Tør venligst fødderne på måtten! Opfordringen er blot en af mange i de næste 40 minutter. Siden følger i strakt ord-galop noget om kunsten at give og modtage ros, om at behandle hinanden ordentligt, om at række fingeren i vejret, inden man kommer med svaret, om gode spisevaner, både hjemme og ude, om at skrive venlige breve. Foruden en helt masse andet af samme slags.
Lyder det som Emma Gad? Det er det også. Sat ned i børnehøjde docerer Signe Birkbøll og Ole Håndsbæk Christensen i bedste skolemesterstil for os, hvordan man bør opføre sig, nemlig fornuftigt og med respekt for andre mennesker. ’Takt og tone – det er vellyd i omgangsform’, som det hedder. Men ikke uden lidt samtidig pjank. For det er trods alt ikke skoletime, men teater, vi er til.
Emma Gad ville givetvis have syntes om det. Fordi forestillingen tager hendes kloge leveregler aldeles alvorligt, men tilsætter dem lidt opblødende, skæv humor.
Samtidig har Signe Birkbøll, Riddersalens faste husdramatiker, denne gang strammet sine mange sproglige pointer godt til, så de både underholder og udfordrer publikum. Snart i de direkte citater fra ’Takt og Tone’, snart i Birkbøls egne, filur-rimede sentenser, som instruktøren Kamilla Bach Mortensen har orkestreret stramt og præcist. Der er ingen overflødige ord eller bevægelser her. Som en fornøjelig blanding af ’Alice i Eventyrland’ og ’Den store Bastian’.
Verbale veloplagtheder
Foran en stor, sort bog – dejligt enkel og renskrabet scenografi – belæres vi således om gode måder at være civiliserede mennesker på. For hvad man har lært som lille, får man ikke problemer med som voksen, hedder det. Hvorpå dannelses-undervisningen går i gang. Blad efter blad vendes i den store bog, mens vi undervejs møder små kulørte prøveklude, der skal teste, om det nu også er sandt, hvad der bliver sagt.
Her bliver tekstens dramaturgiske forløb måske lige lovlig løst i betrækket, lige som overgangene mellem de enkelte situationer – noderne i system på stregerne, prøvekludenes indbyrdes liv og de sort-hvide fotografiers fortælling – ikke altid virker lige overbevisende.
Men formen er sjov og anderledes, især for de 6-9-årige, der med ørerne godt spidset kan fange og lade sig fascinere af de verbale veloplagtheder. Samtidig klæder de to spillere hinanden – han lidt skolemesteragtig, men med et glimt i øjet, hun mere rebelsk.
Vi hygger os i deres selskab, også som voksne, hvorimod de mange ord måske nok kan tage pusten lidt fra de alleryngste.
»Tak for i dag,« siger de til sidst. Selvfølgelig gør de det. Hvorpå vi klapper af dem. Fordi vi er civiliserede mennesker, der kender spillereglerne i et teater, men så sandelig også fordi der er noget at klappe af.
Hvor skønt når opdragelse og oplevelse således kan gå hånd i hånd. Det er den rene Emma Gad.
