Han skal lige sætte keyboardet til, mens vi sætter os. Og så er der jo også lige kufferten! Hvor er den nu henne? Den attitude er hun ikke voldsomt tilfreds med. At han ikke er parat til tiden. Et mindre skænderi begynder mellem Lars og Rikke.
Det ligner og lyder som to musikpædagoger, der ikke er ganske enige om præmisserne for deres optræden.
Og hvorfor så musikpædagoger og ikke skuespillere? Fordi deres mission tilsyneladende er at præsentere os for en række forskellige udgaver af børnesangen 'Solen er så rød, mor'. Hvordan ville den lyde, hvis den blev sunget i Kina? Eller i Amerika? Og det er jo ganske skægt, selv om det nu ikke gør den store forskel, at de tager en cowboyhat på. Vi får også en opera-version, en afrikansk version, en russisk og en arabisk.
'Hvor skal vi hen nu?', spørger Rikke undervejs, dramaturgisk ikke specielt opfindsomt, og så får vi endnu et land, endnu en ny udgave af sangen.
Undervejs keder musiker-Lars sig lidt, hvilket ses ganske tydeligt, som det jo gør, når man prøver at spille teater, det bedste man kan uden helt at kunne. Og så hakker Rikke på ham, eller de skiftes til at nedgøre hinandens ideer, hvorved enhver form for energi og fremdrift lige så stille siver ud af forestillingen.
Jeg gætter på, at tanken fra begyndelsen har været at indlægge noget modstand og konflikt i den ellers ret bevidstløse afsyngning af børnesangen, men det er de to medvirkende ikke gode nok til at håndtere, så vi som publikum tror på det og bliver fanget ind. Og sjove hatte gør det som bekendt ikke.
Noget med teater
Men omsider sker der noget, som har med teater at gøre. En lille historie dukker op. Om et par søstre, Rikke engang har lavet en afrikansk klappesang med.
Det er derfor, hun pludselig ikke vil lave den sammen med Lars. Fordi den bringer grimme minder frem. Den ene søster døde i et biluheld, den anden blev lam, og Rikke føler, at det egentlig var hendes skyld, selv om brøden vist blot bestod i, at hun kom for sent den aften, det gik galt.
Det er den historie, Lars får hevet ud af Rikke, og undervejs forvandler hun sig til pigen og han sig til naboens musikalske knægt, der kommer og spiller klaver for og med den lamme pige og derved bringer lidt livsglæde ind i hendes apatiske liv.
Og ikke blot i pigens, men såmænd også i forestillingens. Jeg sad og fik den tanke, at det hele nok kunne have været langt mere interessant, hvis der til hver udgave af 'Solen er så rød, mor' havde udfoldet sig sådan en lille historie, snart alvorlig, snart sjov.
Mere kød på skelettet
De to medvirkende er såmænd sympatiske nok, og habile musikere og sangere er de da også, men de savner et defineret projekt og en gennemgående god historie. Og så kan det da ærgre lidt, at det meste af musikken er indspillet på forhånd, når Lars nu tydeligvis godt selv kan spille. Men med ham fastlåst ved tangenterne ville der selvfølgelig mangle en aktør på gulvet og dermed være endnu mindre scenisk aktion at gøre godt med.
Samtidig er min fornemmelse, at forestillingen nok er for pattet for de 10-årige og opefter. Der skal langt stærkere historier på banen end fornøjelsen ved at høre forskellige versioner af en sentimental børnesang, de for længst er vokset fra, hvis de da overhovedet kender den i dag.
Så skal 'Nye toner' leve videre som forestilling betragtet, må der mere kød på skelettet. Ellers kan man lige så godt bare give ideen om forskellige versioner af den samme sang videre til skolernes musiklærere – de vil sikkert kunne gøre det lige så godt – og så lade skolen bruge pengene på at købe en rigtig teaterforestilling i stedet.