Hvordan forstås sorg-begrebet hos børn på 4.-6. klassetrin? Hvordan føles sorg, og hvad kan man gøre, hvis man har en klassekammerat, der er ked af det? Det behandler Teatergrad i forestillingen ‘Sorg – i børnehøjde’, hvor hovedpersonen Charly har mistet sin storebror Lukas i en trafikulykke.
Forestillingen er skabt som dels en monolog, hvor vi følger Charlys sorgproces, og dels med dialoger og refleksioner med børnene.
Der er to medvirkende: Skuespiller Ene Øster Bendtsen i rollen som Charly og musiker Karen Duelund Guastavino, der akkompagnerer monologen med musik, samt ved hjælp af instrumenter spiller forestillingens øvrige roller. Eksempelvis spilles den grådkvalte mor med hylende lyde fra en saxofon, mens veninden Vera kommer til udtryk igennem de lette toner fra en klarinet.
Følelsesporno eller udviklende teater?
Det er en forestilling, der berører de svære følelser. Den er skabt til børn i en klasse – som et klasseprojekt. Teatret gør før forestillingen opmærksom på, hvilke forpligtelser der som voksen medfølger at vise denne forestilling til børn. Derfor kan man godt, før forestillingen begynder, få mistanke om en forestilling, der nærmest er designet til at gøre børnene kede af det. Følelsesporno, kunne man lidt kynisk kalde det.
Men ‘Sorg – i børnehøjde’ viser sig at være en ualmindeligt smagfuld behandling af de tunge følelser. Tårerne triller i hobetal, men mest hos de voksne tilskuere, som i anledning af Horsens Teaterfestival har fået pladser på sidelinjen. Børnene på gulvet, som forestillingen udelukkende henvender dig til, er berørte, men mest af alt er de opslugte af historien om Charly.
Og de inkluderende intermezzi, hvor børnene selv får lov at sætte ord på begrebet sorg, og hvor de kommer med deres egne bud på, hvad man kan gøre for en god ven i sorg, gør temaet relevant og nærværende for dem.
Deres egne gode råd skrives på en pakke spillekort, som klassen får lov at beholde, så de kan bruge dem, når behovet opstår. Derved efterlader forestillingen både et pædagogisk fundament for klasselæreren til den videre behandling af sorg-begrebet, samt et fælles værktøj til at skabe et stærkere fællesskab blandt børnene.
En velskabt teaterproduktion
Forestillingens scenografi er kompakt og fint designet af Sir Grand Lear ved scenograferne Lea Burrows og Ingvild R. Grande. Den løser både de tekniske opgaver, som forestillingen stiller til scenografien, mens den skaber stærke billeder som både barnekiste og gravsten.
Ene Øster Bendtsen er en skuespiller, der besidder et stærkt og nærværende udtryk. Hendes varme gemyt gør sig særligt godt i en forestilling med så stor kontakt med publikum, og det er ikke mindst hendes formidling af de forvirrende og ubegribelige følelser, der tonser omkring i den lille Charly, som knækker de fleste voksne tilskuere.
Samspillet med musikeren Karen Duelund Guastavino er meget præcist og ligeledes ekspressivt, så rollerne står klart og med tydelige replikker – selvom birollernes replikker er toner i stedet for ord. Deres sange, samt de rytmiske øvelser, som børnene laver med hænderne igennem forestillingen, er musikalsk ganske veltilrettelagte.
Det hele lykkes i bund og grund i kraft af et meget rørende forlæg af dramatiker Julie Glargaard, samt den intuitive iscenesættelse af Sandra Yi Sencindiver. Forestillingen er henvendt til skoleklasser, men hvis voksne får lejlighed til at se den på eksempelvis teaterfestivaler, kan den absolut også anbefales for det ældre publikum.
Som en teaterforestilling designet til klassens time i 4.-6. klassetrin må den befinde sig blandt eliten af dette års teaterproduktioner for børn. Bravo!
