bevægende møde med et menneske, man selv gerne ville have kendt.
