Pantomimeteatret i Tivoli lever sit helt eget liv – som turistattraktion, som tradition, som rekvisit i den guldalderske del af det danske selvbillede, som hyggelig underholdning og som bijobs for habile dansere. Og det er helt, helt, helt O.K. – og jeg skal slet, slet, slet ikke komme med smarte, bemærkninger.
Jeg mener nemlig, at Pantomimeteatret har fuld ret til sit helt eget liv, og også at det fylder dette liv med netop de ingredienser, jeg har nævnt ovenfor. Der er intet i vejen med attraktioner, traditioner eller hygge når dette udfolder sig på et sted som Påfugleteatret i Københavns berømte Tivoli for et venligt afslappet publikum og helst i godt vejr.
Alt dette forhindrer alligevel ikke, at jeg får en følelse af at træde ind i en forgangen tid, et idyllisk Biedemayer-univers uden kanter; som en rutsjetur i H.G. Wells’ tidsmaskine; som at sætte fod på en anden planet.
’Rasmus Klump besøger Pjerrot’
Carla og Vilhelm Hansens Rasmus Klump er 60 år gammel, men still going strong. Så snart det flotte påfuglefortæppe er gået ned, trisser han stilfærdigt rundt på plænen bag publikum, men opdages hurtigt af Pjerrot, Harlekin og Colombine og inviteres op på scenen til dem.
Hele den lille 20 minutter lange forestilling bliver så en opdagerfærd i pantomimeteatrets lydløse sprog og tegn, i kulisser og elevatorer, i magiske sværd og sceneskift og traditioner.
Rasmus er godt nok lidt tungnem, men godmodig, og sammen med publikum får han en ganske solid indføring i denne mærkelige verden, hvor ballet blandes med commedia dell’arte og klovnerier, hvor kærligheden er både flirtende og kysk, og hvor Pjerrot har hånd i hanke med det meste. Rasmus danser det bedste han har lært, men det allerbedste er når Harlekin og Colombine steger pandekager. Og til sidst kommer aktørerne udenfor på plænen til fotografering og smil og ta’ i hånd. Det er lidt omstændeligt, men sødt.
’Den falske husholderske’
To klassiske historier blandes i denne forestilling: Harlekin og Colombine mødes og sød musik opstår- men også mislyde når den bigotte fader Kassander vil forhindre alliancen. Og dertil historien om Pjerrots forklædning som husholderske, hvor den samme Kassander, nu som liderlig ældre husherre, kommer på vilde veje i jagt efter kvindekød.
Begge historier fortælles med adskillig aplomb og i skiftende kulisser – flere skovinteriører, og en stue, komplet med amagerhylde og Madam Blå kaffekande. Selvfølgelig får de hinanden, de unge elskende – Harlekin er snu og har desuden et sværd, der har fået magiske kræfter af den gode fe. Og selvfølgelig bliver Pjerrots spøg afsløret til sidst efter mange løjer.
Forestillingen indeholder også et par ligegyldige optrin med en håndfast fiskekone og en tungnem ung mand med portabel gril, men ender lykkeligt blandt græske søjler i en meget civiliseret skov.
Og selvfølgelig med de faste tre hurra for Tivoli.
’Harlekin Kok’
’Hvor er det godt’, udbrød min korpulente sidemand, da forestillingen var slut. ’Hvor der det godt, at de gamle traditioner holdes i hævd!’
Og det er helt rigtigt: man kan stadigvæk have et hjerte i Tivoli, et sted mellem Påfuglescenen og Musikpavillonen.
Men at gengive handlingen i ’Harlekin Kok’ er halsløs gerning. Pjerrot og Kassander jagter de unge elskende, en vinhandler og hans dreng sørger for en smule promille, troldmanden gør Harlekins sværd magisk, djævleunger med træforker hjælper til, og endelig tvunget giver Kassander sit samtykke til, at de elskende får hinanden, og vi ender igen blandt græske søjler i skoven. Masser af hæsblæsende løjer og drillerier, lystigt akkompagneret af Promenadeorkestret – og så de tre hurra til sidst.
En opsummering
Helt siden barndommens udklipsteater i pap har jeg har haft en uforbederlig hang til spektakulære, hurtige sceneskift, og barokteatrets hånddrevne kulisseforandringer tilfredsstiller alle mine ønsker. Når Harlekin banker sit magiske sværd i gulvet og vi på sekunder går fra en gade i den gamle by til et fantastisk skovinteriør eller ind i Kassanders stue – ja, så jubler min indre seks-årige! Prima indsats af scenearbejderne.
Men Pantomimeteatrets commedia dell’arte har været gennem Bournonvilles pølsemaskine og er blevet balletificeret og yndiggjort. Det er lidt synd, for Idyll er ikke nær så spændende som commedias temmelig rå italienske ophav. Både commedia og klovnetraditionerne bygger på faste figurer og lazzi, men der er også rum for overraskende improvisationer.
I Pantomimeteatret er der ingen slinger i valsen. Alt er nøje indstuderet og kan få et vist skin af rutine. Det ligger snublende nær at sige ’If you’ve seen one…osv.’
Jeg er med på, at Pantomimeteatret skal være et trygt og velkendt sted. Men nogle overraskelser og uventede indslag kunne da ikke skade? For underholdningens skyld?
